Peter & Mathilde

Historien om Peter Faber & Mathilde Fibiger handler om to markante personligheder der på hver deres måde nåede at sætte tydelige fingeraftryk i 1800-tallets Danmarkshistorie. Begge var begavet med et stort poetisk talent og begge kom til at indtage en pionerrolle inden for den tidlige telegrafiudvikling.

Telegrafdirektør og versemager Peter Faber

I medvind

Peter Faber (1810-1877) var en mand med mangesidede talenter. Livet igennem flød der fra hans pen viser og vers til enhver lejlighed i de mange forskellige miljøer han færdedes i. Med de populæreste af dem (“Højt fra træets grønne top” “Sikken voldsom trængsel og alarm” og “Den tapre landsoldat”) indbragte han sig hæder og berømmelse og det er først og fremmest disse han huskes for i dag. Når julen skal synges ind er Faber som regel inviteret med til festen.

Mindre kendt er Peter Fabers evner som praktisk naturvidenskabsmand der som Statstelegrafens første og mangeårige direktør (1852-1877) fik en afgørende betydning for opbygningen af det danske telegrafnet. For Peter Faber lå hans livsgerning først og fremmest i hans bedrifter som polytekniker. Versemageriet var en fritidssyssel som han udførte for morskabs skyld uden ambitioner om at blive anerkendt som litterær kunstner. Ifølge familie og venner var han livet igennem en sorgløs sjæl der tog imod livets udfordringer og muligheder som de bød sig til. Dermed nåede han langt – til trods for at han i grunden “blot” var søn af en smedemester.

Telegrafist og forfatter Mathilde Fibiger. Det Kongelige Bibliotek.

I modvind

Langtfra så sorgløs blev Mathilde Fibigers (1830-1872) livsbane. Det lovede ellers så godt for den unge Mathilde da hun fuld af ungdommelig idealisme og overmod som blot 19-årig guvernante skrev brevromanen “Clara Raphael – Tolv Breve”. I sit lille skrift slog Mathilde som den første i landet til lyd for at kvinder skulle gives samme muligheder som manden for selvstændig udvikling. Manuskriptet sendte hun til tidens største litterære autoritet Johan Ludvig Heiberg der blev så indtaget i det lille skrift at han fik det udgivet i 1850 og endda skrev et sympatisk forord til det. Med en formodning om at bogens kontroversielle indhold ikke ville gå upåagtet hen i de litterære cirkler lovede han i et privat brev Mathilde at stå hende bi som hendes “ridder på litteraturens kampplads”.

Heiberg forstod dog næppe hvor sprængfarlig Mathildes lille roman var. Med sine tolv breve blev hun den gnist der satte ild til de ligestillingstanker der ulmede i naturlig forlængelse af tidens demokratiske strømninger. En hidsig debat om mænds og kvinders lod i livet rejste sig med den såkaldte Clara Raphael-fejde i 1851 og Mathilde Fibiger der havde skrevet under pseudonym blev hurtigt afsløret som den virkelige stemme bag Clara Raphael. Mens Peter Faber vandt stor popularitet hos den brede befolkning for sin litterære virksomhed kastede hun sig med sin ud i en umenneskelig modvind. Hun blev skånselsløst kritiseret i de toneangivende kredse og kun forstået af ganske få heriblandt hendes livslange støtter teologen N.F.S. Grundtvig og politikeren Fredrik Bajer. Heiberg hørte hun ikke mere til. Hun udgav i de følgende år nogle få skrifter men ingen af dem gav hende den anerkendelse som forfatter som hun håbede på. Som ugift kvinde af borgerskabet måtte hun udnytte de få forsørgelsesmuligheder hun havde. I den næste årrække tjente hun lige akkurat til dagen og vejen som huslærerinde porcelænsmaler og skjortesyerske. Hendes pionerrolle inden for telegrafien fik hun ad skæbnens omveje da hendes ven lægen og senere finansminister C.E. Fenger hjalp hende til en uddannelse som telegrafist under Peter Fabers ledelse. Efter en treårig prøvetid blev hun i 1866 Danmarks første kvindelige telegrafist og dermed også landets første kvindelige tjenestemand. En rolle som hun så en ære i at udfylde men som ikke gav hende overskud til at fortsætte sine skriverier. Anerkendelsen af hendes værker kom først længe efter hendes død i 1872. “Det begyndte med Mathilde” siger man i dag om hendes betydning for ligestillingskampen. 

Ad to spor

I udstillingen fortælles Peter Fabers og Mathilde Fibigers livshistorier i to parallelle spor. Vi følger dem igennem barndom og ungdom til de år hvor de indleder deres vidt forskellige arbejdsliv. Ved at sammenstille de to livshistorier skildrer udstillingen også de meget forskellige verdener som borgerskabets mænd og kvinder levede i i 1800-tallets anden halvdel. Som mand blev Peter Faber opdraget og uddannet til et aktivt samfunds- og arbejdsliv og kunne i vid udstrækning selv vælge sin mission i livet. Som kvinde var Mathilde Fibiger henvist til at finde livets mening inden for hjemmets og familiens rammer. Forsøgte hun at bryde ud af disse rammer måtte det blive for egen risiko og regning.

Breve bøger og vers

Et særligt udstillingsafsnit er forbeholdt deres litterære virke. Her udstilles bl.a. et stort udvalg af viser vers og tegninger fra Peter Fabers liv som versemager og komedieskriver. Mathilde Fibigers forfattervirksomhed skildres gennem hendes værker samt ikke mindst et udvalg af breve som hun gennem hele sit voksne liv sendte til familie og bekendte. Begges livsindstilling og litterære arbejde var stærkt præget af den nationalånd der blomstrede op under påvirkning af Treårskrigen og det spæde demokrati der blev født med Junigrundloven af 1849. 

Statstelegrafen

De to livsbaner krydser endelig hinanden i afsnittet om deres fælles arbejdsplads Statstelegrafen. Her oplevede Mathilde Fibiger nogle spændende men opslidende år mens hun forsøgte at overleve som ene kvinde i et totalt mandsdomineret erhverv. Siden fik hun kvindelige kolleger da Statstelegrafen – i tråd med udviklingen i andre lande – som et af de første erhverv indså den økonomiske fordel i at benytte kvinder som arbejdskraft. Både Peter og Mathilde arbejdede i telegrafiens tjeneste til deres død.

Relaterede artikler