Telefonen og fagforeningerne

I 1910 og årene derefter blev der udkæmpet en mindre krig mellem telefonselskaberne og deres ansatte. Kampen drejede sig om retten til at organisere sig og den blev ført med hårde midler ikke mindst i København hvor de ansattes hovedmodstander var telefondirektør Fr. Johannsen. Han ned­lagde forbud mod at telefonistinderne organiserede sig og de måtte ikke tale om fagforening på arbejdspladsen.

Telefonistinder

En del af kampen blev udkæmpet i aviserne især i Social-Demokraten. Her skrev forretningsføreren for Dansk Telefonarbejder-Forbund Alfred Nielsen d. 5.11.1910 bl.a.:
Det statsmonopoliserede Telefonselskab med Direktør Fr. Johannsen i Spidsen gaar nu angrebsvis til Værks overfor Telefonarbejderne. Hr. Johannsen har ladet udarbejde en Slavekontrakt som han forelægger hver enkelt Arbejder til Underskrift. Kontrakten lyder saaledes: “Undertegnede forpligter sig til ikke at være Medlem af nogen Forening for Telefonfunktionærerne eller Arbejdere hvis Love eller Vedtægter ikke er anerkendte af Selskabet”.I gaar indfandt efter tilsigelse en Telefonarbejder sig på Kontoret. Kontrakten blev lagt frem for ham. Men ved Siden heraf blev lagt en Opsigelse. Nu kunde Arbejderen selv vælge: Enten Arbejdsløshed eller Underskrift på Slavekontrakten.

Der var på dette tidpunkt ca. 300 fastansatte arbejdere ved telefonselskabet som alle pånær fire-fem stykker var meldt ind i fagforeningen. De sidste blev udsat for et meget hårdt pres for også at melde sig ind. For at undgå medlemsskab forsøgte de i stedet i samarbejde med telefonselskabet at oprette en alternativ forening i hvis love der bl.a. stod: Intet medlem må samtidig være medlem af Dansk Telefonarbejder-Forbund. Herom skrev Alf. Nielsen d. 6.11. 1910 i Social-Demokraten:
Den Telefonarbejder som staar i Spidsen for Splittelsesforeningen og som har været et særlig virksomt Redskab i DirektørJohannsens Haand har Numer 345 og hedder Aage Hillestrøm. Han er meget ilde lidt af Kammeraterne.

I samme artikel bliver fire andre telefonarbejdere hængt ud med navns nævnelse som ledere af “Splittelsesforeningen”. Som man kan se var det ret skrappe midler der blev taget i brug i krigen om organisationsretten. Direktør Johannsen fyrede f.eks. Alf. Nielsen  og foreningens formand Kronborg-Nielsen på gråt papir og nægtede senere at forhandle med dem fordi “de ikke længere staar i Selskabets Tjeneste”. Der var dog andre der ville tale telefonarbejdernes sag nemlig folketingsmedlem Th. Stauning der af Social-Demokraten citeres således fra et møde med telefonarbejderne:
Det skyldes Telefondirektør Johannsen der i strid med Grundlovens Paragraf 87 vil for­byde Funktionærerne at danne Organisation. … Mærkeligt er det at en oplyst Mand som Direktør Johannsen kan finde paa at ville forhindre Arbejderne i at organisere sig. For 30 a 40 Aar siden var det almindeligt at Arbejdsgiverne mødte med Slavekontrakter hvorved det forbødes Arbejderne at organisere sig. Dette er en svunden Tid…

Telefondirektøren svarer:
Ved Telefonarbejdernes Møde i Gaar skal De have udtalt at jeg har kaldt arbejdere op enkelt­vis paa Kontoret og lagt en Kontrakt til Underskrift og en Opsigelse ved Siden af. Imid­lertid er sligt ikke foregaaet. Underskrifterne blev afgivne til en Assistent paa Liniekontoret og det anførte maa efter en Undersøgelse jeg har anstillet betegnes som rent Opspind…

og Stauning svarer igen:
Hr. Direktør Fr. Johansen Københavns Telefon-Aktieselskab. I Deres Skrivelse af Dags Dato gøres et Forsøg paa Indsigelse imod et Punkt i de Bemærkninger jeg fremsatte ved Telefonar­bejdernes Møde den 7. ds. hvortil jeg maa Bemærke følgende: Det forekommer mig ret ligegyldigt om Underskrifterne paa Forbudet imod at være Medlem af en Fagforening er afgivet paa Liniekontoret eller paa Direktørkontoret; thi at Underskriften er forlangt af Direktøren ved vi dog alle…

Der blev udvekslet flere breve mellem Stauning og Johannsen i de følgende dage. En uge senere blev der afholdt et forhandlingsmøde med telefonselskabet hvor Stauning var med blandt forhandlerne på arbejdersiden. Mødet fik som resultat at Fr. Johannsen anerkendte arbejdernes ret til at være medlem af deres fags fagforening. Hermed var striden imidlertid ikke slut for direktøren ville efterfølgende ikke være med til at indføre forhandlingsregler.

Telefonistinderne ved KTAS der havde det særlige problem at de skulle være ugifte hvis de ville være ansat ved telefonselskabet organiserede sig i 1913 trods stor modstand fra direktør Johannsen. Han mente at de blev lokket til det af mændene fordi de ville være effek­tive i en strejkesituation.

I maj 1919 var det meget tæt på at komme til strejke mod telefonselskabet men den blev afværget i sidste øjeblik. (Se artikel i Museums Posten nr. 11999). I den anledning blev Fr. Johannsen interviewet i Folkets Avis hvor han bl.a. udtalte:
Det er skrupravende forkert at Damerne indgaar Ægteskab og mest for deres egen Skyld. Det turde da siges at være ganske forkasteligt at en ung Dame gifter sig med en Mand der ikke kan forsørge hende; det er nærmest skandaløst! Og det er synd og skam for vedkommen­de Dame. Jeg finder at det er en topmaalt Skandale at en Mand først gifter sig og bagefter får den Idé at hans Kone ikke tjener nok ved at passe Mand Børn og Hjem. Jeg mener at hun kan kræve at der vises hende den Anerkendelse hun fortjener – men skal hun ved siden af f. Eks. være Telefondame hører alting op!

I 1920 blev der strejket i seks uger og det viste sig at direktøren havde ret i at telefonistin­derne ville være effektive i denne situation. Telefonarbejdere af begge køn fik klækkelige lønforhøjelser og damerne fik lov til at gifte sig.

Relaterede artikler