En slange ved barmen – Brudte segl 5

I 1700-tallet havde Danmark vanskeligt ved at fastholde gode kodebrydere. De mange opsnappede kodebreve i Rigsarkivet vidner om fiasko på fiasko. Omkring 1755 opgav brevåbnerne simpelthen at nedskrive chifferpassagerne og renskrev blot klarteksten. Alligevel blev der åbnet breve i stor stil. Der var nemlig andre metoder til at komme bag om de indviklede chiffernøgler. Én af dem var den gode gammeldags spion.

Ungdomsportræt af Christian Møller Friis de Tuxen (1713-92) miniature oprindelig armbånd nu broche. Kunstner ukendt.

1740erne var en truende tid for Danmark. Efter at Peter den Stores yngste datter Elisabeth havde taget magten i Rusland ved et kup i 1741 havde hun udnævnt den 13-årige gottorpske hertug Karl Peter Ulrik til storfyrste og tronfølger – en dreng der nærede sin slægts dybe had til Danmark. I 1743 sluttede Sverige fred med Rusland efter en kort blodig krig der havde trængt svenskerne ud af Finland og da fredsforhandlingerne faldt sammen med tronfølgervalget i Sverige faldt valget på endnu en gottorper Adolf Frederik som svensk tronfølger. Danmark var nu omringet af fjendtligt indstillede magter. Danmark havde netop i 1743 samlet en stærk hær på grænserne til Sverige for at lægge pres på nabolandet for en varig løsning af det slesvig-holstenske spørgsmål hvor den danske konge stadig over for de gottorpske hertuger gjorde krav på overherredømmet; men nu i efteråret 1743 sluttede de tidligere fjender Sverige og Rusland sig sammen mod Danmark. Et kløgtigt og afbalan-ceret diplomati var vigtigere end nogensinde for regeringen i København.

Den russiske gesandt i København var baron Jo-han Albrecht von Korff en stærk personlighed som var meget negativt indstillet over for den danske konge. Korff var en nøglefigur i forholdet mellem
Rusland og Danmark. At kunne vide og påvirke hvad
der skete i hans hoved og hus var af største betydning
for regeringen.

Christiane Elisabeth de Tuxen født Jørgensen (1723-96). Friis beskriver i sin selvbiografi sin hustru som en stærk kvinde han konsekvent rådførte sig med i spørgsmålene om spionagen og som ofte traf de vanskelige valg for ham. Ved en episode hvor Korff truende antydede at kende til Friis spionage fik hun dog et knæk og led resten af sit liv af tilbagevendende “hysteri” og angst.

Spionen

Christian Møller Friis (1713-92) kunne i efteråret 1742 se tilbage på en karriere der aldrig rigtig var kommet i gang. Den unge teolog havde forsøgt at skaffe sig en stilling i statsadministrationen men uden stort held og hans største aktiv var hans for-bindelse med von Korff. Friiss svigerinde havde nemlig giftet sig med baronens sekretær Adam Olsufiew og både han og baronen var så begej-strede for den unge mand at de ønskede ham i russisk tjeneste. Han kom tit i deres hus men en oktoberdag 1742 indtraf en begivenhed der æn-drede hans liv: Han overhørte en dæmpet samtale i en vinduesniche mellem preussiske og saksiske diplomater der omtalte en hemmelig traktat. Via sin husvært og ven Andreas Lowson Bentzon fik Friis sendt besked til hoffet hvor man dog ikke tog ham alvorligt. Det gjorde man først to måneder efter da det viste sig at være sandt og Friis blev prompte hyret som spion.

I sine erindringer beskriver han sine samvittig-hedskvaler ved at skulle spionere mod sin ven og velynder – det var ham inderligt imod da han “ved Guds nåde af natur var ærlig taknemmelig åben-hjertig og uden falskhed”. Disse kvaliteter fandt han uforenelige med spionage men kongen fastholdt at der intet svigefuldt eller æreløst er i at følge sin konges bud. De følgende tre år indsendte Friis derfor spionrapporter flere gange om ugen hvori han udførligt beskrev alt hvad der rørte sig i russerens liv. Vandreture i Kongens Have middags- og teselskaber med andre diplomater selv baronens drømme blev endevendt i de flere hundrede breve der i dag ligger bevaret på Rigsarkivet i København.

Christian Møller Friis de Tuxens signet.

Hemmelige kuverter

Særligt interesserede Friis sig for Korffs breve. Han indledte hver rapport med en oversigt over hvilke breve Korff og de andre diplomater havde sendt og modtaget hvordan deres segl så ud hvilke dækad-resser eller stråmænd de benyttede i deres korre-spondancer. Alt sammen gavnlige oplysninger til brevåbnerne på posthuset der skulle udvælge de breve der skulle åbnes. For naturligvis blev baro-nens breve læst i smug før de fik lov at forlade postkontoret.

Korff var tidligt klar over at nogen pillede ved hans breve – men det generede ham ikke synderligt. Selv ikke i efteråret 1743 hvor krigsskyerne hang over det dansk-russiske forhold. “Ved middagsbordet sagde baron Korff at han i morges havde fået fire breve over Sverige som alle var blevet brudt her [i København] skriver Friis “Han morede sig over at indholdet af det der ikke var i chifre ville virke som peber i næsen mens det der var i chifre ville de vel lade være da de ikke havde nogen her i byen der forstod sig på dechifrering”. Det sidste havde han ret i.

Hvad Korff derimod ikke vidste var at spionen blot ti dage forinden havde sendt sin regering en nøj-agtig kopi af chiffernøglen. Gennem mere end et halvt år havde Friis forgæves søgt at komme i nær-heden af nøglen men endelig var det lykkedes vist nok fordi han havde bestukket sin svoger sekre-tæren med 500 dukater. Forholdet til svogeren var tilsyneladende tvetydigt. Der synes at have hersket en slags stiltiende forståelse af at Friis kunne være til stede når svogeren arbejdede men han fik ikke lov til at se hele breve; “da min svoger var beskæftiget med at dechifrere og jeg stod bag ved ham så jeg bl.a. omtrent…” skriver Friis flere gange.

I det hele taget afslører Friis rapporter en forbavsende afslappet holdning til fortrolige politiske breve i baronens hus. Ofte ligger de og flyder eller Korff selv læser dem i fremmedes tilstedeværelse. En dag da han drak te med den preussiske gesandt kom tjeneren ind med hans aviser og breve. Mens Friis læser aviserne åbner baronen brevene og da hans barber kort efter kommer ind læner Korff sig tilbage og lader sig barbere mens Friis kan smuglæse i brevene.

Adelsslægten Tuxens våbenskjold. Christian Møl-ler Friis blev adlet “de Tuxen” for sine bedrifter som spion. Adelsnavnet fik han fordi hans hustru Kristiane var en fjern efterslægtning af den danske krigshelt Lorentz Tuxen. Friis modtog mange hædersbevisninger og titler men kun lille økonomisk belønning for sin spionage og han døde som en fattig bitter mand.

Efterretningsnetværket bag Friis

Friis indleverede sine rapporter til og modtog in-strukser fra Andreas Lowson Bentzon der igen rapporterede videre til kongelig kammertjener Jo-han Christian Schrøder som organiserede den hemmelige postspionage og stod i nær kontakt til udenrigsminister Johan Sigismund Schulin. Det interessante er at disse fire personer havde en fælles fortid i postvæsenet hvor de havde tjent (Schulin som direktør) ti år tidligere. Ligesom på Erlunds tid var der en nær om end diskret forbin-delse mellem postens betroede folk og efterret-ningsvæsenets.

Ved hjælp af viden hentet fra Korffs breve og fordi Korff gradvist blev mere positivt stemt over for Dan-mark – ikke mindst takket være hans venskab og samtaler med Friis – lykkedes det for det danske diplomati at skabe et fornuftigt forhold til den rus-siske kansler Bestuchev. Krisen drev over og i 1746 kunne de to lande underskrive en moderat forbundstraktat.