I begyndelsen af 1939 kom det frem i offentligheden at politiet havde tilladelse til at aflytte private telefonsamtaler uden at have en retskendelse. Afsløringen affødte et ramaskrig blandt den chokerede befolkning og i takt med at trådene blev udredt viste det sig at sagen strakte langt ind i et nazistisk spionnetværk der opererede i Danmark.

"Naar vi nærmer os Politistaten er alt parat. Man kan gribe ind uden at Folk aner det; de kan rammes uden at være vidende om at man ønsker at ramme dem. At det ikke er sket endnu spiller ingen Rolle; Politistatens Apparat er i Orden til Overgreb paa Privatlivets Fred". Sådan lød de formanende ord fra landstingsmedlem Svenning Rytter da man i Rigsdagen diskuterede et offentliggjort cirkulære der tillod politiet at foretage telefonaflytninger uden dommerkendelse (Berlingske Aftenavis 9.3.1939).

Telefonhemmeligheden er truet!

Rytters udtalelser faldt i en periode med ophedede diskussioner om borgernes rettigheder og politiets beføjelser. A.C. Hartel fra Bondepartiet var den første til at sætte fokus på problemstillingen i Landstinget. Hartel mistænkte den siddende regering for at have sendt et fortroligt cirkulære rundt til telefonselskaberne der brød den højtskattede telefonhemmelighed. Under finanslovsdebatten i 1938 havde han adresseret problematikken for ministeren for offentlige arbejder socialdemokraten Niels Peter Fisker og havde bedt ham om at komme med en redegørelse.

Fisker svarede ikke på spørgsmålet men det var der en anden som gjorde den kendte sønderjyske nazist Jep Schmidt. Under overskriften "Systemet på Lyttepost" kunne Jep Schmidt afsløre at den danske stat havde påbudt telefonselskaberne i Danmark at assistere politiet med telefonaflytninger selv om politiet ikke havde indhentet dommerkendelse.

Jep Schmidt indledte artiklen med en personlig henvendelse til A.C. Hartel: "Tilfældigvis er jeg i stand til at bringe hr. Hartel den klarlæggelse ministeren blev ham skyldig. Den gengivne anordning af 22. april 1938 indeholder seks punkter vedrørende politiets adgang til aflytning af samtaler…". Derefter offentliggjorde han det fortrolige cirkulære telefonselskaberne havde modtaget. I punkt tre lyder det:

"Paa Begæring af Rigspolitichefen eller den der fungerer i hans sted Politidirektøren i København og Chefen for Københavns Opdagelsespoliti skal der meddeles Politiet alle begærede Oplysninger og gives Politiet lejlighed til Aflytning i det ønskede omfang." (Nordschleswigsche Zeitung 7.1.1939).

Og Jep Schmidt kunne sågar afsløre at cirkulæret var underskrevet af selvsamme Fisker der havde nægtet at svare.

Politiken 10.3.1939.

Pas paa! Der lyttes!

Og da det først var kommet offentligheden for øre stod regeringen med et alvorligt forklarelsesproblem. Befolkningen medierne og oppositionspartierne ønskede svar. Avisen Licitationen foreslog at "Telefondirektøren" anbragte "en Plakat på enhver Telefon med følgende Paaskrift: Pas paa! Der lyttes!"(Licitationen 9.1.1939).

De konservative forlangte øjeblikkeligt samråd i Finansudvalget med ministrene der stod bag cirkulæret. De ønskede at vide om der var tale om en kodifikation af gældende praksis eller om der var tale om et helt nyt regelsæt. De konservative kunne desuden påpege at det ikke kun var telefonhemmeligheden som var truet. Telegramhemmeligheden stod også for fald da mange telegrammer blev ind- og udtelefoneret.

Samtlige politiske ordførere med undtagelse af den socialdemokratiske tog afstand fra det nye regelsæt og efter flere måneders angreb fra alle fronter måtte justitsminister K. K. Steincke nødtvungent love at genoverveje cirkulæret.

Logning af teledata anno 1939. Liste over samtlige udenbyssamtaler foretaget fra en mistænkelig abonnent mellem 1. september 1938 og 23. oktober 1939 udført af Jydsk Telefon Aktieselskab efter ordre fra Sikkerhedspolitiet.

Da sagen var på sit højeste og under massiv mediedækning måtte direktøren for Københavns Telefon Aktieselskab C.R. Michelsen gå ud og forsikre de bekymrede abonnenter om at de ikke havde noget at frygte:

"Det sker kun meget meget sjældent at der rettes Anmodning til os om Assistance ved en Aflytning paa Grundlag af en retskendelse og derudover overhovedet aldrig. Telefonabonnenterne kan altsaa være ganske rolige. Man skal mindst mistænkes for at konspirere med en anden Magt mod Fædrelandet eller lignende før man risikerer at Ens Telefon hemmeligt aflyttes af Politiet" udtalte han til pressen.

Men det var ikke alle der var lige rystede over de nye afsløringer. Aksel Larsen fra Kommunistpartiet kunne gøre opmærksom på at telefonaflytning bestemt ikke var et nyt fænomen:

"Gennem tyve Aar er vore (kommunisternes red.) Telefoner blevet aflyttet saa det var vanskeligt for os at telefonere paa grund af det lyttende Politis Hosten og Harken. Nu er Tekniken skredet frem saa det ikke generer saa meget men Lytningen finder Sted og vi har maattet indrette os derefter"(Arbejderbladet 13.5.1939).

Han nævnte som eksempel at hans partifælle Martin Nielsen havde siddet to måneder i fængsel dengang hvor Rytter selv havde været justitsminister. Fængslingen skete på grundlag af en telefonaflytning der havde fundet sted uden dommerkendelse.

Danskere i fjendens rækker

Men det næste spørgsmål der nødvendigvis må melde sig er hvordan Jep Schmidt havde fået fingrene i fortrolige ministerielle dokumenter der ikke tålte offentlighedens lys? For at prøve at klarlægge begivenhederne er vi nødt til at gå et par måneder tilbage i tiden. I efteråret 1938 havde der været indbrud i Socialdemokratisk Forbund på Rosenørns Allé hvor en masse hemmelige dokumenter var blevet stjålet.

Samme år var der rejst tiltale mod den tidligere tyske marineofficer Horst von Pflugk-Harttung. Pflugk-Harttung arbejdede under dække som journalist men var mistænkt for at have orkestreret et nazistisk spionnetværk i Danmark "Auslandsspionage Nord" der havde haft ledende danske embedsmænd på lønningslisten. Netværket som blev anslået til at bestå af mere end 100 spioner havde overvåget Østersøen de danske kyster samt fly og skibe for at tilvejebringe informationer af militær betydning for Nazityskland. Derudover havde de overvåget tyske og russiske immigranter i Danmark. Selvom det ikke umiddelbart virkede som om der var sammenhæng mellem de forskellige sager viste det sig alligevel snart at være tilfældet.

Pflugk-Harttungs forsvarsadvokat blev den danske nationalsocialistiske landsretssagfører Eiler Pontoppidan. Pontoppidan havde flere gange gjort sig bemærket i offentligheden senest da han havde forsvaret den danske nazileder Frits Clausen. Under retssagen havde Pontoppidan refereret til en række fortrolige dokumenter som kun fandtes hos Rigspolitiet og i Justitsministeriet. Sagen medført en disciplinær undersøgelse af de to instanser og en kendelse om at Pflugk-Harttung og Pontoppidan aldrig måtte tale under fire øjne.

Efter et mislykket attentat på Pelving bragte Modstandsbevægelsens illegale magasin "De Frie Danske" i 1944 et billede af Pelving og 8 andre danskere under overskriften "De største stikkere på dagmarhus - og andre landsforrædere der heller ikke overlever freden". (Foto: Lokalarkivet i Dianalund)

Spionnetværket optrevles

Da Pontoppidan også meldte sig som sagfører for den unge nazist der var hovedmistænkt for indbruddet i Socialdemokratisk Forbund blev mistanken til ham skærpet. Under en ransagning i hans hjem den 3. januar 1939 fik politiet fremskaffet beviser nok til at rejse en sag mod ham. I hans pengeskab var der dokumentation for at han var involveret i de forskellige sager om dokumenttyveri og at han havde indgået en kontrakt med en unavngiven nazist.

Ved ransagningen kom det også frem at den korrupte kriminalbetjent Max Pelving fra fremmedpolitiet som under 2. Verdenskrig blev en de mest forhadte nazi-informanter var en af Pontoppidans trofaste håndlangere. I en længere periode havde Pelving misbrugt sin stilling ved fremmedpolitiet til at skaffe fortrolige informationer om flygtningene i Danmark. Informationerne havde han videresolgt til Pontoppidan. Det var også ham der havde affotograferet de hemmelige dokumenter fra Rigspolitiet som Pontoppidan havde benyttet i retssagen mod Frits Clausen. En stor intern undersøgelse af politiet blev iværksat da der var mistanke om at flere politibetjente havde samarbejdet med Pelving. Desuden nærede man mistanke om at medsammensvorne til de sigtede havde telefonaflyttet ledende personer i politiet (Politiken 8.1.1939).

Genpart af skrivelse dateret 20. oktober 1939 fra sikkerhedspolitiet til politimesteren i Kolding hvor sikkerhedspolitiet anmoder om at få stillet oplysninger til rådighed om en abonnents udenbyssamtaler.

"Den jødisk-kommunistiske mordercentral på Rådhuspladsen"

Politiet kunne desuden afsløre at man i Pontoppidans hjem havde fundet lytteudstyr der var forbundet med Emigranthjemmet ovenover. Emigranthjemmet var et værested for jødiske flygtninge der på grund af Danmarks restriktive flygtningepolitik havde svært ved at klare sig i landet. Emigranthjemmet havde været udsat for et groft indbrud i 1937 hvor blandt andet en liste over de danskere der støttede hjemmet var blevet stjålet.

Selvom gerningsmændene til indbruddet aldrig blev fundet var der ingen tvivl om at forbryderne var at finde i de nazistiske rækker. Under overskriften "Den jødisk-kommunistiske mordercentral på Rådhuspladsen er gennemsøgt af vores raske drenge. Vi lover at vi nok skal komme igen" kunne det nationalsocialistiske blad "Stormen" stolt proklamere at nazister var ansvarlige for aktionen.

Det var ikke Pontoppidan selv der havde tilsluttet mikrofonen i Emigranthjemmet men ingeniøren Thoralf Kyrre. Thoralf Kyrre var blevet landskendt da han var kravlet op i en telefonmast med en felttelefon i hånden og havde koblet sig på en telefonledning som Statsradiofonien (nuværende DR) sendte radio over. Hensigten var at afbryde en radiotransmission med tidligere minister H. P. Hanssen og i stedet bruge tiden i radioen på nazistisk propaganda. Men en årvågen tekniker nåede at stoppe signalet inden talen røg ud i æteren.

I takt med at den store spionsag blev optrevlet viste det sig at gruppen længe havde opereret i Danmark. Siden 1930 havde Pontoppidan forsøgt at kortlægge hvilke kommunister der kom til Danmark og hvem de arbejdede sammen med. I 1936 havde han stiftet bekendtskab med Pflugk-Harttung der var ved at etablere en anti-kommunistisk efterretningsorganisation i Danmark og de to havde indgået en kontrakt. Pontoppidan skulle fungere som Pflugk-Harttungs højre hånd i Danmark. I kraft af sit embede havde han ikke haft svært ved at komme i kontakt med kriminelle elementer der kunne bruges som spioner for Nazityskland.

Under klimatopmødet COP 15 blev 17 telefoner tilknyttet miljøorganisationen Greenpeace aflyttet efterfølgende fik de et brev fra politiet. Telefonen og brevet udstilles i øjeblikket på Post & Tele Museum.

Kommunikerede i kode

I et nybyggeri ved Vesterport havde de åbnet en radioforretning Continental der fungerede som et skalkeskjul for deres spionvirksomhed. Fra deres base på Vesterport havde spionerne overvåget "kommunistiske og andre tysklandsfjendtlige elementer" i Danmark. For at skjule deres beskeder havde de udviklet sindrige kodesystemer.

Radioforretningen som var fyldt med datidens nyeste teknologi var et perfekte dække for de teknisk kyndige nazister. Her havde de alt det udstyr de skulle bruge for at udøve topprofessionel spionage. En af gruppens sidste aktioner havde været for Thoralf Kyrre at koble sig på telefonledningen hos den russiske handelsdelegation i København der havde kontorer nær ved. Hver gang telefonen ringede hos delegationen ringede den også i butikken så nazisterne kunne lytte med. På den måde var de sikre på at ingen vigtige informationer gik tabt. Efter afsløringen måtte selv teknikerne fra KTAS bøje sig for nazisternes snilde.

Det retslige efterpil mod spionnetværket kom i høj grad til at bære præg af den omvæltning af samfundsordenen der blev indvarslet ved udbruddet af 2. Verdenskrig. Langt de fleste slap med ingen eller minimale straffe. Pflugk-Harttung fik den højeste straf på 18 måneder for spionage men nåede kun at afsone de tre inden Danmark blev besat og nazisterne befriede ham.

Telefoncensorer på arbejde efter krigen er afsluttet.

Men hvad så med indgrebet i danskernes rettigheder? Ja på trods af Steinckes løfte om at genoverveje cirkulæret blev det hurtigt glemt. Den 24. oktober 1939 indførte staten officielt censur på breve telegrammer og telefoner. Verdenskrigen var i gang og selvom Danmark endnu ikke var direkte involveret valgte staten at overvåge kommunikationsvejene. Censuren blev udført af danske embedsmænd i Post & Telegrafvæsnet og telefonselskaberne. Selv da krigen sluttede i maj 1945 blev censuren opretholdt. Englænderne begrundede den fortsatte censur med at de frygtede at danskerne havde fået nazistiske tilbøjeligheder efter den lange besættelse. På censorernes vejledning lød det:

"De Oplysninger vi vil have er frem for alt saadanne som muliggør det for os at udrydde Nationalsocialismens Spor."

I Post & Tele Museums nyeste udstilling "Telefonens Triumf" kan du lære mere om spionage censur og overvågning. Du kan også spille rettighedsquiz og få svar på om politiet i dag må aflytte telefonsamtaler uden retskendelse.