Nye billigere transportmuligheder og bedre veje gjorde det op mod midten af 1800-tallet muligt for stadig flere danskere at udforske verdenen på den anden side af sognegrænsen. Folk begyndte at rejse for fornøjelsens skyld og ofte foregik rejsen med postvæsenets vogne.

Skrumletur med ageposten

Med sin eneret på al transport af breve pakker og personer på landets hovedruter var det danske postvæsen ikke til at komme uden om i 1800-tallets rejseliv. Var man ikke blandt de få der kunne rejse i egen vogn indledte man derfor som regel sin rejse på den nærmeste postgård hvorfra postens vogne afgik. I de første årtier af århundredet var transportmulighederne begrænsede: De mest velbeslåede kunne hyre en ekstrapost. Det var en hel- eller halvlukket fjedervogn med kusk - postillon - der kørte rejsende til deres bestemmelsessted til en fast pris pr. mil. For de mindre velbeslåede rejsende var eneste alternativ at slå følgeskab med den knap så dyre pakkepost der kørte på fastlagte ruter og som regel kun en enkelt gang om ugen. En skrumletur ad stenede hullede veje på pakkepostens stive og ofte åbne lad har sjældent været værd at skrive hjem om og kunne være direkte sundhedsfarlig når vejrguderne rasede. Rejste man med pakkeposten måtte man desuden indstille sig på lange ventetider undervejs når posten blev ekspederet på rutens postgårde. Ikke uden grund valgte en del rejsende stadig at benytte sig af "apostelens heste" eller at slå følgeskab med en bondevogn et stykke af vejen.

Det store gennembrud

Rejselivets glæder og strabadser blev først for alvor den almindelige dansker forundt i 1830erne. Optakten til denne udvikling kom da de første dagvogne dukkede op i 1829 på de sjællandske landeveje. Dagvognsruterne blev drevet af private vognmænd der gennem kontrakt med postvæsenet fik tilladelse til at køre i fast rutefart - som regel til byer udenfor hovedruterne - mod til gengæld at tage posten med. Dagvognene var ikke alene billigere at rejse med end pakkeposten men også mere bekvemme da de efter krav fra postvæsenet alle skulle være udstyret med fjedre under sæderne. De fik hurtigt stor betydning for især provinsbefolkningens bevægelighed og blev det mest benyttede offentlige transportmiddel før jernbanernes tid. I 1832 havde de sjællandske dagvogne over 10.000 passagerer og året efter allerede 16.000. På dette tidspunkt var dagvognene også nået til Fyn og Jylland og mange færgesteder var begyndt at lægge deres sejltider efter dagvognenes køreplaner. Inden slutningen af 1830erne kørte der dagvogne i selv de fjerneste afkroge af landet.

Et bedre rejseliv

Dagvognenes hurtige succes talte sit tydelige sprog om et stort behov hos befolkningen for at kunne komme hurtigere billigere og længere omkring i landet med offentlige transportmidler. Det behov havde postvæsenet allerede så småt set bekræftet da postdamperen "Mercurius" i 1828 blev indsat på Storebæltsoverfarten og hurtigt blev populær hos andre rejsende end blot dem der rejste med posten. Postvæsenet begyndte nu bevidst at forfølge de nye indtjeningsmuligheder ved en mere organiseret rutekørsel. Store 12-personers diligencer blev indkøbt og indsat - i stil med dagvognsruterne - til fast rutekørsel i 1832 mellem Kiel og Altona og i 1834 mellem København og Hamborg. Billetter til personposten som vognene blev kaldt var af gode grunde udsolgt fra starten: At kunne rejse gennem landet til rimelige priser - forskanset fra alskens uvejr i en lukket vogn med bløde sæder - var en luksus som de færreste havde turdet drømme om få år forinden. At rejselivet blev mere komfortabelt skyldtes dog ikke alene at der kørte flere og bedre vogne på vejene men i høj grad også at vejene blev til at holde ud at køre på. På hovedruterne spredte de nye brede hovedlandeveje - chausséerne - sig og hvor man før ofte kun havde haft et ujævnt hjulspor at køre ad kom der nu i stor udstrækning farbare landeveje.

En farlig konkurrent

Persontransportens rivende udvikling i 1830erne fortsatte med endnu højere hast i det efterfølgende årti. I 1845 rullede personposten på alle landets hovedruter og en del sideruter mens de private dagvogne tog sig af de mange rejsende udenfor disse ruter. Med tiden fik man på både personpostruterne og dagvognsruterne ensartede vogne oftest 6-personers diligencer der tog både breve pakker og passagerer med. Postens storhedstid som transportvæsen kulminerede i årene 1862-63 med i alt 175.500 rejsende. Herefter mistede posten for hvert år stadig flere passagerer der i stedet valgte at benytte sig af de billige mere punktlige og langt hurtigere jernbaner. Da de sidste diligenceruter blev nedlagt i 1912 var postens storhedstid som transportvæsen for længst forbi.