Artikelserie: Verdenskrigen og kommunikationerne I

Denne sommer er det 100 år siden at Første Verdenskrig brød ud og forvandlede Europa til en mudret slagmark med pigtråd og skyttegrave. Men storkrigen var også en international kamp om kommunikationer og kontrollen over de elektriske informationsstrømme.

Det mystiske telegram til den danske statsminister

Den 8. juli 1914 omtrent kl. 18.30 blev der indleveret nogle tysksprogede telegrambeskeder til befordring ved Statstelegrafens Hovedtelegrafstation på Købmagergade i København. Afsenderen var en yngre "tysk herre" med pletfri tøjsmag og overbevisende manérer. Desværre var hans håndskrift ikke lige så raffineret. Nej teksten i de indleverede udkast var faktisk så ulæselig at telegramekspedienten opgav sine forsøg på at tyde den.

Den elegante tysker der nu præsenterede sig som" Kommerceråd Levy fra Berlin" krævede således lov til at låne en skrivemaskine idet han havde "et overordentlig stort Antal telegrammer" der skulle ekspederes. Her tog historien en drejning mod det bizarre. Efter at have placeret sig ved skrivemaskinen begyndte "herren" at affatte beskeder i en lind strøm - beskeder som personalet altså skulle videresende som telegrammer. Den første var adresseret til den danske konseilspræsident det vil sige statsminister Carl Theodor Zahle der siden sommeren 1913 havde siddet i spidsen for landets radikale regering. Beskeden var korfattet i bedste telegramstil og lyder i oversættelse: "Jeg bliver i jeres påskønnede nærvær på Palads Hotel Kommerceråd Levy fra Berlin Friherre af Driesen Statssekretær."

Teksten indeholdt dog så mange stavefejl at personalet ifølge den interne rapport "begyndte at tvivle om Mandens mentale Tilstand". De kontaktede derfor overtelegrafisten der fungerede som daglig leder på telegrafstationen. Denne skønnede imidlertid ikke at indholdet var stridende mod Telegrafinstruksens bestemmelser som gav Telegrafvæsenet ret at standse et telegram hvis det bedømtes at være "farligt for Statens sikkerhed" eller "stridende mod Landets Love den offentlige Orden eller Sædelighed".

Telegrammet blev således afsendt til statsministeren men "Hr. Levy" blev ved med at skrive. I cirka 2 timer knoklede han utrætteligt ved maskinen og ifølge rapporten opførte han sig "mere og mere abnormt". Til sidst blev sagen overdraget til vagtchefen - overtelegrafisten var sandsynligvis gået hjem for dagen. Og vagtchefen kunde desværre konstatere efter en nærmere undersøgelse at de affattede beskeder "intet som helst havde med Telegrammer at gøre men var en sindssyg sammenstilling af Ord."

Den underlige tysker blev nu anmodet om omgående at afbryde sit Arbejde". Skrivemaskinen blev taget fra ham og statsministeren underrettedes om "på hvilken Måde Telegrammet var bleven til." Men "Hr. Levy" begyndte samtidig at opføre sig truende og Vagtchefen fandt sig nødsaget til at ringe efter hjælp fra Antoniegades Politistation.

Avisnotits om den besynderlige episode 1914.

Telegrafen og julikrisen 1914

At mandens adfærd var højst mærkværdig råder det vistnok ingen tvivl om. Imidlertid er der også en ydre omstændighed der kan bidrage til at forklare den stigende uro som lejrede sig over telegramindleveringen på Købmagergade. Den mystiske kundes opdukken ved skranken indtraf nemlig midt i en tid hvor det europæiske diplomatkorps arbejdede på højtryk - og hvor telegrafkablerne summede af hemmelige noter og andre diplomatiske depecher.

Årsagen var skuddene i Sarajevo den 28. juni 1914 hvor det østrig-ungarske tronfølgerpar ærkehertug Franz Ferdinand og hans hustru Sophie var blevet dræbt i et politisk attentat med koblinger til det serbiske terrornetværk "Den sorte hånd". Hændelsen blev optakten til en diplomatisk krise der involverede samtlige europæiske stormagter - og som inden sommeren var kommet til sin ende havde styrtet dem ned i Den første verdenskrig det 20. århundredes apokalyptiske "ur-katastrofe".

Ifølge den britisk-australske historiker Christopher Clark kan chokbølgerne som attentatet i Sarajevo udløste sammenlignes med effekten af "Nine-Eleven" i begyndelsen af det 21. århundrede. Clark og mange andre nutidige historikere som har forsket i udbruddet af første verdenskrig vurderer således at de afgørende årsager til at krisen udviklede sig til en flammende verdenskrig skal søges i det ladede diplomatiske spil der senere er blevet kendt som "julikrisen 1914". Denne indfaldsvinkel skiller sig fra en ældre tradition som i stedet har fremhævet første verdenskrig som betinget af langvarige historiske udviklingslinjer der nærmest gjorde krigsudbruddet uundgåeligt.

Den nye forsknings fokus på diplomatiet og dets umiddelbare forviklinger åbner også op for givende kommunikationshistoriske perspektiver på forløbet. Hvilken rolle spillede telegrafen fx? Ved tidpunktet for attentatet i Sarajevo var telegrafen blevet det globale standardmiddel for diplomatisk kommunikation og korrespondance. Dertil var den det vigtigste middel for kommunikation over lange afstande - telefonien og den trådløse radiokommunikation var endnu alt for uudviklede.

For diplomatkorpset var telegrafen et tveægget sværd. Den var blevet hyldet som et middel til fred og forbrødring siden midten af 1800-tallet men i praksis havde den vist sig i lige så høj grad at kunne bidrage til konflikter og misforståelser. Ikke mindst havde telegrafen bebyrdet diplomatiet med en temmelig stressende tidsfaktor. Ældre kommunikationsteknologier havde udstyret diplomaterne med en høj grad af selvstændighed og en masse tid til at udrette deres opgaver i det fjerne udland. Men med telegrafen var udlandet imidlertid kommet væsentligt nærmere frem for alt tidsmæssigt. Den lynhurtige næsten umiddelbare elektriske morsekommunikation var en teknologi som ikke bare muliggjorde men også påkrævede hastighed i den diplomatiske beslutningsproces. Tiden til refleksion analyse og forhandling var således pludseligt blevet væsentligt mindre.

Altså: er det muligt at telegrafen bidrog til krigsudbruddet 1914 ved at "accelerere" hændelsesforløbet og stresse hovedaktørerne til ugennemtænkte beslutninger? Det er der i hvert fald historikere der mener fx amerikaneren Daniel Headrick. Han skriver i bogen The Invisible Weapon at statsmændene forvirredes af den hurtige eskalering idet de var børn af "en mere langsommelig æra" inden betingelserne for det diplomatiske spil var blevet ændret af de nye elektriske kommunikationer. Som eksempel nævner han Østrig-Ungarns ultimatum til Serbien den 23. juli 1914 som gav serberne nøjagtigt 48 timer til at svare - ellers ville dobbeltmonarkiet ripostere militært. Når den serbiske udenrigsminister protesterede over at tidsfristen var urimeligt kort - især fordi medlemmer af landets regering ikke befandt sig i hovedstaden - svarede gesandten fra Østrig-Ungarn at argumentet ikke var gyldigt i telegrafens telefonens og jernbanens tidsalder. Nogle dage senere den 28. juli blev den østrig-ungarske krigsforklaring mod Serbien overleveret per telegraf - som det første eksempel i verdenshistorien. Herefter gik processen endnu hurtigere. Frankrig fik atten timer til at fordøje Tysklands ultimatum den 31. juli. Samme dag blev russerne præsenteret for et tysk ultimatum med kun tolv timers tidsfrist.

Parallelt forsøgte diplomater og europæiske regeringschefer at forhindre optrapningen gennem intensiv telegrafisk kommunikation. Et at de mere berømte eksempler som også samtidens avislæsere i vis grad kunne følge er den serie af telegrammer der blev sendt mellem Kejser Vilhem II af Tyskland og hans russiske kollega tsar Nikolaj II ved månedsskiftet juli-august. Den 29. juli kunne man fx læse det følgende i Politiken: "Ifølge Retsch har der mellem St. Peterborg og Berlin fundet en Telegramudveksling Sted som skal have haft et gunstigt Resultat."

Alligevel brød den frygtede verdenskrig ud. Da briterne udfærdigede sit ultimatum til Tyskland den 4. august var tidsfristen blot fem timer lang. Og en af briternes første krigshandlinger efter tidsfristens udløb ved midnatstid var at ødelægge de undersøiske telegrafkabler som forbandt det tyske kejserrige med omverdenen.

Øjebliksbillede fra Indleveringen ved Københavns Hovedtelegrafstation 1917.

Hemmelig censur og overvågning

Men hvad havde så den mystiske "Hr Levy" med udbruddet af første verdenskrig at gøre? Svært at sige. Efter sit korte gæstespil på Købmagergade forsvinder han nemlig fra Telegrafvæsenets annaler. Vagtchefen fik hjælp af "en tilstedeværende tysk Dame" som førte "Hr Levy" ud af lokalet til "en ventende Automobil" men derved stopper fortællingen. Hans sande identitet fremgår ikke af det eksisterende kildemateriale. Måske var han virkelig en tysk diplomat måske var han en spion. Men sandsynligvis var han mest af alt en forvirret ung mand hvis sind måske var blevet ekstra anfægtet på grund af den eskalerende verdenskrise.

Imidlertid kan episoden bruges til at belyse en vigtig forandring i kommunikationernes historie der startede i sommeren 1914. Hvis "Hr Levy" havde dukket op en måned senere efter krigsudbruddet ville forløbet sandsynligvis have fået en anden udgang idet Telegrafdirektoratet indførte nye rutiner der styrkede kontrollen med den elektriske kommunikation. Forholdet var ingenlunde unikt for Danmark. I såvel krigsførende som neutrale lande indebar verdenskrigen begyndelsen på en æra af hemmelig censur og kommunikationsovervågning.

Allerede den 1. august hvor Tyskland erklærede krig mod Rusland modtog telegrafstationerne i Aarhus og Fredericia et fortroligt tjenestetelegram om at stoppe alle udlandsgående telegrammer der indeholdt "sensationelle og urigtige Meddelelser om danske Forhold eller Stemninger". Ordren gentoges dagen efter i et cirkulærtelegram til samtlige danske telegrafstationer - og så fortsatte det i den fire år lange krig hvor der i perioder nærmest dagligt blev udfærdiget nye instrukser for den hemmelige overvågning. Den 24. august 1914 meddelte Telegrafdirektoratet at telegrammer til udlandet ikke måtte "indeholde noget om Udførsel fra Danmark af Krigsmateriel Heste og Vaaben." To dage senere blev det forbudt for privatpersoner at bruge "hemmeligt sprog" - chiffer og kode - i såvel indenrigs som udenrigs telegramkorrespondance. Og de sprog som måtte bruges på de danske telegraflinjer blev samtidig begrænset til de tre skandinaviske hovedsprog samt engelsk fransk og tysk.

Således strammedes nettet om de internationale informationsstrømme og 1800-tallets drøm om en fri kommunikation blev et af krigens første ofre.

Referencer

Christopher Clark 2012: The Sleepwalkers. How Europe Went to War in 1914. Harper Collins.

Daniel R. Headrick 1991: The Invisible Weapon. Telecommunications and International Politics 1851-1945. Oxford University Press.

David Paull Nickles 2003: Under the Wire. How the Telegraph Changed Diplomacy. Harvard University Press.