De sidste års afsløringer om digital overvågning og diverse aktørers lemfældige omgang med digitale persondata har vist, at vi ikke længere kan tage privatlivet for givet. Nærmest dagligt hører vi nye historier om personfølsomme oplysninger, som ad digitale kanaler er endt i de forkerte hænder. Fx blev det i sidste uge kendt, at data fra 36 millioner brugerkontoer hos den kontroversielle dating- eller ”utroskabssite” Ashley Madison – der henvender sig til gifte, der vil have relationer ved siden af – er blevet lagt ud på nettet til offentligt skue.

Gamle dages humorblade var godt bevidste om, at moderne kommunikationsteknologier ikke altid er optimale for det private og følsomme. (Klods-Hans, 1910.)

Morale: det private er ikke noget som man bare ”har” og passivt kan nyde af, det kræver aktiv pleje og beskyttelse – især ved vores brug af teknologier og medier der forbinder mennesker. Når vi fx taler i telefonen afgiver vi altid informationer om os selv, som vi ikke kan kontrollere efterfølgende; fx hvor vi på et givet tidspunkt har befundet os eller hvem vi har kommuniceret med. Worst case scenario er der nogen som lytter med.

Så i vores brug af moderne kommunikations- og informationsteknologier efterlader vi altid spor som andre kan misbruge. Det vidste man også for 100 og 150 år siden, hvor der var alment kendt, at der var visse emner som var alt for intime eller fortrolige til at kunne drøftes i telefonen – eller skrives i et telegram. (Et telegram blev jo altid læst af mindst 2 ”eksterne” individer – det vil sige telegrafisterne i respektive ende af telegraflinjen.) At overvågning er et grundlæggende vilkår for det moderne, kommunikerende menneske, har vi nok erkendt i dag, ikke mindst på grund af Edward Snowdens afsløring af USA’s digitale masseovervågning.

Vi er naive kommunikatører

Men overordnet set har nutidens brugere været temmelig naive i deres omgang med mobiltelefonen og de nye, digitale kommunikationsteknologier. Vi har glemt, at vi ufrivilligt ”udstråler” data, når vi kommunikerer gennem elektriske eller elektroniske kanaler, ligesom vi i hvert fald indtil for nylig havde glemt, at der er aktører derude – statslige, kommercielle, kriminelle – som gerne vil bruge disse data til formål som vi ikke selve kan styre.

Og hvorfor har vi været så naive? Nok fordi vi er borgere i et trygt, demokratisk velfærdssamfund, som har lært os, at staten kun vil os det godt og aldrig bevidst ville krænke borgerlige frihedsrettigheder. Vi der er ”børn af den kolde krig” har desuden lært, at den slags overgreb kun sker i diktaturstater – ikke i den frie vestlige verden. Derfor var Snowdens afsløringer så chokerende for mange. Den viste jo netop, at der også blandt ”the good guys” fandtes aktører der spionerede på sine egne og aflyttede deres telefonsamtaler.

Men naiviteten handler nok også om, at vi har fået et mere direkte og personligt forhold til kommunikationsteknologierne. Mobiltelefonen fungerer i dag næsten som forlængelse af os selv. Sådan var det ikke med fastnetstelefonen i 1970’erne og 1980’erne – og endnu mindre, hvis vi ser på hustandstelefonerne i 1920’erne eller 1890’erne, hvor samtalerne blev ekspederet af menneskelige operatører, der altid afbrød hver tredje minut for at spørge, om man vil fortsætte i en periode mere.

Data bliver gemt, selvom vi tror de slettes

Nu er der jo ikke længere telefonistinder der forbinder samtalerne, men der er stadig en temmelig kompleks infrastruktur med master, lyslederkabler, computerservere, måske sågar satellitter mellem senderen og modtageren af en telefonsamtale. Og internettets infrastruktur er selvfølgelig endnu mere kompleks. Der er mange hjørne og afkroge – og databaser, servers og hemmelige kabelstationer – hvor vore mest intime oplysninger fra vores mest intime Facebook-opdateringer kan fiskes op, lagres og blive gemt, også om vi får selve henvisningen slettet fra Google via ”retten-til-at-blive-glemt”-direktivet (2014.)

Hvor ender dine private data, når du trykker "Send"? Billedet er et ufuldstændigt kort over Internetforbindelserne anno 2005. ("Internet Map 4096", Matt Britt, Wikimedia Coommons.)

Derfor må vi indse, at privatlivet er noget som vi skal kæmpe for – i det daglige. Og det handler selvfølgelig især om, at vi skal tænke og reflektere aktivt over vores brug af mobiltelefoner og sociale medier. Hver gang vi begynder at bruge et nyt medium – en ny app; et nyt socialt medium; et nyt dating-program – er vi nødt til at overveje sikkerhedsaspekterne og konsekvenserne for vores digitale fodspor. Og ligesom i 1800-tallet skal vi nok også spørge os selve kritisk – og ofte – om det ikke er visse typer af emner eller oplysninger der er for intime før at egne sig til specifikke typer af medier.