Allerede da allestedsnærværende direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev brændte igennem på vores tv-skærme i udsendelsen ”Ranes museum”, kunne vi fornemme, at noget nyt var på vej. Mastodontmuseet – vores alle sammens fælles hukommelse – Nationalmuseet skal have en ansigtsløftning, som indebærer vilde tanker og nye tilgange til, hvordan vores fælles historie kan formidles interessant og nærværende for alle slags mennesker. Et prisværdigt og vigtigt tiltag, som helt sikkert vil få vind i sejlene – alene pga. den opmærksomhed, som museet allerede har tiltrukket sig med deres nye, dynamiske direktør i spidsen.

Willerslev og hans stab arbejder netop nu med at udvikle ”kedsomhedsknappen” på museet. Knappen aktiveres til påske, og vil – sådan som det beskrives i medierne – blive en fysisk knap, som børn kan trykke på, når de keder sig under et besøg på museet. Når knappen aktiveres, kommer der til at ske noget uforudsigeligt. Det lyder sjovt, også selvom det kan komme til at betyde, at museets haller kommer til at bimle og bamle, når børnene forsøger at trykke sig til en sjovere formidling af nationalarven.

Med lanceringen af kedsomhedsknappen må vi i museumsbranchen spørge os selv, hvorfor museumsbesøg bliver betragtet som kedelige. Og hvem er det, som giver udtryk for, at de keder sig? Hvorfor oplever nogle gæster, at den måde, vi har valgt at formidle historien på, er røvsyg? Det er heldigvis ikke hele billedet og heller ikke en virkelighed, som de omkring 16. mil. årlige museumsgæster på danske museer kan nikke genkendende til. Mit bud er, at de 16 mil. ikke kommer til museerne for at kede sig. De kommer, fordi der sker rigtigt mange interessante ting, som får vores gæster til at tænke over deres egen placering i en verden fuld af udfordringer, men også for at reflektere over, hvad vi har fået med fra historien. De tusindvis af fysiske genstande fra vores fælles historie bliver bragt til live gennem alverdens formidlingstiltag som rent faktisk virker. Oven i købet skabt på baggrund af en iderigdom, som vores internationale kollegaer kommer til Danmark for at studere.

Museumsdirektør Jane Sandberg, ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation

Danskerne elsker at besøge frilandsmuseer, hvor de selv kan kværne korn, bage brød og kæmpe med kunsten at skyde med bue og pil. Danskerne elsker at deltage i debatarrangementer, hvor nysgerrigheden pirres og nye erkendelser opstår. Danskerne elsker at gå på opdagelse i kunstinstallationer, hvor de gengiver sig selv i selfiepositioner og deler deres oplevelser på de sociale medier. Og danskerne elsker også den fordybelse der ligger i de mere klassiske museer, hvor man går omkring, observerer, betragter og tænker sig om. Et museumsbesøg er oftest en social hændelse, som man vælger at dele med andre. Museumsoplevelsen er således en begivenhed som vi elsker at dele med andre, og den er et tilvalg, som skubber fx en tur i svømmehallen, et biografbesøg eller en gåtur i naturen til side.

Det er ikke kedeligt at opleve kultur. Det er heller ikke kedeligt at gå på museum. Men somme tider fordrer en museumsoplevelse, at man giver den lidt tid. En bog læser heller ikke sig selv – man skal kunne sproget, grammatikken og somme tider også have læst andre bøger, for at forstå referencerne, der er lagt ind i teksten.

Jeg synes, det er vildt tænkt, det der allerede foregår på de danske museer. Oven i købet i en tid, hvor museerne er under alvorligt økonomisk pres og i den grad viser, at de er i stand til at fortrænge kedsomhed til fordel for millioner af menneskers engagement og lyst til at engagere sig i vores historie.