Sønderjyder udstationeret på Fyn i gamle dage fik en privat forretning ud af at sælge kobberrester fra kasserede kabelender fortæller Jonna Rasmussen projekt "Telesidens historie" efter et møde med Tele Sønderjyllands Seniorklub.

En kølig oktoberdag i 1996 mødte jeg en gruppe friske og hjertevarme gutter fra seniorklubben i Aabenraa. En af dem kunne denne historie:

"Da vi skal af sted til Fyn for at lægge et fjernkabel formaner kontorfolkene os om at være gode folk mens vi er derovre. Nu er det vel sådan at jeg som så mange andre her har handelstalent. Jeg fandt lynhurtigt ud af at vi fik sådan nogle lange kabelender og spurgte: Hvad med alle enderne? Dem kan I køre på Nyborg Forbrænding lød svaret. Men hver dag var der sådan nogle lange ender og det var jo rene penge.

Fra klokken halv tolv til halv et målte assistenter fjernkablet igennem og vi skulle have tiden til at gå imens så vi rykkede alle kobberenderne ud og puttede dem i en sæk. Arbejdsmanden der sørgede for at hullerne var gravet op så vi kunne komme til at splidse kørte til "æ poltmand" dvs. produkthandleren med kobberet. Vi fik en masse penge ud af det og alle tolv mand var på kroen at spise for de her kobberpenge og få øl og det hele.

Politiet kom

Men så gik det hverken værre eller bedre end at der var nogle fynboer som stjal luftledninger fra Fyns Telefon. De klippede dem ned rullede dem sammen og solgte hele molevitten til produkthandleren. Det blev meldt til politiet som kom derud. Så så de jo alt vores kobber. Hvad er det der ligger der? Ja det var de her sønderjyder som går ude på marken der kommer og sælger kobber her. Har de lov til det? Det ved jeg ikke sagde produkthandleren. Så blev der ringet til 2. Ingeniørdistrikt som det hed dengang og spurgt om vi havde lov til at sælge kobberet. Nej det havde vi ikke.

Så stiller mester og ingeniøren. Alle bliver kaldt til møde og spurgt hvad det er for noget med det kobber vi har solgt. Ja det er så arbejdsmanden der har været hos produkthandleren med det. Jamen så skulle han jo faktisk fyres. Jeg siger så: Vi har alle tolv været ude at spise for de penge. Hvis der er nogen der skal fyres så er det os alle tolv. Han var jo bare den der havde bedst tid. Mester svarer: Herefterdags kommer alle stumper hen til skurvognen på oplagringspladsen og så kommer lastbilen fra lageret i Sønderjylland og henter stumperne."

Forstod ikke hinanden

De menige medarbejdere i Sønderjylland var sønderjyder men ingeniøren i historien om kobberet kan meget nemt have været københavner. Efter genforeningen i 1920 skulle man nemlig være født nord for Ejderen for at kunne søge en stilling i det danske Post- og Telegrafvæsen. Indtil 1920 havde tyskere haft de ledende stillinger men efter den tid kom en del unge københavnske ingeniører til Sønderjylland og det gav sommetider et kultursammenstød på arbejdspladserne. Sproget var jo forskelligt. Københavnerne havde svært ved at forstå den sønderjyske dialekt og sønderjyderne kunne heller ikke rigtig forstå københavnerne - eller de ville i hvert fald ikke.