De må kunne tale

I foråret 1801 blev telegrafien indført i Danmark. Ikke den elektriske vi kender med morsekoder ledninger og bip-lyde. Men derimod et vældigt netværk af høje signalmaster “hvorfra de sorte Tavler magisk hviskede gennem Luften deres døde men betydningsfulde Sprog” som H. C. Andersen så poetisk udtrykte det.

Den optiske telegrafi har eftertiden valgt at kalde den teknologi der i 1801 vakte så stort røre: En telegrafist Johannes W. Steenstrup beretter hvorledes “Bønderne overalt hvor jeg kom tiltroede denne Maskine overnaturlige Kræfter”. Ikke underligt i betragtning af at “en Efterretning befordret ved Telegraferne kan forplantes med en Fart der nærmer sig Lynets” som han formulerede det. I praksis var “lynet” efter hans beregninger knap en halv time undervejs fra København til Slesvig – forudsat at vejret var klart og telegrafisterne opmærksomme. 

Ved Storebælt og på Tåsinge Langeland og Falster blev der i 1809 opstillet såkaldte rammetelegrafer der kunne afgive op til 99.999 forskellige signaler. Denne type blev efter Napoleonskrigenes afslutning i 1814 bevaret ved Storebælt under postens bestyrelse.

Fiskers system

Signalering over afstand var ikke i sig selv en nyhed. Det nye var ambitionerne hos opfinderne af de optiske telegrafer – i Danmark en Signalkommission under marinen ledet af kommandør-kaptajn Lorentz Heinrich Fisker. De optiske telegrafer skulle efter søofficerernes mening “kunne tilkendegive alle Tildragelser gøre alle mulige Spørgsmaal afgive alle mulige Svar og udstede alle mulige Befalinger det er: de må kunne tale“. Det havde man ikke set før.

Til formålet udvikledes et vældigt apparat der via 18 klapper kunne afgive over 42.000 forskellige signaler udtrykt i tal. For hvert tal fandtes i en kodebog et ord eller en sætning fx “6943 = Fjenden angriber”. På den måde kunne et enkelt signal “tale” om fjender i nærheden om postskibes afgang eller om tilisning af bæltet. Mere komplicerede beskeder krævede flere signaler.

Senere systemer

I de følgende 50 år blev der udviklet flere forskellige typer optiske telegrafer i Danmark. Generelt blev telegraferne mere enkle og hurtige at betjene i erkendelse af at selve “hardwaren” – opsætningen og aflæsningen af signalerne – var det svageste led i kommunikationsprocessen. De vældige mastetelegrafer måtte efterhånden vige for mindre og hurtigere modeller der krævede flere signaler pr. besked men som alt i alt var nemmere at arbejde med.

Den optiske telegraf udkonkurreres

De optiske telegrafer måtte dog fra 1854 vige for de elektriske telegrafer der blev indført i Danmark i det år. Tilbage stod kun de optiske telegrafer ved Storebælt nu i kraftigt forfald og med den ene funktion at være i reserve for den sårbare elektriske telegraflinje under bæltet. I 1862 lukkede og slukkede denne sidste optiske telegraflinje og alle tilbageværende genstande blev til sorg for Post & Tele Museum bortsolgt på auktion.

Relaterede artikler