Har du talt med en maskine i dag - og var du klar over det? I Din digitale By vil du møde nogle maskiner som du ikke blot kan tale med men som du må holde af som var de af kød og blod. Det er i hvert fald producentens mening med dem. Og det er egentlig en gammel drøm.

Der går for tiden en film i biograferne "Robotmennesket" om en robot med så mange menneskelige egenskaber og følelser at dens mennesker giver den lov til at blive et menneske. Det er den hidtil seneste af en lang række science fiction film der blandt mange andre tæller Star Wars filmene med de to folkekære robotter R2-D2 og C-3PO. Ren fiktion hvor robotter og menneskene kommunikerer på lige fod. Sådan er det endnu ikke i den virkelige verden - og dog.

Den årlige Turner konkurrence for tale-robotter har netop været afholdt. Vinderen er den robot som et panel af mennesker kan tale med i længst tid uden at afsløre som robot. Man havde forventet her ved årtusindskiftet at være nået op på 5 minutter. Det mål er dog knapt nok nået endnu men det er så absolut inden for rækkevidde.

Det begyndte med Edison

Først af alle var det den legendariske amerikanske opfinder Thomas A. Edison (1847-1931) der fik mennesker til at tale og lytte til en maskine. I 1877 opfandt han fonografen hvor en nål omsatte lydens svingninger til en rille på en valse - og siden igen kunne afspille den optagne lyd. Det blev en verdenssucces. Til børnene begyndte Edison i 1890erne at masseproducere Den talende Dukke. En dukke med en fonograf indbygget i maven.

Den talemaskine der først blev en del af alle danskeres hverdag var Frøken Klokken. Enhver protest prellede af på den nydelige men ubønhørlige stemme der tilhørte telefonistinde Anna Sommer KTAS. Teknisk set er Frøken Klokken et automatisk tidssignal der udsendes hvert tiende sekund over det danske telefonnet. Det blev igangsat i 1939 af KTAS og blev landsdækkende i takt med telefoncentralernes automatisering. Tidssignalerne blev i 1993 overført til en digital maskine der styres af radiosignaler fra Frankfurt am Main og dermed er synkroniseret med det internationale tidssignal.

Voice response

Vor snak med maskiner fik en ny dimension ved overgangen til de digitale telefoncentraler. Herigennem kunne man udnytte den digitale tekniks mange muligheden for avancerede løsninger. Voice response-systemerne slog for alvor an i midten af 1990erne. De erstatter telefonomstillinger og servicemedarbejdere med en maskine der døgnet rundt besvarer opkald og guider folk frem til målet ved at give dem valget mellem forskellige muligheder ved at trykke tal stjerne og firkant.

Voice response-maskinen er blot et indstikskort til en almindelig pcer der via programmer og lydfiler kan betjene adskillige telefonlinier. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om at det er en maskine vi snakker med. Men sådan bliver det ikke ved med at være.

Maskine eller menneske ?

På Internettet kan man chatte. Det svarer nærmest til telefonernes træfpunkt hvor man ringer op og snakker med dem der på samme tid også har ringet op til træfpunktet. Når man chatter foregår det via en pcer og Internettet - og her tilslutter man sig et chatforum. Medens man i telefonernes træfpunkt taler med hinanden skriver man til hinanden når man chatter. Det er skriftlig samtale. Det kan være en snak om en fælles interesse eller en politisk debat men man ved bare ikke om det er rigtige mennesker eller en robot man chatter med.

For at sikre at der altid foregår en spændende snak der kan fængsle deltagerne sætter de firmaer der driver disse chat-fora i stadig større omfang robotter til at overvåge debatten. En af robotternes opgave er at censurere uønskede ord bort fx pornografiske. Dette kan jo være meget betryggende selv om censur altid åbner rig mulighed for misbrug og manipulation. Men maskinerne nøjes ikke med at skride ind når der skrives uønskede ting. De griber også ind når debatten bliver for kedelig eller for langsom. Så begynder maskinerne selv at deltage i snakken uden at give sig til kende som maskiner og helt på linje med de menneskelige deltagere i chatten. Vi opdager ikke at vi sidder og fører en dybsindig samtale med en robot eller at den meget velformulerede unge dame man er ved at forelske sig i i virkeligheden er en robot.

Isenkram med følelser

For nogle år siden kom der nogle ejendommelige primitive små elektroniske spil Tamogoshier på markedet. Det var de første robo-pets (dvs. robot-kæledyr). Disse små spillemaskiner var iklædt en aura af at være levende væsener. De skulle passes og plejes døgnet rundt og denne pasning blev for mange børn mere væsentlig end undervisningen i deres skole. Når deres maskine krævede aktion kunne læreren snakke nok så meget maskinen havde førsteretten til opmærksomhed ellers døde den. Hvis det stakkels kræ var så uheldig at afgå ved døden er der på Internettet oprettet en kirkegård i cyberspace hvor man kan stede staklen til live og siden aflægge gravstedet et besøg.

Knapt så krævende er de seks Furbyer der er flyttet ind i Din digitale By. Seks små langhårede bamser der griner når de bliver kildet og som sover og nyser. De kan tale med hinanden og bevæge arme ben og ører. Seks elektroniske kæledyr der skal passes og plejes.

Den hidtil mest avancerede udgave af denne form for robotlegetøj er en hund med instinkter og følelser der markedsføres af Sony under navnet Aibo. Den er programmeret til at lære af det man gør med den. Robotten udvikler en personlighed tilpasset dens ejers og forsøger at tilkæmpe sig samme opmærksomhed og omsorg som tildeles en rigtig levende hund.