Postbude med bierhverv er ingen ny ting viser en gammel beretning fra 1913. Dengang var landpostbude med dobbeltjob typisk landmænd eller husmænd. Skomagere i stort tal blev også landpostbude fordi lønnen var bedre.

Meget i det danske samfund har ændret sig siden tiden før 1. verdenskrig - eller har det? Måske ikke så meget som vi går og tror. I hvert fald er vores manér med at samle oplysninger og bedrive statistik på baggrund af det indsamlede materiale ikke af ny dato. De "gamle" kunne også og det i en grad og med en effektivitet der ikke lader nutidens spørgeskemaundersøgelser ret meget tilbage.

Det viser et lille værk på godt 100 sider "Beretning om Landpostbudenes tjenstlige økonomiske og sociale Forhold" fra 1913 som Post- og Telegrafmuseet for nylig fik overdraget til sine samlinger.

I maj 1913 udsendte generaldirektoratet for Postvæsenet et spørgeskema til landpostbudene for at undersøge deres arbejdsvilkår og sociale forhold. Årsagen var bl.a. at finde ud af hvad konsekvensen var af en ændring i lønningsloven indført i 1908. Den nye lov betød at postbudene blev aflønnet efter tilbagelagte antal km på deres rute og ikke som tidligere efter tidsforbruget.

3353 gående og 194 gående og kørende landpostbude besvarede spørgsmålene. I beretningen er der ingen egentlig konklusion og læst med nutidige øjne springer nogle oplysninger mere i øjnene end andre og det er de førstnævnte der her bliver citeret fra.

30 km eller mere hver dag

Landpostbudene var inddelt i lønningsklasserne I til X efter rutens længde. Budene i lønningsklasse X gik dagligt op til 10 km. I lønklasse I var ruterne på 30 km eller derover pr. dag. Kun 42 af budene var kvinder. De gik typisk de korte ruter og over halvdelen var enker.

Landpostbudenes gennemsnitlige alder i 1913 var 438 år og budene opnåede først fuld pension efter 40 års tjeneste eller når de blev 70 år. På landet var årslønnen for I lønklasse 800 kr. I købstæder og andre bymæssige områder tjente disse bude op til 960 kr. mens budene i den laveste lønklasse tjente mellem 200 og 240 kr. om året.

Skomagere og husmænd

Undersøgelsen afslører at postbude med to job ikke er af ny dato. 115 af landpostbudene er husmænd mens 524 er landmænd. Konklusionen i beretningen lyder: "... og det vidner om at der her virkelig findes en Samvirken mellem Landpoststillingen og det lille Landbrug."

Fra håndværkerstanden er det især antallet af skomagere blandt budene der falder i øjnene. Beretningen noterer sig at skomagerne ikke bliver landpostbude for at have to job men snarere fordi "... at Skomagerhaandværket som Levevej betragtet er daarligere end Landpoststillingen".

Redegørelsen undersøger også den materielle velfærd - bl.a. målt på antallet af husdyr. Hvor mange heste køer får geder høns m.v. ejer det enkelte landpostbud hvordan er boforholdene og er der have til huset?

Arbejdsdagen var lang for dem der gik de længste ruter på 30 km og derover. 5643 timer pr. uge med jævnlig søndagstjeneste så der er næppe noget underligt i at Postvæsenet for alvor var begyndt at undersøge muligheden for at anvende den nymodens indretning "Cyklen" til landpostbudene.