For 100 år siden kolliderede luksusdamperen Titanic med et isbjerg og det største skib verden endnu havde set sank. Det gik hurtigt op for den chokerede omverden at mange flere kunne have været reddet hvis telegrafisten på det nærmeste skib ikke havde slukket radioen og var gået til køjs. Katastrofen satte fokus på betydningen af kommunikation mellem skibe og land og mellem skibe indbyrdes. I Danmark satte den fart i etableringen af kystradiostationer det nødvendige bindeled mellem skibenes radiotelegrafister og kommunikationssystemerne på landjorden.

Kystradiostationerne har været involveret i flere tusinde redningsaktioner til søs. Nogle med heldigere udfald end andre. Vi har kigget nærmere på nogle af de mest kendte.

Ekstra Bladet 11.06.1948.

Da Kjøbenhavn minesprængte

Kjøbenhavn var et af DFDS' passagerskibe som sejlede mellem København og Aalborg. Efter 2. Verdenskrig var ruten blevet ryddet for miner og erklæret sikker. Ikke desto mindre sejlede skibet den 11. juni 1948 ind i en mine i Aalborg Bugt. En enorm eksplosion rev bunden op og sendte rystelser igennem hele skibet. Om bord var omkring 350 passagerer.

Panikken greb passagerne hvoraf mange stod på dækket for at nyde det dejlige sommervejr. Mange valgte omgående at kaste sig hovedkulds i havet mens andre væltede i da skibet krængede. Kun 10 minutter efter at eksplosionen var indtruffet sank skibet. Eksplosionen ødelagde alt radioudsyr og gjorde det umuligt at udsende nødsignaler. Samtidig gjorde den korte reaktionstid at kun to redningsbåde nåede at blive søsat og først efter at skibet var sunket.

Det første skib som kom til undsætning var Frigga et andet af DFDS' skibe. Frigga havde hørt eksplosionen og set Kjøbenhavn synke. Skibet slog omgående alarm over radioen og ilede til undsætning.

Kystradioen i Skagen bad alle omkringliggende skibe om at komme Kjøbenhavn til undsætning. Samtidig slog de alarm til de nordjyske redningsstationer og orienterede Aalborg og Hals Sygehuse om at gøre sig klar til at modtage eventuelle overlevende. Ambulancer og redningsvogne stormede ind over de jyske landeveje med kurs mod Hals. Flere lastbiler fra bl.a. Røde Kors blev lavet om til nødambulancer og bloddonorer fra nær og fjern blev tilkaldt. Frygten for hvad der var sket med de mange passagerer var enorm.

Det lykkedes redningsfartøjerne at redde langt de fleste men 42 passagerer og 6 besætningsmedlemmer omkom denne fatale dag. To år efter ramlede Frigga selv ind i en mine på samme sted men denne gang uden nogen tilskadekomne.

Se Ekstra Bladets forside fra 11. juni 1948 her

Flying Enterprise. Wikimedia Commons

Kaptajn Carlsen rider stormen af

Det næste skibsforlis vi skal se nærmere på omhandler det dansk-amerikanske fragtskib Flying Enterprise og dets verdensberømte danske kaptajn Henrik Kurt Carlsen.

Den 21. december 1951 sejlede Flying Enterprise af sted fra Hamburg med kurs mod USA. Men juledag sejlede den rutinerede kaptajn ind i den største storm i mands minde. Bølgerne slog ind over skibet og gjorde uoprettelig skade. Den 28. december var skaderne blevet så store at kaptajn Carlsen besluttede at udsende et SOS.

Dagen efter beordrede Carlsen at passagerne og besætningen skulle forlade skibet mens han selv nægtede at forlade den synkende skude på trods af utallige opfordringer. Til redderne på bjergningsskibet råbte han frygtløst: "Jeg bringer skuden i havn eller går ned med den".

I tretten døgn trodsede han alle advarsler og kæmpede en umulig kamp mod elementernes rasen. I de dage hvor dramaet udspillede sig på det oprørte hav sendte Carlsen som også var uddannet telegrafist løbende beskeder til land hvor han forsikrede rederiejer Isbrandtsen om at der ikke var grund til bekymring. Carlsens kone sendte samtidig opmuntrende morsebeskeder tilbage til sin mand.

Men selvom Carlsen kæmpede til det allersidste kunne Flying Enterprise ikke stå distancen. Skibet gik til bunds i Den engelske Kanal kun 35 sømil fra havnen i Falmouth. Kaptajn Carlsen måtte se sig slået! Men kaptajnens heltedåd gik ikke ubemærket hen. Hele verdenspressens søgelys var rettet mod Atlanten mens dramaet udspillede sig. Og da kaptajnen om bord på redningsskibet stævnede i havn ved Falmouth blev han modtaget som en helt. Tusindvis af nysgerrige mennesker var stimlet sammen på kajen for at få et glimt af den ukuelige kaptajn. Da pressen spurgte Carlsen hvad der nu skulle ske svarede han "Jeg vil sove".

Som tak for den heltemodige indsats blev Carlsen belønnet med en række medaljer og ordener bl.a. modtag han Ridderkorset. Få måneder efter Carlsens episke kamp mod omgivelserne stak han igen til søs. Denne gang som kaptajn på Flying Enterprise 2.

Radiotelegrafist Lyngby Radio 1958.

Hans Hedtofts gådefulde forlis

Den 7. januar 1959 stævnede last- og passagerskibet Hans Hedtoft ud på sin jomfrurejse fra København med kurs mod Grønland. Turen blev tilbagelagt med rekordhastighed og uden større komplikationer.

Men hjemturen skulle vise sig at ende katastrofalt! Den 30. januar klokken 21.30 lagde Hans Hedtoft ud fra kajen i Qaqortoq (Julianehåb). Om bord på skibet var 55 passagerer og 40 besætningsmedlemmer. De første timer forløb som planlagt og løbende sendte skibet de rutinemæssige meteorologiske opdateringer til kystradiostationen i Lyngby. Men pludselig blev der stille…

Dagen derpå meddelte kystvagten i New York at et dansk skib var i problemer syd for Grønland. Kystvagten havde opfanget tre beskeder fra Hans Hedtoft der alarmerende fortalte at skibet var stødt på et isbjerg og maskinrummet var fyldt med vand. Den sidste besked lød "synker langsomt øjeblikkelig hjælp er nødvendig".

En storstilet redningsaktion "Operation Isbjerg" tog nu fart. Canadiske amerikanske islandske og danske fly blev omgående sat i luften og alle skibe i nærheden blev dirigeret hen mod stedet hvor nødbeskederne kom fra. Alle vidste at mødet med det iskolde vand ville betyde den visse død. Men isbjerge tæt tåge snestorm og høje bølger gjorde operationen så godt som umulig.

Et tysk skib opfangede Hedtofts SOS og sejlede hen til den position som telegrafisten på Hedtoft havde opgivet. Men da var skibet allerede forsvundet. I en uge søgte redningsfartøjerne forgæves efter overlevende eller skibsrester men intet spor fandt de.

På tredje dagen havde Lyngby Radio ellers opsnappet nogle morsesignaler som vakte et spinkelt håb om overlevende. Flere skibe i nærheden havde også hørt beskederne. De viste sig dog at komme fra et andet fartøj. Det eneste der nogensinde er blevet fundet af det store skib er en redningskrans som skyllede i land på den islandske vestkyst omkring 8 måneder senere.

B.T. 8.9.1966.

Storm over Skagerak

Onsdag den 7. september 1966 sejlede det norske passagerskib Skagerak af sted fra Kristiansand med kurs mod Hirtshals. Der var egentlig plads til 760 passagerer om bord på skibet men feriesæsonen var ovre så på denne skæbnesvangre dag var der kun 97 passagerer og 47 besætningsmedlemmer.

Inden afgang havde de ansatte rutinemæssigt tjekket vejrmeldingerne. Prognosen lød på kuling fra vest men med opklaring i løbet af dagen. For at undgå for meget vind lod kaptajnen færgen forsinke et par timer inden han sejlede ud. Men kort efter at færgen havde forladt havnen tog kulingen til i styrke og slog over i storm. Bølger i op til 10 meters højde bankede mod skibets skrog og til sidst blev det for meget for den store færge. En enorm bølge knuste agterporten og efterlod et stort hul. Vandet fossede ind i skibet og fik det til at hælde stærkt mod den ene side. På ganske få minutter var der op til 1.5 meter vand i denne del af skibet.

Maskinchefen meldte hurtigt til broen at maskinrummet var ved at blive fyldt med vand og at det inden længe ville kortslutte al elektronik. Kaptajnen reagerede prompte. Han beordrede at der omgående skulle udsendes nødsignaler på de internationale nødfrekvenser.

Kystradiostationen i Skagen opsnappede hurtigt Skageraks SOS og det højeste alarmberedskab blev iværksat. Søværnets Operative Kommando som har det overordnede ansvar for alle redningsaktioner til søs blev underrettet og alle skibe i nærheden blev kontaktet. I alt 52 skibe fra otte forskellige lande meldte sig klar til at bistå i redningsaktionen og en række redningshelikoptere fra både Danmark og Norge blev omgående sendt af sted.

Da kaptajnen på Skagerak kunne se at redningsfartøjerne og helikopterne nærmede sig det synkende skib beordrede han alle ned i redningsbådene mens han selv blev på båddækket for at sikre sig at alt forløb som planlagt. Alle slap med livet i behold og den sidste som forlod skibet var kaptajnen der nødtvungent måtte erkende at skibet ikke kunne bjerges. En af passagerne skrev efterfølgende sin skildring af redningsforløbet:

"Alle var gode mod Alf Bente og mig og jeg tænker med taknemmelighed på Skagerak´s dygtige besætning på de to kække sømænd i redningsbåden på helikopterfolkene lægerne og sygeplejerskerne…"

Men Skagen Radios bedrift blev heller ikke glemt. Som tak for den formidable indsats blev den fungerende telegrafbestyrer H. E. Petersen slået til ridder af Sankt Olavs Ordenens 1. klasse. Og den norske ambassadør som overrakte medaljen fremhævede:

"Jeg har videre den glæde at fremhæve betydningen af det arbejde og den uerstattelige medvirken til redningsarbejdets succes som blev ydet af Skagen Radio. Norske skibe og norske fiskere har i årtier kunnet benytte Skagen Radio og den fremragende service denne vigtige redningsstation så beredvilligt stiller skibsfarten til disposition."

Se B.T.'s forside fra 8. september 1966 her

Den skandinaviske stjerne

Klokken 22.00 den 6. april 1990 sejlede færgen Scandinavian Star af sted fra Oslo. Destinationen var Frederikshavn. Skibet var oprindeligt et amerikansk casino-skib som var blevet solgt til dansk passagersejlads kort tid forinden. Skibet var endnu ikke helt ombygget og mange af besætningsmedlemmerne tilhørte den tidligere stab og hverken talte eller forstod dansk. Det var i påsken så skibet var spækket med passagerer på vej til og fra ferie.

Allerede fire timer efter afgang opstod der brand om bord på skibet. Af uforklarlige årsager gik brandalarmerne ikke i gang så de knap 500 passagerer og besætningsmedlemmer var intetanende om den katastrofe der var ved at indtræffe.

Et kvarter senere opstod en ny brand. Denne gang så nogle unge mænd røgen og tilkaldte hurtigt hjælp. Branden bredte sig som en løbeild og flammerne åd sig igennem skibets skrog. Den tykke sorte røg fyldte hurtigt de små korridorer. Ventilationssystemet var slukket så røgen sivede ind i kahytterne hvor mange af passagererne lå og sov. Nogle vågnede op i chok mens andre sov ind på grund af røgforgiftning.

De mangesprogede besætningsmedlemmer var ikke ordentligt oplærte i sikkerhedsprocedurerne og mistede hurtigt overblikket. I den næste time herskede der kaos! Norges ældste kystradio Tjøme Radio opfangede nødsignalet og redningsaktionen gik i gang.

Da det første redningsskib ankom var det uklart hvor mange af skibets passagerer der var kommet i redningsbåde. Angiveligt forsikrede den forvirrede kaptajn redningsholdet om at alle var ude af det synkende skib hvorefter han selv forlod det. Det viste sig imidlertid at kaptajnen havde taget grueligt fejl. Hele det ene dæk var stadig fyldt med mennesker. Alle sammen omkom. I alt døde 158 mennesker om bord på Scandinavian Star heriblandt 25 små børn.

Det ødelagte og stadigt brændende skib blev bugseret ind til Lyskil i Sverige hvor brandslukningspersonel afventede dem. På kajen var desuden en række kølebiler der skulle transportere de mange omkomne til obduktion i Oslo hvor de skulle identificeres.

Efterfølgende viste det sig at brandene formentlig var påsatte. Politiet mistænkte en 37-årig dansker der var død om bord på skibet. Men senere undersøgelser har sået tvivl ved den formodede gerningsmand. Den svenske brandingeniør Pierre Palmberg konkluderede at der havde været seks brande om bord på skibet. Men den mand som politiet havde udpeget som gerningsmand var allerede død ved brand nummer to så han kunne umuligt have antændt de andre.

Hvis det er korrekt at brandene var påsatte er historien om Scandinavian Star også historien om den største mordbrand i Danmarkshistorien. I den efterfølgende retssag blev kaptajnen direktøren og rederiejeren alle idømt den højeste straf på seks måneders hæfte. Men hvad der egentlig skete om bord på Scandinavian Star er stadig uopklaret og pårørende til de mange omkomne kæmper stadig for at få sagen kulegravet men indtil videre uden held. Den 9. december 2010 udsendte Rigsadvokaten følgende pressemeddelelse:

"Der er ikke grundlag for at genoptage efterforskningen i sagen om branden på Scandinavian Star. Fornyet efterforskning kan således ikke antages at føre til nye straffesager mod nulevende personer."

Marts 2012 udgav Post & Danmark to frimærker med temaet redningsaktioner til søs.

Kystradioernes indsats foreviges på Post & Tele Museum

Interesserede som gerne vil vide mere om redningsaktioner til søs og de danske kystradiostationer kan med fordel slå vejen forbi Post & Tele Museums nyeste udstilling om kystradioen og dens betydning.