Posthornet er det internationale symbol på postvæsnet og har i Danmark en over 250 år interessant historie.

Toner fra en svunden tid.

Igennem mere end 250 år varslede tonerne fra posthorn her i landet ankomsten af nyheder fra nær og fjern. Lyden af posthorn indgik regelmæssigt som en fast bestanddel af miljøet dengang. Det har sikkert ikke lydt lige godt alt sammen men manglende musikalitet opvejedes i de fleste tilfælde af udsigten til livstegn fra omverdenen.

Posthornets oprindelse skal søges i den grå oldtids jagthorn som var naturhorn fra kreaturer. Den cirkelrunde form udvikledes i det femtende århundrede. Brugen af posthorn som symbol for postvæsenets virksomhed går tilbage til 1516 da Franz von Taxis oprettede det første offentligt tilgængelige postvæsen i det tyske kejserrige.

Postbudet der forsvandt

I Danmark er den ældste efterretning om anvendelsen af posthorn fra januar 1658 da et postbud mellem Odense og Nyborg forsvandt "ganske med alt både med hest dadel og tilbehør samt Kongelig Majestæts skilt og posthorn". (Han dukkede op seks-syv år sendere uden at kunne gøre rede for udstyret).

De ældste gengivelser af posthorn i Danmark er fra 1663. Det år optræder en hornblæsende postrytter både som vignet på forsiden af den københavnske avis "Europæische Wochentli-ge Zeitung" og som motiv i en vindfløj på smedjen i Våbensted ved Sakskøbing. På museet er udstillet kopier af såvel avisen som af vindfløjen. Hornet på avisen er af naturtypen; det på vindfløjen er snoet. De to typer har altså været i brug samtidig.

I 1804 præciseredes anvendelsen af posthornet meget nøje i "Forordning angaaende Befordringsvæsenet i Danmark". Postkarlene var pligtige til at blæse i hornet såvel ved afrejsen som ved ankomsten samt undervejs hvor der var hulveje eller snævre veje. Andre vejfarende var i øvrigt uden hensyn til stand og under bødetvang pligtige til at vige for postvognene hvis og når posthornet lød.

Posthorn i trompetfacon med langagtige snoninger introduceredes omkring 1808. Fælles for de tidligste horn var at de med deres begrænsede længde (en eller to snoninger) var stemt som nutidens signalhorn i B C eller D og havde et begrænset toneomfang.

Muligt at blæse flere melodier

Længere horn med flere snoninger og i "den rette post-hornsstemning" (Es E eller F) dukker op nogle år senere; hvornår vides ikke nøjagtigt. Her svarer toneomfanget til nutidens valdhorn men et posthorn ligger en oktav højere.

Det blev nu muligt at blæse flere melodier og nemmere at frembringe de dybe toner og netop her finder vi de seks egentlige posthornssignaler der blev indført i Danmark i 1843 efter tysk forbillede.

De efterfølgende år blev det gang på gang indskærpet over for postillonerne at spille signalerne ordentligt. Bestræbelserne bar dog ikke altid frugt for mange postilloner evnede ganske enkelt ikke at spille og mere end halvdelen af posthornene var forkert stemt til formålet!

Et fladt posthorn

Som følge af den daglige brug var posthornene også meget udsat for at blive beskadigede. Især det runde schallstykke (lydtragten) blev let bulet. Derfor indsendte en københavnsk instrumentfabrikant P. Schmidt i 1860 et af ham selv konstrueret posthorn med fladt schallstykke til generalpost-direktøren med forslag om at gøre det obligatorisk i den danske posttjeneste.

For at lægge vægt bag sin anmodning medsendte fabrikanten en attest på at hans posthorn virkelig var i stand til med lethed at frembringe de toner der var påkrævet for at kunne blæse posthornssignalerne. Attesten er underskrevet af ingen mindre end selveste musikdirektør H.C. Lumbye. På trods heraf opnåede Schmidt dog ikke eneret på sine horn for posthornene anskaffedes ikke af postbestyrelsen men ad de der skulle bruge dem.

I Danmark forstummede posthornet for altid den 31. marts 1912 da diligencen på ruten Vejle-Brande - som den absolut sidste af slagsen - ophørte med sin kørsel. Men det er bevaret for eftertiden som symbol for postvæsenet.

Nu til dags hørere man kun posthornsfanfarer ved festlige lejligheder eller ved et besøg på Post og Tele Museum hvor et tryk på en knap udløser en båndet optagelse af signalerne fra 1843. Og medens man andægtigt lytter til fortidens stemme kan man betragte de udstillede posthorn og samtidig nærlæse H.C. Lumbyes attest på de flade posthorns duelighed.