I 1925 lancerede Kunstforlaget Norden en serie brevpapir og konvolutter med postale motiver. Forlaget havde forhandlet med postvæsnet om tilladelse men af frygt for konkurrence blev blanketterne sendt i trykken inden posten kunne nå at af- eller bekræfte. Da tilladelsen først var i hus gad ingen hverken købe eller sælge dem og så væltede problemerne for alvor ned over det nystartede forlag.

Den 11. marts 1925 kunne man i "Officielle Meddelelser fra Generaldirektoratet for Postvæsenet" læse at Kunstforlaget Norden efter aftale med generaldirektoratet ville påbegynde salget af nogle nye blanketter - et kartonkort og fire forskellige typer brevpapir med postale motiver med tilhørende konvolutter til Ekspres-Post-Lykønskningsbreve. Forhandlingen skulle ske gennem bog- og papirhandlere over hele landet og forventningen var at køberne ville anvende lykønskningerne ved bryllupper konfirmationer og lignende.

Det fremgik også af introduktionen at såvel blanketter som konvolutter var påtrykt afbildninger af det kronede posthorn eller det danske rigsvåben med krone og posthorn. Endvidere var konvolutterne forsynet med et relieftrykt 40 øres postfrimærke svarende til gebyret for ekspresbesørgelse af breve i det indre ekspresdistrikt. Herudover blev det fremhævet at der var sat plads af til bl.a. frimærker for selve postbesørgelsen som dengang udgjorde 10 øre for et lokalt brev og 20 øre for et landsportobrev.

Til alle landets postkontorer blev der kort efter til orientering for personalet fremsendt et eksemplar af hver af de to tilhørende typer konvolutter.

Kendere af verdens første frimærke det britiske One Penny Black fra 6. maj 1840 er næppe i tvivl om at inspirationen til konvolutten med allegorien over det danske landskab er inspireret af de forudfrankerede Mulready-konvolutter (navngivet efter designeren) som det britiske postvæsen udsendte samtidigt med frimærket. Der er nærmest tale om et decideret plagiat.

Postens involvering

Det kan undre at postvæsenet medvirkede til spredning af et privat foretagendes tryksager når de var påtrykt insignier der ellers var forbeholdt staten og dens forvaltninger. Hele sagens akter er imidlertid bevaret i en af de mange arkivpakker om frimærkefremstillingen i Danmark som med Rigsarkivets tilladelse befinder sig i museets varetægt og heri er omstændighederne forklaret.

Det viser sig at Kunstforlaget Norden havde gjort regning uden vært og fået trykt alle blanketter og konvolutter uden en endegyldig tilladelse til gengivelsen. Der havde ganske vist været forhandlet med postens ledelse og forlagets direktør havde fået indtryk af at det måtte firmaet godt og man ville derved opnå beskyttelse mod konkurrence fra andre firmaer. Postvæsenet sagde imidlertid nej da det stred mod lovgivningen men også fordi posten mente at markedet for lykønskninger hørte hjemme hos boghandlerne.

Et bevaret prøvetryk viser to blå frimærkepåtryk - et relieftrykt 10 øres og et fladtrykt 40 øres frimærke. Beregninger viste at det ville blive billigst at vælge relieftrykket.

Da nu forlæggeren allerede havde investeret 12.000 kr. i trykningen af i alt 50.000 sæt og frygtede at tabe det hele på gulvet indvilgede posten i at medvirke til at give produktet et vist officielt præg ved at forsyne konvolutterne med påtrykte frimærker. Dog ville konvolutterne ikke blive påtrykt det særlige oplagsnummer - i dette tilfælde "13-X" - som postkort og konvolutter mv. med påtrykt frimærke ellers blev forsynet med. Kunstforlaget Norden måtte herefter sælge Ekspres-Post-Lykønskningerne gennem boghandlere på betingelse af at der skulle følge en forudfrankeret konvolut med ethvert salg.

Lykønskningskort med statsvåben og posthorn trykt på karton

Et salgsmæssigt flop

Trods indlysende kunstneriske kvaliteter i udførelse og trykning kunne ekspres-post-lykønskningerne slet ikke sælges. Allerede i maj 1925 beklagede forlaget sig herover og nævnte at de påtrykte frimærker var medvirkende årsag. Boghandlerne vægrede sig ved at sælge dem da den slags konvolutter efter deres opfattelse skulle sælges på posthuse. Kiosker landet over afviste også at sælge produktet som kunne udgøre en fare for salget af egne produkter. Telegrafvæsenet som indtil 1927 var en selvstændig etat havde også sagt nej til et ønske om at tillade salg via kiosker efter telefonisk bestilling med henvisning til væsenets eneret på telegrambesørgelse.

Kunstforlaget Norden stod derfor om man så må sige nærmest med håret i postkassen og direktøren appellerede indtrængende til generaldirektoratet om at ville forestå forhandlingen af de resterende 38.000 sæt via posthusene. Firmaets samlede tab på satsningen beløb sig nu til knapt 16.000 kr. inkl. værdien af frimærkepåtrykkene som man stadig skyldte postvæsenet betaling for.

Dobbelt brevpapir med statsvåben og posthorn

Posten hjælper igen

Drøftelser hen over sommeren og efteråret mundede ud i at postvæsenet for at redde det skyldige beløb i land indvilgede i at lade salget af ekspres-post-lykønskninger foregå via de autoriserede frimærkeforhandlere men altså ikke på posthusene og den 29. september 1925 der blev ved postens mellemkomst og uden yderligere udgift for forlaget fordelt 10 sæt til alle forhandlere med undtagelse af de boghandlere og telefonkiosker som også var autoriserede men som i forvejen havde salg af egne blanketter. Lykønskningerne skulle være til salg til og med udgangen af januar 1926 hvorefter der skulle afregnes for de solgte eksemplarer og ske returnering af de usolgte.

I aftalen indgik at posten skulle afregne en del af indtægten med AS Kruckow-Waldorffs litografiske trykkeri som havde trykt ekspres-post-lykønskningerne men ligesom posten havde betaling til gode hos Kunstforlaget Norden.

Dobbelt brevpapir med kronet posthorn og diligence. Illustrationen er udført af Fritz Kraul (1862-1935)

Afviklingen af salget

Desværre gik salget af lykønskningerne via frimærkeudsalgsstederne heller ikke godt og salgsperioden blev derfor forlænget til udgangen af april 1926. Samtidig hermed fik Kunstforlaget Norden fortsat indsendt oplag af usolgte produkter fra boghandlerne og firmaet var ikke i stand til at betale sin gæld til posten og trykkeriet.

I en sidste krampetrækning forlængede posten salgsperioden til udgangen af januar 1927 hos de forhandlere som trods alt havde haft en vis afsætning af produktet. Det nyttede dog alt sammen ikke noget så posten satte hælene i og sendte sit resttilgodehavende på 3.09288 kr. hos forlaget til inkasso. Dog blev det tilladt de forhandlere der ønskede det at fortsætte salget yderligere et lille års tid.

Dobbelt brevpapir med kronet posthorn og elektrisk postautomobil. Illustrationen er udført af Fritz Kraul (1862-1935)

I oktober 1928 sættes der punktum i sagen. Postvæsenet er nu blevet til Post- og telegrafvæsenet og er derfor i denne sag kommet i konkurrence med sig selv på et dengang stærkt voksende marked for lykønskningstelegrammer. Alle usolgte ekspres-post-lykønskninger blev derfor beordret indsendt til generaldirektoratet som makulerer 30.387 stk. konvolutter med frimærkepåtryk ud af et samlet oplag på i alt 50.072 stk. Kunstforlaget udsendte selv 12.572 stk. til boghandlere men det vides ikke hvor mange af dem der ikke er blevet solgt. En hurtig beregning afslører at salget via det omfattende og landsdækkende net af frimærkeforhandlerne samlet set kun har udgjort 7.113 stk.

Dobbelt brevpapir med kronet posthorn og flyvemaskine. Illustrationen er udført af Fritz Kraul (1862-1935)

Efterskrift

Historien melder ikke noget om at det lykkedes posten at inddrive sin fordring så forlaget har næppe senere indfriet sin gæld. Der nævnes et par steder i sagens forløb at firmaet stod i fare for at knække halsen på ekspres-post-lykønskningerne.

Kunstforlaget Norden var nystartet da det trådte i forhandling med postvæsenet i 1924. Det figurerede første gang i Kraks Handelskalender i 1925 og sidste gang i 1931. I mellemtiden havde forlaget skiftet adresse fra København K til V. Efter 1931 glider Kunstforlaget Norden ud af kilderne så man må formode at det ulykkesramte forlag aldrig kom tilbage på fode.

Firmaets logo er ganske imponerende med de danske rigsløver i midten flankeret af to øksebærende norske løver og med Sveriges tre kroner på toppen. Den var næppe gået i dag! I forening signalerer logoets elementer egentlig Skandinavien mere end Norden som jo bl.a. også omfatter Finland Island og Grønland men på daværende tidspunkt eksisterede der et tilsvarende firma med navnet Skandinavisk Kunstforlag hvilket kan have været medvirkende.