Lige siden Samuel Morse opfandt telegrafen drømte han om at hele verden en dag ville blive telegrafisk forbundet. Mellem drømmen og virkeligheden lå Atlanterhavets dybder. Kunne det lade sig gøre at lægge et undervandskabel mellem Europa og Amerika ville verden ligge åben for telegrafen.

Verdens ottende vinunder: I sin samtid blev udlægningen af Atlanterhavskablet set som en af de største bedrifter i menneskehedens historie. Billedet tilhører Library of Congress USA.

I 1851 lykkedes det for første gang at lægge et søkabel under Den Engelske Kanal. Denne milepæl inden for telegrafien igangsatte en heftig debat i den vestlige verden: Når det kunne lade sig gøre at telegrafere under vand på korte strækninger ville det så også være muligt at få det til at fungere over lange strækninger? Ville det for eksempel i den nærmeste fremtid være muligt at udlægge et kabel mellem Amerika og Europa? I praksis ville det betyde at et mange tons tungt kabel skulle transporteres og udlægges den lange vej over Atlanten uden at knække eller på anden måde blive beskadiget. Folk med erfaring inden for elektrisk telegrafi var generelt skeptiske og mange anså det for utænkeligt at et sådan projekt ville kunne realiseres.

Af samme årsag blev det Cyrus Field en amerikaner uden nævneværdig forstand på telegrafi der gav sig i kast med projektet. Fields manglende tekniske indsigt kompenserede han for med en smittende entusiasme og en jernvilje som flere gange blev helt afgørende i den lange seje kamp for at forbinde Europa og Amerika.

Succes og fiasko

I 1857 satsede Field størstedelen af sin egen og utallige andres formuer og fik herved skrabet den uhyrlige sum sammen der skulle til for at konstruere og udlægge et transatlantisk kabel. Havde Field på daværende tidspunkt vidst hvor meget blod sved og tårer Atlanterhavskablet ville koste ham de følgende ti år havde han sikkert aldrig påbegyndt projektet. Skeptikerne fik nemlig ret i at det var uhyre vanskeligt at udlægge det på en gang meget tunge og skrøbelige kabel over de enorme afstande. Under sejladsen blev presset på kablet så stort at det knækkede og forsvandt ned i det mørke havdyb. På et øjeblik var den enorme investering gået tabt. Men Field gav ikke op. Han overbeviste i stedet sine investorer om at bevilge ham penge til at gøre et nyt forsøg og allerede i 1858 blev en ny ekspedition påbegyndt. Udlægningen skete fra to skibe der lagde ud fra henholdsvis Irland og Newfoundland. Skibene mødtes på midten af Atlanterhavet hvor kablet blev splidset og herved var Europa og Amerika blevet telegrafisk forbundet til stor begejstring for mange flere end blot de involverede parter.

Glæden blev dog kortvarig. Allerede efter en måned holdt kablet op med at virke og skuffelsen var enorm. Enorme summer var blevet investeret tilsyneladende til ingen verdens nytte. De gamle skeptikere fik på ny vind i sejlene. Måske var det alligevel umuligt at sende elektriske signaler så langt gennem kabler under vand.

Alle gode gange tre-fire stykker

Selv om Cyrus Field efter fiaskoen i 1858 var så godt som ruineret kæmpede han utrætteligt videre. Efter flere års slid lykkedes det ham nok engang at overbevise en række af investorer om at gøre et nyt forsøg. De fejl som havde ødelagt de tidligere kabler blev rettet. Blandt andet var armeringen på det nye kabel væsentlig kraftigere så kun ét skib i verden var stort nok til at transportere det på sin vej over Atlanten: Great Eastern. I 1865 sejlede dette enorme skib fra Europa mod Amerika men endnu engang gik det galt. Kort før endemålet knækkede kablet under mystiske omstændigheder. Det rygtedes at en forræder om bord på skibet havde saboteret kablet og herved været årsag til ulykken. Det kunne Field bruge i forhold til sine investorer for så var det jo ikke kablet der var noget galt med. På mirakuløs vis lykkedes det derfor Field endnu engang at få bevilget pengene til et fjerde og sidste forsøg. I 1866 sejlede Great Eastern igen fra Europa med kurs mod Amerika med et helt nyt kabel til hele strækningen. Endelig bar de mange forberedelser og dyrt købte erfaringer frugt. Da forbindelsen blev oprettet i juli 1866 fungerede den fejlfrit. Field havde endnu engang præsteret det umulige og denne gang viste forbindelsen sig at være holdbar.

Betydningen af Fields bedrift kan næppe overvurderes. Andre kopierede hans teknikker og tog ved lære af de fejl som var begået igennem et årtis kamp for at få etableret en funktionel Atlanterhavsforbindelse. Som direkte konsekvens heraf blev der i de følgende år etableret kabelforbindelser på kryds og tværs af kloden til gavn for ikke mindst handelen og pressen. Atlanterhavskablet havde i bogstaveligste forstand ændret opfattelsen af tid og rum i en verden som nu med ét så ud til at kunne blive meget mindre.