Central flyttedag

Et af Danmarks sidste betjeningsborde til en såkaldt D-central fra Hellerup er flyttet til Post & Tele Museum for at publikum igen kan få indtryk af livet ved en stor bycentral og for at bevare det imponerende 15 m lange centralbord.

Centralbordet i Helrup Centrals lokaler.

Centralen i Hellerup åbnede den 3. maj 1924 og lukkede da den blev fuldautomatisk 54 år senere den 31. oktober 1978 kl. 14. At centralen er en D-central betyder at den var demiautomatisk altså halvautomatisk og abonnenterne kunne ved hjælp af telefonens nummerskive selv dreje nummeret til den ønskede D-central hvorefter telefonistinder sørgede for forbindelsen til det ønskede nummer.

De mange små slidmærker vidner om telefonisternes arbejde ved bordet. Hver gang de slap “en prop” (et jackstik) svipsede det op på træet inden det faldt på plads.

I 1981 åbnedes dørene igen til den gamle central i anledning af Telefonmuseets åbning og gennem 20 år kunne publikum nyde såvel telefoner som det store centralbord. I 2001 lukkede Telefonmuseet og samlingerne overgik til Post & Tele Museum. Tilbage i TDC’s lokaler i Hellerup stod det store centralbord som vi nu endelig har fået mulighed for at bevare ved at flytte det til museets udstillingslokaler i Købmagergade.

En sektion af centralbordet hejses ud fra lokalerne på Svanemøllevej.

Den store lufttur

Det er sin sag at flytte en central som måler 15 m i længden og vejer i omegnen af 3-4 tons men med de rette folk på opgaven fik centralen sig en dobbelt flyvetur for på ny at få en central placering.

Centralbordet blev i 1924 samlet på stedet og har stået i lokalerne på Hellerup Central på Svanemøllevej i 87 år. To meget omhyggelige mænd havde opgaven med at skille bordet ad i ni sektioner hvorefter et mindre hold af professionelle kranfolk hejsede bordet ud af lokalerne på Svanemøllevej og ind igen i museets udstillingslokaler. I fællesskab fik de det til at se legende let ud at hejse et centralbord ud af et vindue på 3. sal pakke det på en lastbil køre det til det indre af København og hejse det op på 3. sal igen via museets egen løbekran for derefter at få placeret det tunge bord på sin kommende plads. Selve bordet er en forholdsvis solid konstruktion men mere spændende var om de 80.000 faretruende løstsiddende multiplemærker som sidder over hver eneste prophul på bordet blev siddende under flytningen.

Flytningen forløb dog over al forventning og det er en stor glæde atter at se bordet stå samlet på sin nye plads i Post & Tele Museums udstillingslokaler. I løbet af de kommende måneder vil bordet fra Helrup Central igen indtage en central plads nemlig i en ny udstilling der har kommunikationens historie efter 1920 som tema.

Fortidens synder kom for en dag da centralbordet blev skilt ad: Syv neglefile gemt ved en enkelt betjeningsplads!

Telefonistinde med værktøjet i orden

Der var helt specifikke regler for hvorledes telefonisterne skulle ekspedere telefonsamtaler og forstanderinden sørgede for at reglerne blev overholdt. KTAS udsendte i 1953 “Almindelige regler for ekspedition af telefonsamtaler” som over fire sider instruerer telefonistinder i alt fra bestemte vendinger brugt ved særlige forespørgsler over udtaleregler til udførlig beskrivelse af hvorledes propperne håndteredes: “Proppen skal gribes mellem tommel- pege- og langfinger…”. Al privat samtale fra bordet med abonnenter var forbudt al aflytning af en abonnents samtale var forbudt og medførte øjeblikkelig afsked og al privat samtale med andre telefonistinder var også forbudt i tidsrummet kl. 9-19. Uden for dette tidsrum kunne privat samtale tillades hvis forstanderinden skønnede at det ikke generede ekspeditionen.

Sektionerne sættes nøje sammen igen i museets udstillingslokaler.

Med disse strikse regler in mente overraskede det derfor også at finde ikke mindre end syv neglefile ved en af ekspeditionspladserne under adskillelse af bordet før flytningen. At alle neglefilene lå ved samme plads forleder en til at tro at de har tilhørt samme telefonistinde som brød alle regler og filede negle i tjenesten på trods af forstanderindens overvågende øjne. Hun har sikkert ind imellem været nødt til at gemme dem hurtigt af vejen og dermed mistet dem.

Kom og få et smugkig på Hellerup centrals imponerende centralbord indtil denne del af den permanente udstilling sidst på året lukkes i et stykke tid for at blive renoveret.