Den kryptering der blev brugt til den kryptiske artikel i MuseumsPostens sidste nummer byggede som en læser skrev i sit indsendte svar på et princip der har været anvendt (mindst) siden Julius Cæsar. Cæsarkode kaldes det eller med et fint ord: Monoalfabetisk substitution. Et alfabet bliver ombyttet - "substitueret" - med et andet. A kan fx blive til b B til c eller IBM til HAL som i "Rumrejsen 2001". Kryptering af denne type blev brugt langt op i tiden i Europa fx i 1600-tallet af landsforræderen Corfitz Ulfeldt der i indviede kredse gik under kodenavnet "Enhjørningen" og af hans kone Leonora Christina.

Christian 4.s datter Leonora Christina havde ikke nået at slippe ordentligt af med brevet fra Corfitz Ulfeldt da hun blev arresteret i Dover i England i juli 1663. Arrestationen må være kommet bag på hende for under normale omstændigheder var brevet utvivlsomt blevet brændt. Nu måtte hun nøjes med at rive det i stykker og "kaste det i et hysken" [latrin] som hun senere skrev i sit erindringsværk "Jammers Minde" mens hun sad fængslet i Blåtårn. Leonora var rejst til London for at kræve tilbagebetaling af et lån den engelske Kong Karl 2. havde optaget fra Corfitz. Men Karl 2. var efter pres fra den danske konge Frederik 3. gået med til at lade hende arrestere. Og hans folk måtte samle det stærkt beskadigede og uden tvivl ildelugtende brev op fra tønden. Nu sad hun i forhør og blev konfronteret med et laset brev. Hvorfor rev hun det i stykker ville en af forhørerne Grev Rantzau vide? "Fordi" svarede hun "at der var chifre i det og selvom det ikke var af nogen importance så frygtede jeg alligevel at det skulle vække mistanke".

På dette tidspunkt var ægteparret faldet fra magtens tinder: Efter i mange år at have tilranet sig en umådelig magt som dansk rigshofmester var Corfitz godt 10 år tidligere blevet tvunget fra magten af beskyldninger om korruption og uhæderlig embedsførelse. Han var da gået i svensk tjeneste og havde her opnået en stor indflydelse på den svenske konge bl.a. under krigen 1657-60. Men heller ikke svenskerne stolede på den intrigante adelsmand og i 1660 blev han i Sverige fundet skyldig i højforræderi. Tilbage i Danmark begyndte den nu mentalt svækkede Ulfeldt at tumle med planer om oprør mod den danske konge. Han forestillede sig dette oprør anstiftet i forbund med Kurfyrsten af Brandenburg som han kontaktede under et kurophold i Brügge men kurfyrsten meddelte diskret Frederik 3. om forræderens planer. Da var det at kongen udstedte arrestordren på Corfitz og Leonora.

Ulfeldternes chifferskrift

Når ægteparret og deres allierede skrev sammen indbyrdes brugte de en monoalfabetisk chifferkode hvor hvert bogstav var ombyttet med et tegn. Var der passager af et brev de ville være sikre på ikke blev læst blev det skrevet med de mystiske tegn. I det iturevne brev var der fx en kort passage hvor Corfitz havde skrevet: "Alligevel kommer det mig grelt ilde tilpas (herefter chiffertekst) og jeg ved at de mangler (chiffertekst) hvor det end skal komme fra". Vi fornemmer at det måske drejer sig om penge men resten er ikke til at gætte. Leonora var selv overbevist om at "de chifre var lykkedes fuldkommen". Dette blev hun i første omgang bekræftet i da Rantzau spurgte hende hvad chifrene betød. "Jeg har ikke nøglen og kan ikke opløse dem udenad" svarede hun hvilket ingen troede på.

Herefter gik forhørerne over til at spørge til hvor Leonoras smykker og juveler befandt sig. Hun svarede at de for længst var solgt. En anden chiffertekst der stammer fra ægteparrets tidligere fangenskab i Malmø antyder imidlertid noget andet. Her skrev Leonora en liste over sine værdifulde ejendele og hvor de befandt sig. Ejendelene noterede hun i klartekst men hvor og hos hvem de befandt sig skrev hun naturligvis ned i kode. Klogt nok for på et tidspunkt blev den konfiskeret og sendt til København. "Et messingbeslået skrin i et forseglet træhylster oversyet med diamanter og andre ædelsten" "en lille æske med rariteter" kunne kongens folk bl.a. læse. Men hvor var alle herlighederne gemt?

Zacharias Lund

Hvad Ulfeldterne ikke vidste var at den danske konge i sin tjeneste havde en af de førende kodebrydere i verden som fik alle de opsnappede breve tilsendt. Kongen kunne således snart få at høre hvad der gjorde Ulfeldt så "grelt ilde tilpas" i brevet fra Dover: "Thi vores børn i Rom råber ubluelig efter penge. Og jeg ved at de mangler og de skal nu endelig have noget hvor det end skal komme fra". Denne passage blev Leonora konfronteret med i forhøret hvor Rantzau afslørede at vide "at vore sønner havde skrevet fra Rom ... Jeg gav Grev Rantzau brevet igen uden at sige noget" som Leonora skriver i "Jammers Minde".

Zacharias Lund hed manden der brød "enhjørningen" Corfitz Ulfeldts hemmeligheder. Han var født af præsteforældre i 1608 og blev siden kendt som digter matematiker og rektor på Herlufsholm Skole. I 1657 da den svenske konge med Corfitz Ulfeldt i sit følge indledte krigen mod Danmark blev han ansat som sekretær i danske kancelli hvor dechifrerings-opgaverne havnede på hans bord. I løbet af de følgende 8 år brød han over 50 chifferbreve mellem den svenske konge hans generaler gesandter og allierede en imponerende mængde på den tid. Rygtet om den effektive danske kodebryder må have spredt sig for på et tidspunkt sendte Kurfyrsten af Brandenburg et opsnappet dokument til dechifrering hos den danske konges kodebryder.

Den grundlæggende metode til at bryde monoalfabetiske substitutionschifre kaldes frekvensanalyse. Da visse bogstaver forekommer hyppigere end andre er det muligt at kombinere sig frem til en dechifrering ved at starte med at indsætte hyppige bogstaver som s og e i den krypterede tekst i stedet for de hyppigst forekommende chiffertegn og så langsomt kombinere sig frem. Frekvensanalysen blev opdaget allerede i 800-tallet af arabiske lærde og kom til Europa i 1200-tallet men alligevel fortsatte diplomater og hærførere med at skrive deres breve med den forældede monoalfabetiske substitution der i virkeligheden var farlig for dem da den kunne give en falsk tryghed. Som fx Leonora led af da hun skrev sin liste over hvor guldet og ædelstenene var gemt. De var nemlig gemt:

A: Hoes frue Margrete Rantzau [hos fru Margrethe Rantzau refererer til værdier anført på foregående side]B: Ded semer sat hoes Birrete [formentlig: Det som er sat dvs. placeret hos Birrete dvs. Birthe]1. Et Messings beslaget skrin udi et forseglet træ föer [hylster] ofversyet med Demant-Tøy [diamant-ting] oc andre Edelstene.2. Et solf [sølv] Skrin forseglet oc ofversyet med demanter [diamanter] oc Sapphiers-Sager [safirer].3. En liden æsck [æske] med Rariteter.C: Margrete Hundorf førte hinder [må underforstået betyde: M. H. førte tingene til ovennævnte Birrete].4. Et beslaget slet liir skrin [almindeligt lerskrin] med brefve.5. Et forseiglet ofversyet Træ Skrin hvorudi er Guld tegnet [dvs. med en eller anden form for mærke på].6. Udi en Fierding to forseiglede Poser tegnet hver med 500 Rigsdaler.D: Rasmus Qvining førte hinder [må betyde: R. Q. førte tingene til Birrete]7. En stor hvid trind [rund] Æsck med Rariteter.

Personerne bag kodebogstaverne var de skånske adelsdamer Margrethe Rantzau på Skabersjø Birgitte Deichmann datter af Malmøs borgmester [Birrete] Margrethe Hohendorff [Hundorf] på Rønneholm samt den for eftertiden ukendte Rasmus Qvining. Til gengæld er det uvist hvor mange af genstandene det lykkedes den danske konge at få beslaglagt. Skåne var nu på svenske hænder. Men nogle skrin med bl.a. værdipapirer fra Ulfeldterne blev beslaglagt hos Birgitte Deichmann i København i efteråret 1661 så kodebryderens afsløring var næppe forgæves.