I årene omkring 1800 begyndte Københavns Politi for alvor at beskæftige sig med kriminalefterforskning. Med stort vigør og aggressivitet lod politimestrene mistænksomme personer og kredse omgive af hemmelige agenter. Brevene på postkontoret blev også omfattet af deres interesse. Næsten 100 år efter den aktive postspion Christian Erlunds virke levede hans metoder stadig videre.

Karte fra Købmagergade postkontor 29. april 1810.

I sommeren 1819 figurerede navnet Louis Pasa-vant på det såkaldte karte over breve ankommet til postkontoret i København med Hamburgerposten. Kartet var en liste over alle brevmodtagere der blev opslået uden for postkontoret så folk kunne se om der lå breve og ventede på at blive afhentet.

Pasavant var formentlig et fiktivt navn der dækkede over personen Friedrich August Becker en mis-tænkt svindler som Københavns politimester A.C. Kierulff var blevet advaret om af en tysk kollega. Pasavant skulle ifølge politimesteren i Hamburg have sendt falske gældsbeviser til en gæstgiver Knirsch i København og siden forsøgt at sælge dem til handelshuset M. Mutzenbecher i Hamburg. Pasavant var som sunket i jorden; blot vidste man at han i sit brev til handelshuset som var sendt fra København havde bedt om at modtage et svar „auf hier Posterestance" altså til postkontoret i Køben-havn.

Hvad de færreste vidste var at navnet på kartet dækkede over et brev der slet ikke eksisterede og at der i kælderen under postgården på Købmager-gade lå en betjent på lur for at pågribe den person der måtte møde op for at kræve brevet udleveret. Ikke nok med det; postforvalter Stöcken der tog imod og udleverede brevene fra postkontoret var nøje instrueret i at sørge for at forsinke personen længe nok til at en ansat kunne hente politibetjentenog hvis de ikke nåede det at lade „Pasavant" skyggeved civilklædte postfolk.

Tilsyneladende gik Pasavant ikke i fælden men beretningen viser at postvæsenet stadig i starten af 1800-tallet var med på lidt af hvert når det gjaldt rigets sikkerhed. Forud var gået en meget kort kor-respondance mellem generalpostdirektøren og politimesteren i København hvor postchefen havde afvist politimesterens forslag om at lade postvæsenet selv stå for anholdelsen. Dette ville skrev han virke underligt på postvæsenets kunder og svække deres tillid til etaten. Så hellere lidt lusk.

Politidirektør Hans Haagen (1754-1815) udateret.

Posten mod politiet

Samarbejdet mellem politi og postvæsen var star-tet stormfuldt tyve år tidligere. I 1784 havde kron-prins Frederik (den senere Frederik 6.) gentaget det ældgamle forbud mod brevåbning uden særlig kon-gelig tilladelse og det var et signal postvæsenet havde valgt at tage til sig.

Da den aktive politimester Hans Haagen fra årene 1800 til 1803 flere gange bad postvæsenet udleve-re breve valgte postledelsen til sidst at spørge re-geringen om råd.

Anledningen var en sag i 1803 hvor nogen havde bestilt for 640 rigsdaler stempelpapir hos en for-handler i Aalborg og bedt om at lade det sende til sekretær Drieberg ved stempelpapirskontoret. Der var bare det ved det at denne person ikke eksiste-rede; det var et forsøg på bedrageri ved misbrug af stemplet papir og politimesteren bad derfor Gene-ralpostamtet om at anholde den person der duk-kede op for at afhente de bestilte papirer. At lade postbetjentene optræde som politibetjente blev dråben der fik bægeret til at flyde over for postvæ-senet og henvendelsen resulterede i et længere skænderi med politiet.

To mand væk fra en enke løb ...

Politimesteren kunne ikke forstå hvorfor han ikke længere måtte anholde breve når han måtte anhol-de personer og anden ejendom. Han beskrev i et af sine breve de tilfælde hvor han havde bedt om postvæsenets hjælp. En af sagerne handlede om en ualmindelig lumpen mand ved navn Rose der havde besvangret en skrædder Harboes enke og mens hun lå i barselsseng var stukket af mod Hamburg sammen med en ven - medbringende hele hendes formue i obligationer. Den snu politi-mester regnede ud at hvis de to karle var lige så smarte som de var nedrige ville de sende obligati-onerne med posten så de ikke risikerede at blive anholdt med dem på sig. Derfor blev postvæsenet sat til at opsnappe alle breve adresseret til de to kumpaner. Her overvurderede han dog bedragerne der blev arresteret i Slesvig med obligationerne på sig. Men historien med den stakkels enke og de lumpne skurke var god fordi den spillede på følelserne ikke kun i postvæsenet men også i kancelliet som fulgte sagen tæt.

Postkontoret i Købmagergade bragt i Illustreret Tidende 1880.

„Et ubehageligt odium"Modsat på Christian Erlunds tid opfattede postdi-rektørerne det imidlertid nu som „et ubehageligt odium [af „odiøs": noget „forhadt ulideligt]" at pille ved brevseglet og dermed ved det tillidsforhold til brevskriverne der udgjorde grundlaget for brevkom-munikationen. Det hele endte med et kompromis der gik ud på at postvæsenet på politimesterens forlangende skulle tilbageholde breve men at det krævede en kancelligodkendelse at udlevere dem.

Med aftalen mellem politi postvæsen og kancelli i januar 1804 var postvæsenets selvstændige rolle i postovervågningen ved at være udspillet. Under Englandskrigen 1807-14 lykkedes det postvæsenet at fralægge sig ansvaret for den omfattende postcensur der blev indført. Postovervågningen gled over til politiet der begyndte at opdage potenti-alet i den hemmelige brevåbning.

Erlunds spøgelse

Ringen blev nærmest sluttet da borgmester og byfoged (og dermed øverste politimyndighed) i Hol-bæk Frederik Ludvig Bierfreund i 1820 skrev til politidirektøren og foreslog ham at spionere imod et par lokale mistænkte demokraters breve. Det burde ikke være for svært skrev han for han havde nemlig læst om Christian Erlunds metoder i Ove Mallings værk om „Store og gode Handlinger af Danske Norske og Holstenere" fra 1777. Den gamle postkontrollørs spøgelse levede videre selv efter at have sluppet sit tag i postvæsenet.