Allerede i 1929 blev billedtelegrafen introduceret i Danmark. Avisredaktionerne var glade for nyheden og benyttede den indtil de senere fik deres eget telefotoudstyr. Billedtelegrafen var også forgængeren til den senere succesrige telefax.

De fleste kender en telefax. Mange anser den for en nyskabelse men det er den kun til en vis grad for billedoverførsler ved hjælp af elektriske impulser har fundet sted længe.

Herhjemme fulgte man med interesse opfindelsen af "billedtelegrafen" som åbnede mulighed for at forsyne bladredaktionerne med dugfriske udenlandske illustrationer medens man hidtil havde måttet afvente postens ankomst og så kunne et pressefoto have mistet aktualiteten.

Den 1. marts 1929 blev billedtelegrafforbindelsen København-Berlin åbnet som den første af sin art i Danmark. Udstyret var konstrueret af den tyske fysiker Karolus hvis sendesystem meget groft beskrevet går ud på følgende:

Kompliceret proces

En stærkt lysende glødelampe sender en lysstråle gennem et linsesystem så der opstår en meget kraftig lysplet på ca. 125 mm2 på billedet der skal sendes. Billedet er spændt om en roterende tromle og lyspletten forskydes samtidig i tromlens længderetning hvorved hele billedet efterhånden bliver belyst i en skruelinje.

Lyset bliver tilbagekastet med varierende styrke alt efter om pletten passerer lyse eller mørke partier i billedet. Det opfanges af en fotocelles lysfølsomme belægning og dermed løsrives elektroner som vandrer over til anoden og der tages strøm der er proportional med lysstyrken fra et batteri.

For at strømvariationerne skal kunne sendes til modtageren må de "overlejres" en bærefrekvens. Denne frembringes ved foran glødelampen at anbringe et takket hjul som afbryder lysstrålerne ca. 1.300 gange i sekundet.

Stort skrummel

En sender som den beskrevne er anbragt på museet og det er ikke en fiks sag som en telefax; snarere et stort skrummel der vel vejer en 250 kg.

I modtageren der ikke er udstillet omsættes den skiftende strøm til skiftende lysmængde som koncentreres i en lille plet der vandrer over en filmhinde på samme måde som senderen.

Oprindeligt var den maksimale billedstørrelse 18 x 26 cm og den fineste billedskarphed 5 linjer pr. mm. Under disse omstændigheder tog det ca. 19 minutter før hele filmen var belyst. Derefter blev negativet fremkaldt og billedet kopieret.

Billigere end telegrammer

Skal man se på om det var en kostbar befordring kan man selvsagt kun sammenligne med teksttelegrammer. Minimumstaksten for et billedtelegram var 10 kr. og da et almindeligt telegram til Berlin kostede 16 øre pr. ord blev det billigere at sende en maskinskreven tekst på mere end 62 ord som billedtelegram.

Når billedtelegrafen alligevel ikke kunne stå sig i det lange løb skyldtes det den begrænsning der lå i at telegrammerne skulle sendes mellem bestemte telegrafstationer og befordres til og fra disse på gammeldags vis med bud. Det blev derfor kun hovedstadens blade og billedbureauer der virkelig kunne drage nytte af systemet.

Det blev ganske vist hurtigt udbygget med direkte forbindelse til Stockholm senere i 1929 til London året efter osv. men der vedblev at være for langt mellem stationer og kunder.

Fjernskriveren kom

Dertil kom at der skete afgørende forbedringer på konkurrerende områder. Således indledtes natpostflyvningerne i 1930 og de nedsatte befordringstiden for brevpost mellem Danmark og udlandet væsentligt og i løbet af tredverne holdt fjernskriverne deres indtog og overflødiggjorde rene teksttelegrammer pr. billede.

Sidst men ikke mindst fik bladredaktionerne og andre store brugere efterhånden eget telefotoudstyr. Siemen-Karolus-udstyret holdt skansen helt op til 1956 da det blev erstattet af den mere tidssvarende Hell-billedtelegraf som dog heller ikke blev meget benyttet. Den blev taget ud af drift i 1973 og kan også ses på museet.