Hvis museumsbegrebet skal gentænkes, er det vigtigt at forholde sig til, hvorfor museer er vigtige for samfundet.

Kulturminister Mette Bock har bebudet radikale ændringer i fordelingen af offentlige støttekroner til landets museer.

Debatten om, hvilke kriterier der skal lægges til grund for et nyt støttesystem er, som Poul Bache påpegede i sin kronik i nærværende avis den 28. april, vanskelig.

Men før slagsmålet om de nye fordelingsrammer raser, må vi begynde med en diskussion om, hvorfor museer overhovedet er nødvendige for vores samfund.

Museer er noget, vi tager for givet. Men kulturministerens varsling om ændringer i museumsstøtten, tydeliggør nødvendigheden af, at vi præciserer, hvorfor museerne også er nødvendige.

Der er bydende tiltrængt, at museerne formår at tydeliggøre deres uomgængelige berettigelse i vor tid og i fremtiden, hvis museerne skal overbevise ikke blot politikerne, men også borgerne om, at verden bliver fattigere og dummere, hvis ikke museer af høj kvalitet sikrer fundamentet for dannelse og demokratisk debat.

Vor tid er i fare for at blive eksistentielt forarmet. Museerne har en unik mulighed for at være bolværk mod fake-news, forblindelse og fartsyge. Men er museerne klar til at tage det ansvar på sig?

Museerne deler mange udfordringer med det øvrige kulturliv. Bibliotekerne, de symfoniske orkestre, public service-mastodonterne og teatrene er allerede underlagt skrappe sparekrav. Og et folkeligt krav om at sikre kulturen er endnu ikke opstået.

For hvem vælger at prioritere teatret over kræftpakker?

Hvem vælger museet over den lokale folkeskole?

Det er ikke lykkedes kulturinstitutionerne at overbevise omverdenen om, at vi ikke bare er flødeskum på toppen, men at lagkagen faktisk vil klaske sammen, hvis ikke det kulturelle kit er der til at

Jane Sandberg, museumsdirektør ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation.

binde samfundets lag sammen.

Kulturlivets aktører må selv på banen for at forsvare kulturens uomgængelige berettigelse. Og her er flotte ord og uskadelige hensigtserklæringer ikke nok.

Der må konkrete handlinger og ændringer til, hvis den brede befolkning skal slå ring om kulturen og kræve, at museer og andre kulturinstitutioner også skal være en væsentlig del af fremtidens Danmark. Så hvis vi vil sikre, at også vores børn og børnebørn overhovedet får mulighed for at tage museer for givet, må vi genopfinde museumsbegrebet uden at udvande det.

Her er en forståelse af, hvilken verden vi agerer i, ikke til at komme uden om. Og verdenen er – på godt og ondt – et marked, hvilket betyder, at museer, der skyer begrebet forretning, nødvendigvis må komme til kort.

For de tider er forbi, hvor man som museumsdirektør bare kunne læne sig tilbage og vente på næste bevilling over finansloven.

Pengene er knappe – og der bliver ikke flere af dem.

Derfor kan nye forretningsmodeller styrke et museum. Ikke trivialisere det. Der er ellers en tydelig berøringsangst for at tænke museer som en forretning.

Som om der i det museale hjerte ligger en fin og sart kerne, som vil blive destrueret på et marked. Det er en altmodisch tænkning, som kan ende med at blive symptomatisk for museernes langsomme død.

Når kulturinstitutioner ikke længere kan forlene sig på offentlige støttekroner til at opretholde væsentlige og indbydende museer, må pengene komme andre steder fra.

Hvis museumsbegrebet skal gentænkes, bliver det derfor vigtigt at forholde sig til, hvorfor museer er vigtige for samfundet.

De fleste danske museer agerer i dag både på deres fysiske matrikel og i deres omgivende lokalsamfund. Der er stor forskel på at drive museum i storbyer og i provinsen. Og der er stor forskel på, hvor megen støtte de enkelte museer modtager fra staten.

Ingen synes at være i stand til at begrunde de store forskelle der er i tilskuddets størrelse med andet end reference til historik.

Det er svært at forstå, hvorfor f.eks. Brandts i Odense modtager omkring 3 mio. kr. om året i støtte, mens kunstmuseet Arken i Ishøj tæt på København modtager det tidobbelte.

Denne skævvridning bliver vi nødt til at forholde os til i arbejdet med at skabe en fordelingsnøgle, som er anvendelig og til at forsvare også i fremtiden. Ikke mindst i en tid, hvor områder af Danmark afskrives som udkant og rådden banan.

Særligt hvis man abonnerer på tanken om, at kultur kan skabe sammenhængskraft. Mange mindre provinsmuseer fungerer i dag som rammer omkring vigtigt socialt samvær, og rigtig mange danskere yder frivillig indsats på landets museer. Derfor må en vurdering af det enkelte museums eksistensberettigelse og dermed adgang til offentlig støtte ses gennem denne optik.

På Koldinghus har man fx introduceret en regnskabsform, som tydeligt viser, hvad museet giver tilbage til samfundet.

Målt i kroner og ører som direkte argument ind i en politisk virkelighed. Midler tilført fra kulturbudgettet giver positivt afkast til andre områder. Vi må gøre op med en forestilling om, at kulturen er afkoblet fra de øvrige samfundsopgaver og i stedet skabe et system, hvor der tales på tværs af sektorer og kulturens nytteværdi sættes op mod øvrige indsatser.

En sådan kursændring kræver, at det enkelte museum for en stund ser indad og genfinder sin eksistensberettigelse. Hvad er museets kerneområde, og hvorfor er dette felt vigtigt for vores samfunds videre færd?

Hos ENIGMA er vores eksistensberettigelse, at vi med hele vores virke vil sætte vores gæster i stand til at manøvrere i et digitaliseret samfund uden ukritisk at lade sig forføre.

Vores kerneydelse er, at vi støtter op omkring kommunikation mellem mennesker. Det gør vi i vores forskning, hvor vi arbejder på at udvikle en tredje vej mellem forskning og formidling, som vi kalder for Den forskende udstilling: en form for løbende dialog mellem forskere og borgere, og et udstillingsformat, der tager udgangspunkt i spørgsmål og hypoteser.

Det gør vi i vores sceneprogram, hvor vi samtaler offline om det der sker online; med et program designet til at sprænge de filterbobler vores smartphones har tendens til at skabe omkring os.

Det gør vi i vores restaurant, hvor langborde danner rammen om levende samtaler mellem fremmede.

Denne kerneydelse tænker vi ind i en række tiltag, hvor vi udvider vores forretning og virkefelt. Også på måder, hvor vi tjener penge. ENIGMA er et privat museum uafhængigt af offentlige støttekroner, så selvfølgelig er vores situation ikke direkte sammenlignelig med de statsstøttede museer.

Men vi deler udfordringer og med mindre de dikterende politiske vinde pludselig skifter retning, vil stadig flere museer skulle overleve mere og mere på markedsvilkår.

Hvad kan museer, som ingen andre kan? Der er i tiden en udpræget trang til både fordybelse og forståelse af vores hyperkomplekse nutid ud fra en søgen tilbage til fortiden.

Museerne – både de kulturhistoriske og kunstmuseerne – er ikke blot rammen om de historiske samlinger, men er også vidensinstitutioner, hvis medarbejdere evner at fortolke nutiden i fortidens lys.

Derfor er museerne nødvendige, hvis vi skal kunne begribe verden omkring os i dag. Museerne hører derfor ikke længere kun hjemme i avisernes kultursektion, i radioens bløde nicheprogrammer eller som en hyggelig søndagsudflugt med familien.

Vi er og kan meget mere end det. Vi kan vække forundring, skabe refleksioner og give perspektiver som gør mennesker klogere og gør os bedre rustet til at manøvrere i en globaliseret verden fyldt med mange der vil os noget.

Museer har potentiale til at blive det nye forsamlingshus og lokalt videnscenter, hvor behovene for både fællesskab i en atomar tid og tørsten efter vidensmæssige holdepunkter er tydelige trends.

Vi er vant til, at museerne er passive dannelsesinstitutioner, men fremtidens museum vil være en aktiv medspiller i udviklingen af vores demokrati. Og publikum vil heller ikke længere stille sig tilfredse med at være passive gæster.

Nutidens publikum er kræsent, vælger museerne til over for en række andre forskellige kulturtilbud og vil derfor være medskabere. Ikke bare af museumsoplevelsen, men af museets indhold.

På Trapholt i Kolding har de netop nu stor succes med det storstilede eksperiment ”Din udstilling”, der over en 3-årig periode inviterer gæsterne til selv at kuratere deres egen udstilling med værker fra Trapholts samlinger.

Og i Den Gamle By i Aarhus har man over flere år haft stor succes med at åbne museet for demente, hvis hukommelse vækkes i mødet med genstande fra fortiden.

Ud fra en tanke om, at hverdagsdesign er en god indgangsvinkel til en samtale, inviterer Designmuseum Danmark asylansøgere i alderen 6-17 år på besøg, og på Statens Museum for Kunst kan man hver onsdag komme forbi og lære dansk over en kop kaffe. I sidstnævnte to eksempler danner museet rammen omkring en vej ind i det danske samfund, hvor sproget læres ind gennem mødet med andre mennesker men med kunsten og kulturen som igangsætter.

Det dannende museum er nært tilknyttet til det generøse museum som stedet, hvor gæster ikke blot bliver inviteret med til samskabelse og dialog, men også helt konkret får mulighed for at bruge museet som udvidet hjemmezone.

På ENIGMA stiller vi gerne vores lokaler kvit og frit til rådighed. Det gør vi selvfølgelig for at skabe trafik ind i huset, men egentlig mere fordi vi er overbeviste om, at et levende hus inviterer mere til at investere sig selv.

Og det vil vi gerne have, vores gæster gør. Derfor har vi i vores cafe inviteret nogle af landets dygtigste kunsthåndværkere til at udvikle service, der inviterer til dialog.

Vi serverer made på delefade ved langborde. Vores inspektører er redaktører, der foretager fagligt kvalificerede valg af temaer og derefter faciliterer samtaler mellem mennesker. Alt sammen tiltag der er født ud af vores raison d´etre. Den model virker for os, fordi vi er vores kerne, og fordi vi tager vores egen medicin.

Kulturinstitutionernes nye rolle er at være et moderne mødested og videnscenter med levende lokaler sat i stedet for fortidens andægtige rum. Men det er op til museerne selv at tale sig selv og deres relevans ind i tiden. Og det gøres selvfølgelig ikke kun på matriklen. Det gøres i lige så høj grad i samarbejder som resulterer i aktiviteter, som måske udfoldes helt andre steder end på museets egen adresse. Måske kun digitalt.

Alligevel fokuserer både kulturministeriet og museerne selv alt for meget på fysiske besøgstal.

Antal fysiske indtjekninger er imidlertid et forældet succesparameter, der hører en analog virkelighed til.

I vore dage er den digitale tilstedeværelse og den medierede samtale i flere henseender lige så betydningsfuld og berigende som den fysiske nærhed.

Den siddende kulturminister har ved flere lejligheder indbudt til dialog forud for den bebudede ændring af kulturstøtten.

Ministeren har bl.a. efterlyst konkrete eksempler på, hvordan et ændret støttesystem kan skrues sammen. Et indlysende paradoks i det nuværende støttesystem er, at det ikke rummer plads til at optage nye medlemmer i familien af dem, der modtager statsstøtte.

I erkendelse af, en vigtig rolle for museerne er at afspejle også vores samtid, må man derfor i arbejdet med udvikling af et nyt støttesystem skabe rum for, at systemet giver plads til endnu ukendte initiativer.

Uden denne mulighed giver vi nemlig ikke vores efterkommere en perspektivrig indsigt i deres fortid, og vi giver heller ikke museumsbranchens det rigtige- og nødvendige udviklingsrum.

Museerne bør kulturministerens invitation til debat alvorligt og indgå i en konstruktiv dialog, hvor de nuværende parametre ses efter i sømmene.

Også selvom det åbner for en særdeles følelsesladet debat, som kan medføre om omfordeling af midlerne, der skaber erosion i det danske museumslandskab. For hvem ønsker at gå i clinch med sine kollegaer og åbne for et spil, som kan betyde, at tætte samarbejdspartnere mister, mens man selv får mere?

Men i mangel af bedre fordeles kronerne i dag på baggrund af et system, som ingen synes at kunne hverken forklare eller retfærdiggøre.

Hvis dette system skal gøres tidssvarende, må det derfor også indeholde parametre, som fordeler midler i forhold til, hvorvidt museerne lykkes med at gøre sig relevante og nødvendige for samfundet - ikke kun som skatkister for fortiden, men som vigtige og tidssvarende bidragydere til samfundets værdikæde.

Med respekt for, at et museum ikke kun agerer på sin egen matrikel, men i lige så høj grad er en aktiv spiller i det omgivne samfund og på de digitale medier.

Et nyt system vil forudsætte, at vi åbner for den følsomme debat om, hvorvidt kulturkronerne fordeles retfærdigt og fornuftigt for hele landets bedste og dermed også for beslutninger som kan betyde, at nogle museer vil skulle afgive en del af deres tilskud til kollegaer.

Bragt som kronik i Politiken, den 14. juni 2017.