Kuriøs telefoni

På Post & Tele Museums særudstilling “Kitsch & Kuriosa” er der for tiden udstillet tre telefoner der hver på deres måde bærer spor af kvinders oplevelser med telefoner.

Tung tale

I 1940erne forsøgte man at få folk til at spare ved hjælp af reklamer som under budskabet “Spar paa Telefonen” belærte folk om at telefonen ikke var til overflødige samtaler men til vigtige beskeder.

Denne læresætning tog en mand tydeligvis meget bogstaveligt da han i 1950erne monterede en 27 kg tung blyklods på telefonrøret for at afkorte sin hustrus telefonsamtaler. Om dette havde den tiltænkte effekt på telefonregningen eller hustruens overarme melder historien ikke noget om …

Pyntelig telefon

I 1960erne var der ikke mange telefonmodeller at vælge imellem og skulle den grå standardtelefon med drejeskive passe ind i resten af dagligstuens møblement kunne det være nødvendigt at være kreativ.

Museets pyntelige telefon blev iført brokadestof og pyntebånd sidst i 1960erne af en fingernem kvinde i Vendsyssel.

Bag dernæst telefonen ved 200oC

Det har altid været en af husmoderens mange dyder at kunne spare og få husholdningsregnskabet til at gå op. Men det at spare på telefonen tog en helt anden drejning da en husmor i 1980erne lagde telefonen ind i bageovnen inden hun forlod hjemmet. Hun valgte naturligvis dette gemmested for at børnene ikke skulle bruge telefonen. Ved hjemkomsten havde hun dog glemt alt om dette og tændte for ovnen. Telefonen smeltede – det er da effektivt sparehensyn.

Udstillingen Kitsch & Kuriosa kan ses på balkonen på 1. sal indtil den 30. april 2005.