Telefonens fortrædeligheder

Da telefonen i 1879 kun tre år efter Alexander Graham Bells opfindelse dukkede op i Danmark var det som én blandt et væld af tekniske dingenoter der skulle vrimle frem i tiden fremover. Men med ny teknik følger som alle ved også nye problemer.

(Hr. Petersen har 3 Gange faaet galt Nummer. Nu ringer han for 4de Gang og siger irriteret): – Hør! Min gode Frøken! Kunde De nu ikke for en Gangs Skyld gøre mig den Tjeneste at tage fejl – og give mig det rigtige Nummer.
Fra Klods-Hans den 27. september 1911. Det kongelige Bibliotek.

Telefonen havde en imponerende gennemslagskraft hos den danske befolkning og med mange abonnenter opstod grundlaget for en bred opfattelse af hvad telefonen var for en størrelse. Henrykkelsen over den moderne tekniks muligheder var ikke til at tage fejl af men dens mange problemer var heller ikke til at komme udenom. Der var megen menneskelig indblanding før et telefonopkald nåede sin modtager og kombineret med teknikkens indbyggede svagheder kunne meget gå galt.

Klods-Hans & Co.

Et sted hvor sådanne sager kunne debatteres var i tidens store udbud af illustrerede tidsskrifter: Vittigheds- og satireblade vejledninger i god husholdning og det nyeste fra videnskabernes spændende verden var blandt de tilbud som datidens danskere kunne vælge mellem. Blandt vittighedsbladene var der tre der ofte havde telefoniens fortrædeligheder på dagsordenen: Punch Puk og Klods-Hans. De afløste hinanden i perioden 1873-1926 og henvendte sig især til borgerskabet – velstillede Københavnere der havde råd til tjenestefolk moderigtig beklædning forlystelser og ikke mindst telefonen.

Kusinen: – Naa til Lykke kære Fætter er det sandt du er bleven Fader?
Uvedkommende Tredjemand: – Nej! Det maa vist være en Fejltagelse!
Den lykkelige Fader: – Jo til en stor dejlig Dreng paa ni Pund!
Tredjemand: – Ja saa maa det sgu være en Krydsning.
Fra Klods-Hans den 12. maj 1907. Det kongelige Bibliotek.

En krydsning

Efter århundredskiftet var telefonen så udbredt blandt borgerskabet at de fleste folk kendte til dens små særheder. Ignorerede en ung frøken en herre kunne han fx sige: “Er De telefondame?” med slet skjult hentydning til ventetiden der kunne være når en samtale skulle forbindes på telefoncentralen. Blandt andre problemer som de hårdt prøvede telefonistinder måtte høre for var krydstale og gale forbindelser.

Krydstale støj og dårlig lydgengivelse var nu ikke telefonistindernes skyld. Når de sårbare bronzetråde på telefonpælene ramtes af fugtigt vejr opstod hyppigt krydstale og støj mens lange kabelforbindelser dæmpede lyden så der skulle råbes meget højt og tydeligt.

Gale forbindelser derimod kunne både skyldes kunden og telefonistinden. Kunden forsøgte selskaberne at opdrage til klar og tydelig tale når et opkald ønskedes stillet igennem. Men telefonistinden kunne jo høre galt og slutte forbindelsen til et forkert nummer eller komme til at overse at linien var optaget. Datidens omstillingsborde gjorde det faktisk muligt at koble flere samtaler på samme ledning.

Så det er svært at afgøre om “krydsningen” på den viste tegning fra 1907 skyldes fugtigt vejr eller en fortravlet telefonistinde…

– De svarer ikke Frøken! De er maaske Telefondame?
Fra Klods-Hans den 10. september 1909. Det kongelige Bibliotek.

Gale forbindelser

Netop de gale forbindelser var imidlertid kundernes største klagepunkt. Telefoncentralerne var stressende arbejdspladser som krævede koncentration og god hukommelse. De små klapper der ved kontakterne faldt ned når en abonnent ønskede en samtale kunne i travle perioder lyde “som af Haglvejr mod Ruden” som man skrev i Illustreret Tidende allerede d. 27. januar 1884. I dette stormvejr skete det at telefonistinden fik koblet kunderne forkert sammen. Til tider flere gange i træk som det fremgår af billedet af en frustreret telefonkunde der dog ikke helt har mistet sin humoristiske sans.

Humoristisk sans havde komikeren Sophus Erharth til gengæld ikke i sin revy-sketch “Min Telefon” fra 1909. Her vil han ringe kæresten op for at byde på en aften i byen med champagne og østers men alt for sent opdager han at det er skrædderen der er i den anden ende af røret – og han har penge til gode. Et opkald for at låne penge af vennen går ikke meget bedre. Forslaget om at tage med i byen og stikke konen – “den gamle Kælling” – en plade falder fuldstændig til jorden da det naturligvis er hende han har fået fat på. Sidste opkald lykkes dog. Det er til centralen og ender: “Nu kan De have hele Deres Telefon og Deres Skidt for Dem selv for nu kan det fandenlynemig være slut! Færdig!”