Sendt fra himlen

Himmelbrevet er en brevgenre der var vidt udbredt i 1800-tallets Danmark. Et himmelbrev beskyttede ejeren mod ildebrand sygdom og fjendens kugler hvis man bar det på sig eller havde det hængende i sit hus. Post & Tele Museum har for nylig erhvervet et himmelbrev til sin samling – et brev med et indhold vi ikke vover at holde skjult.

Museumsgenstande udgør sjældent en fare for museets gæster eller personale. Anderledes er det med et gammelt brev museet erhvervede for nylig thi som der står til slut i brevet: “forbandet [være] han [som] dette brev dølger [skjuler] men den som forkynder det han skal blomstre”

Himmelbrevet i museets samling som blev fundet den 17. juni 1811 af pigen Valdborg Pedersen på vejen mellem Faaborg og Odense.

Faldet ned fra himlen…

Brevet blev fundet den 17. juni 1811 af pigen Valdborg Pedersen på vejen mellem Faaborg og Odense. Efter at have læst indholdet har det hurtigt stået hende klart at her var tale om et brev der måtte være faldet ned fra himlen. Hun har fulgt de retningslinjer brevet giver og ikke “dølget” det eller beholdt det for sig selv for den udgave af brevet museet har er en afskrift nedfældet i Rold Huse midt mellem Odense og Middelfart året efter. Brevet har altså været på vandring over Fyn og det fremgår af afskriften hvordan det oprindelige brev blev fundet.

… eller leveret af et spøgelse?

Himmelbrevet er et kædebrev der gradvist ændrer sig gennem talrige afskrifter. Det bliver tydeligt når man sammenligner museets udgave med en langt senere tekst berettet af skolelærer Juhl Andersen i 1930 der havde fundet brevet i sin afdøde mors gemmer. Denne afskrift er foretaget af Hans Chr. Andersen på Mullerup (nær Kerteminde) i 1870. Hans Chr. Andersens brev er betydelig mere velformuleret og sammenhængende som tekst alligevel er opbygningen umiskendeligt den samme og mange vendinger går ordret igen. Brevet har dog i 1870-udgaven fået en helt ny og mere dramatisk begyndelse: Nu er det ikke længere pigen Valdborg der finder brevet men derimod en mand ved navn Just der en mil fra Assens “mødte en ung karl i brune klæder med en stor hue på hovedet men ingen knapper i sin kjole. Den unge mand gav Just et brev for at han skulle give præsten det; men han [antagelig præsten] sagde at det måtte have været et spøgelse. Derfor kom den unge mand til Just anden gang og sagde at han var en engel sendt fra Gud hvorpå han slog sin kjole til side og [han] var da så klar som solen så Just ikke kunne se på ham for hans klarheds skyld.” Den unge mand forklarede at han var sendt af Gud der ikke kunne have ro for de fattiges “sukken og råben” og for al syndigheden på Jorden.

At brevet i denne variant skulle afleveres til præsten er interessant for det antyder hvor “orginalversionen” har hørt til og hvorfra den er blevet udspredt. Man kunne få den kætterske tanke at brevets ophavsmand var sognepræsten der med brevet kunne skabe sig et viralt kommunikationsredskab til at råbe sognet op med. Det var dog næppe den lokale sognepræst i Assens i 1811 der stod bag brevet. Historien om Just og englen går nemlig igen i en række andre himmelbreve helt tilbage til starten af 1700-tallet. I de fleste udgaver kommer Just fra egnen omkring Assens men der er også lokale varianter hvor Just fx kommer fra Thisted eller hedder Jens Mads eller Peder.

De tidligste himmelbreve på dansk er fra 1648 mens de i den europæiske religiøse litteratur går helt tilbage til år 700. Museets udgave – Valdborg  Pedersens brev fra 1811-12 – er altså en afskrift af en bearbejdet version. Hvorfor eller hvordan Valdborg  kom ind i historien i stedet for Just er ikke til at sige… måske havde nogen i sin iver efter ikke at “dølge” himmelbrevet rent faktisk lagt en udgave af Justs brev midt på vejen nær Assens – naturligvis i en variant uden den del der handler om hvordan Just fik det af englen.

Religiøs propaganda

Himmelbrevet er både henvendt til finderen og – indirekte – til en menighed. I museets udgave giver det en lang række meget konkrete forbud og påbud i en tone der antyder at den yderste dag er nær hvis folk ikke omvender sig møder op i kirke om søndagen eller bønhører de fattige: “da skal verden ikke stå længere end 23 år og der skal blive krig og blodstyrtning blandt [mennesker]; hoffærdige [hovmodige forfængelige] skal blive fordømte i al evighed med hunger og dyr tid [og] moderen skal æde op sit eget barn og stå frisk og sund op om morgenen og inden aften være død af bedrøvelse”. Fornuftigt nok er truslen om de 23 år taget ud i 1870-teksten der var nedskrevet 59 år efter at brevet faldt ned men ellers er intensiteten i truslerne og dommedagsfornemmelsen intakt. 

Den historiske Just

Det er muligt at finde oprindelsen til Just-himmelbrevet i en beretning fra Geert Albrechtsen Schumacher der var provst i Lynge-Kronborg Herred (på Sjælland og langt fra Assens). Provsten beretter at en bonde ved navn Jost Jensen om aftenen den 8. juni 1689 var gået ud i overdrevet for at vande sine kalve. Her mødte han en mand i en lang kjortel uden hægter eller knapper med en mørkebrun hue beklædt med mår eller hermelinskind på hovedet en klud om halsen og en kæp i hånden. Den fremmede fortalte om stor synd og ondskab mellem folk. Hvis menneskene ikke forbedrede sig ville Gud lade ske flere tegn som det i København – her hentydede manden til Amalienborgs brand den 19. april samme år.

Himmelbrev trykt i 1770 hos J.R. Thiese og solgt i Norge. I brevet beskrives hvordan Just møder englen som beder ham om at give brevet til en præst. Foto: Arild Nybø mediebruket.nohttp:www.mediebruket.no 

Fra syn til brev

Den fremmede mand bad Jost gå hjem og berette det hele til præsten og formane alle til at afstå fra at synde. Det turde Jost ikke sagde han og i de følgende dage mødte han den fremmede igen og igen som hver gang bad ham gå til præsten. På fjerdedagen var den fremmede i hvide klæder og denne gang fortalte han Jost at han var en engel sendt fra Gud og at Jost intet havde at frygte. Jost gik nu til præsten der sendte ham videre til sin biskop der satte tre kyndige præster i gang med at undersøge Jost – vi befinder os i en tid hvor hekseprocesserne stadig stod på. Jost fik besked på at henvende sig hvis han atter fik “apparitioner” (syner). Det fik han to gange i løbet af august måned. Den sidste gang erfarede han at manden var Jesus selv. “Der syntes det for Jost som han for lige i vejret og forsvandt; og tog dermed hjem”.

I den originale Just-historie indgår intet brev men det er tydeligt at historien om den visionære bonde var gjort af et stof der trivedes i krogene på de mørke efterårsaftener. Hvem der omsider har “oversat” historien til himmelbrevsformen er uvist men at den har passet perfekt ind i en allerede etableret genre er klart og kædebrevet var det perfekte medie til at udsprede historien.

Med Jost fik det europæiske himmelbrev en plausibel dansk form der gav det en eksplosiv udbredelse i landet. Josts historie er nemlig blevet sat ind i den mest udbredte europæiske himmelbrevsfortælling der går tilbage til 700-tallet. Den fortæller at brevet enten er skrevet af Gud eller af englen Michael. Josts syner blev altså indoptaget i en kreds af legender de passede godt ind i. Det var nu Skt. Michaels brev Jost havde fundet – og den fremmede blev til englen Michael. I den europæiske udgave var Guds engel ofte klædt på som Josts fremmede og man kan ligefrem forestille sig at bonden i sine syner bevidst eller ubevidst har hentet stof fra en eksisterende og velkendt legende.

Beskyttelse af husstanden

Museets himmelbrev nævner en anden funktion ud over advarslen mod synd og formaningen om anger; en funktion som utvivlsomt i folketroen har været himmelbrevets allervigtigste: Brevet beskytter nemlig den der holder det. Det fynske himmelbrev nævner udtrykkeligt at “hver som haver dette brev i sit hus eller på sig skal torden eller jern ikke gøre skade men [han skal] altid være fri for sult og sand nød – og skal alt godt vederfares”. Af samme årsag blev himmelbreve trykt og solgt helt op til omkring 1870. En gammel sjællænder beretter så sent som i 1934 om et “himmerigsbrev“s lindrende virkning: “… sådan river og flår det i hele skroget men aldrig så såre jeg tager himmerigsbrevet og lægger det på i tro så dulmer det straks”

Himmelbrevet som amulet

En anden variant af himmelbreve beskyttede mod fysisk fare: Under krigen i 1864 bar de fleste danske soldater et himmelbrev af denne type hvor mystiske bogstaver med guddommelig kraft beskyttede bæreren og endnu under første verdenskrig var disse himmelbreve udbredte blandt sønderjyske soldater.

“Amulettypen” henviser ofte til en begivenhed hvor greven på Tandrup i Nordjylland ville lade en tjener henrette. Men skarpretterens økse bed ikke på manden der viste sig at have et himmelbrev på sig med bogstaverne L J T K H B H N K. Bogstavrækken var hverken en hemmelig kode eller forkortelse men ren numerologisk magi. Brevet som blev trykt og cirkulerede i hæren foreslog også soldaterne at indskrive bogstaverne på deres sabel eller gevær. Himmelbrevet ville endda stoppe blodet hvis man lagde det over en blødning.

Himmelbrevets efterkommere

Man kan trække en lige linje til det 20. århundredes ofte tarvelige eller ligefrem onde kædebreve der ofte kunne true med mere diffuse ulykker over den der ikke sendte dem videre. Eller endog til nutidens elektroniske kædebreve der af snu spammere og andre IT-kriminelle bruges til at lokke e-mail-adresser ud af sagesløse der håber på at vinde mobiltelefoner eller hjælpe mennesker i nød.

Alligevel håber museet med offentliggørelsen af denne artikel at have beskyttet sig mod ildebrand vandskader og dalende besøgstal. Men kære læser herfra skal ingen trusler lyde hvis du vælger at holde din nyerhvervede viden om himmelbreve for dig selv.

Kilder

– Adriansen Inge “Et himmelbrev på livet – om himmelbreve i Løgumkloster fra første verdenskrig” i: Løgumkloster-studier. – Nr.3. (1981). – S. 177-201.
– Fynsk Hjemstavn. – Årg. 3. – 1930. – S. 140-42.
– Sjællænderen. – nr. 1 (1934). – s. 5.
– Vejle Amts Årbog. – 1975. – S. 44-60
– Historisk Årbog for Thisted Amt. – 1934 – S. 453-459.
– Lind Gunner “Syndens straf og mandens ære: Danske tolkninger af krigen 1611-1660” i: Historisk Tidsskrift (Sweden) nr. 128:3 – 2008. – s. 339-365.
http:sikkerhed.tdconline.dkpublish.php?id=7907

 

Relaterede artikler