Kommunikation på frimærker

Som samfundets formidler af kommunikation gennem næsten 400 år er det ganske naturligt at postvæsenet fra tid til anden i sit valg af motiver til særfrimærker har markeret historiske begivenheder og nye tiltag inden for emnet kommunikation.

Et af de tre danske frimærker hvor telefoni har optrådt som motiv 1979.

Vi må ikke glemme frimærkernes egen betydning for udviklingen af det moderne kommunikationssamfund. Indførelsen af den lave enhedsporto for breve i 1851 kombineret med introduktionen af brevkasser og frimærket som et bekvemt middel til at forudbetale breves befordring og omdeling var virkelig med til at sætte skub i udvekslingen af skriftlige meddelelser.

I de første 50 år af frimærkets levetid klarede postvæsenets sig med at udsende 36 forskellige frimærker når man ser bort fra variationer i vandmærker papir og perforering. 100 års fødselsdagen blev fejret med udgivelsen af det 332. og 333. frimærke og i dag – på tærskelen til 150 års jubilæet – er der udsendt 1.230 forskellige danske frimærker.

Et af de tre danske frimærker hvor telefoni har optrådt som motiv 1988.

Frimærkerne får billeder

De ældste danske frimærkers motiver er enten hentet fra rigsvåbenet eller ornamentik- og taltegninger i tidens stil. Det første portræt på et dansk frimærke var Christian IXs i 1904 og først ved indvielsen af Centralpostbygningen i København i 1912 dristede man sig til at vise andet end monarker eller funktionel ornamentik på frimærker. Det er der senere blevet rådet bod på i rigt mål til stor glæde for eftertidens samlere af frimærker med bestemte motiver.

Et af de tre danske frimærker hvor telefoni har optrådt som motiv 1998.

Kommunikationens egne frimærker

En løselig optælling af de danske frimærker som på den ene eller anden måde viser genstande eller begivenheder med relation til kommunikation viser at postvæsenet ikke har overset sig selv. Ikke mindre end 40 frimærker har været helliget postvæsenet og postale begivenheder og 16 frimærker har motiver fra frimærkernes verden. Emnet telegrafi optræder på fire frimærker telefoni på tre og radiofoni på to. Et enkelt frimærker har markeret ibrugtagningen af et lyslederkabel til søs og ét har vist kommunikationssatellitten Ørsted.

Sammenholdt med omfanget og vigtigheden af vor tids elektroniske kommunikation må emnet nok anses for at være blevet lidt for stedmoderligt behandlet i frimærkernes verden. Mon ikke vi bør forvente flere “elektroniske” motiver i fremtiden?

Relaterede artikler