Dækadresser og intriger i Assens – Brudte segl 2

Postspionagen under Store Nordiske Krig fandt ikke kun sted i de sofistikerede sorte kabinetter hvor specialister kunne opbryde og forsegle breve i al hemmelighed. Også de lokale postmestre blev sat på udkig efter mistænkelige breve. En risikabel affære i et samfund hvor alle kendte postmesteren i byen og hvor nogle kunne lægge to og to sammen.

Postkontoret Strandgade 7 i Assens som fra begyndelsen af 1800-tallet blev gæstgivergården “Postgården”. Foto: Det kongelige Bibliotek.

Den 7. marts 1714 skrev postmester Hans Adolph Thomassen Carl fra Assens til postkontrollør Chris-tian Erlund i København for at bede om råd og op-bakning i en vanskelig sag. Carl havde fattet mis-tanke til nogle breve men turde åbenbart ikke ind-drage de lokale politimyndigheder som han egent-lig skulle.

Med sidste post fra København havde Carl fundet en pakke med breve til den lokale adelsmand Axel Rosenkrantz på Damsbo nær Assens “og som mig samme pakke med breve kom mig helt sælsom for og sønderlig mistænkelig […] at i samme pakke efter min gisning fandtes hele 7 eller 8 store forseg-lede breve og udskriften på brevet til bemeldte Ro-senkrands var skrevet af den franske resident M. Poussin hvis skrift og hånd mig meget nær er be-kendt tilmed også var brevet beseglet med velbe-meldte sieur Poussins zignete.”

Carl tilføjede at hans mistanke skyldtes at han vidste at adelsmanden og residenten var “meget gode venner hvilket kan fornemmes af deres stedse korrespondance” at han undrede sig over at franskmanden skulle sende syv-otte breve til sin ven på en gang men navnlig at der hos “Rosen-crans daglig [er] fuldt af svenske høje officerer som ligger udi Faaborg og haver de hos ham ligesom deres Rendezvous på hans gård Damsboe som kun er en mil fra Faaborg”. Han havde også fundet et brev til en af disse officerer i et brev til adelsmanden.

Muligheder for overvågning

Man skulle ikke tro det kunne være vanskeligt at overvåge de få breve der gik igennem Danmark i starten af 1700-tallet. Der var kun få postruter; alle breve til udlandet gik enten via Helsingør eller Hamburg og langt de fleste passerede hovedpostkontoret i København.

En række ordrer antyder imidlertid vanskelighederne. Allerede i 1683 havde gehejmeråd Michael Vibe modtaget en kongelig ordre på at overvåge alle de breve der gik med det danske postvæsen mod Sverige “eftersom vi må fornemme at udi vore riger og lande skal findes adskillige som til Sverige skal advisere hvad sig i én og anden måde hos os tildrager”.

Brevene skulle åbnes på Københavns postkontor hvor postmesteren skulle pålægges streng tavs-hedspligt. Vibe skulle straks informere kongen om alle interessante nyheder. Hvor længe ordren gjaldt er svært at sige men at der også i 1712 blev gennemlæst breve ved det københavnske post-kontor fremgår af en ordre om at ophøre med “den arrestering som i vores kongelige residensstad København er gjort på en del amsterdamske købmænds breve og hvilke under vores undersåtters couvert have været deres commerce til og fra Stockholm angående”.

Den nye ordre viser at man var blevet opmærksom på et problem: At snu skribenter benyttede dæk-adresser – de skrev under andres “couvert” dvs. fik deres breve hemmeligt indlagt i andres uskyldigt udseende breve eller brevpakker. 

Herregården Damsbo. Illustration fra J.P. Trap “Kongeriget Danmark” bd. 3 1894.

Helsingør i søgelyset

Samme år blev postvæsenet befalet at åbne alle breve fra Hamburg til Helsingør. Byen ved sundet var i myndighedernes søgelys som et sted hvorfra hemmelige mellemmænd let kunne få breve sendt videre til Sverige via det svenske postkontor i byen. Samme forår blev det desuden indskærpet over for borgere og indvånere i Helsingør at de “under alle midlers confiscation samt livsstraf afholder sig fra noget svensk brev eller commerce at befordre og sig derudi på ingen måde hverken direkte eller in-direkte [haver] at bemænge”.

Én stor spioncentral

Året efter blev postvæsenet omdannet til én stor spioncentral. I juni 1713 kom en ny ordre der udvide-de overvågningen til at dække alle landets postkontorer. Man havde formentlig gennemskuet at sven-skerne også kunne bruge mellemmænd fra andre dele af landet til at skjule deres hemmelige breve. Et brev fra Hamburg til Assens var ikke så mistænkeligt som et brev fra Hamburg til Helsingør og et brev fra Assens til Helsingør så heller ikke suspekt ud. I ordren blev ansvaret for brevåbningen pålagt de lokale politimyndigheder der sammen med postmesteren skulle åbne mistænkelige breve og indberette hvad de fandt.

Afsløringerne

Men hvorfor havde Carl i strid mod sin instruks henvendt sig til Erlund i stedet for at inddrage de sted-lige politimyndigheder? Det fremgår af de følgende breve fra Carl at han frygtede adelsmanden. Er-lund havde givet ham grønt lys til at sende de mistænkelige pakker og desuden bedt ham holde godt øje med Rosenkrantz. Brevpakken fra Poussin havde helt tydeligt indeholdt interessante nyheder for regeringen men hvilke får vi ikke at vide. Carl havde siden konstateret at suspekte personer fra Ham-burg skrev til Damsbo og at høje svenske officerer fortsat besøgte eller boede på godset.

Brevene efterlader et billede af en postmester som ikke blot observerede hvad der gik gennem hans hænder men som samtidig var en del af et lokalsamfund og kunne bruge den viden der cirkulerede i byen i sin “efterretningsvirksomhed”. Posthuset var det perfekte sted til at opsamle viden om hvem der skrev med og var på besøg hos hvem. Postmesteren kender håndskrift og segl på alle byens korresponderende indvånere og i visse tilfælde oven i købet på deres hyppigste udenbys korrespon-denter. Carl kendte til Rosenkrantz venskaber via adelsmandens korrespondancer; han vidste hvem der indlogerede sig hos ham; han genkendte skriften og kunne vurdere på brevpakkernes størrelse om de måske indeholdt hemmeligt (og ulovligt) indlagte breve.

Men i lokalsamfundet var heller ikke postmesteren en anonym usynlig person og Carls breve emmer af nervøsitet for at hans brevåbning vil blive opdaget – og af noget nær panik da det sker! I det første brev beder han både i indledningen og i slutningen om “at ingen får det at vide uden som vedbør [“som sig hør og bør”]”. Og i december skriver han atter til Erlund denne gang for at berette at Rosen-krantz har gennemskuet at hans breve er blevet opsnappet for han har klaget til regeringen. Og ikke nok med det adelsmanden har tydeligt gennemskuet hvem der har opsnappet hans breve: “Enfin jeg kan forsikre Dem at han udi offentlige kompagnier har med mørk tale givet mig gloser [“stikpiller”] derfor så tydelig at enhver kunne forstå det mens jeg ej har ladet mig mærke at jeg kunne udgrunde hans mening ja han med billetter til mig uden hans hånds underskrift har tydelig ytret sin mening for mig.”

Et rygte om at være en der åbnede folks breve var selvfølgelig noget nær det værste der kunne ske for en postmester – og Carl frygtede adelsmandens magtfulde position i samfundet og tryglede derfor Erlund om beskyttelse “at jeg ej skal underkastes nogen had af Rosencrans derfor eller hans slægt-ninger som mig allerede er sket [….] Velædle Monsieur er vel bekendt at den rosencranske familie her udi Danmark er snart beslægtet med de fornemste gamle danske adel”. Postmesteren havde jo blot handlet efter “min allerunderdanigste pligt og efter min ed til min allernådigste arve konge og herre”. For at understrege bønnen om beskyttelse sendte Carl sågar Erlund en mindre bestikkelse (via Erlunds stedfader agende post Elias Levesen) i form af “en halv otting indsyltede muslinger beder ej at forsmå dem”. Carls frygt skyldes uden tvivl at oplysninger om brevopsnapningen kan være sivet fra København – han beder Erlund sikre at kun gehejmeråd Ditlev Wibe ser de opsnappe-de breve.

Lidt utilfredsstillende er det at vi ikke ved hvordan sagen videre forløb hvad der skete med Axel Ro-senkrantz eller hvad brevene afslørede. Én ting er dog rimeligt sikker: Gode venner har de næppe været adelsmanden og postmesteren fra Assens. Postmester Carl døde i 1717 og Axel Rosenkrantz i 1724.

Historien om Erlund og hans tjenere fortsætter …