Lad os få det afklaret her og nu: En altseende ”Big Brother” har aldrig eksisteret i historien, hverken som myndighed, politisk parti eller diktatorisk enkeltperson.

Det vover jeg min faglige pels og hæder på.

Men frygten for ”Big Brother” er reel.

Og denne frygt er noget, som kan bruges politisk til at udøve magt. Til at påvirke menneskers tanker og handlinger.

Frygten for et altseende statsligt overvågningsapparat kan fx bruges til at underminere grundlaget for regeringskritisk diskussion og opinionsdannelse.

Telescreens og tankepoliti

Det er blandt andet det, som George Orwell advarer mod i sin berømte dystopi Nineteen Eighty-Four (1949).

Allerede på romanens første side introduceres vi for det ominøse slogan ”Big Brother is watching you.” Her får vi også at vide, at ”Big Brother” – eller vedkommendes sikkerhedstjeneste, det såkaldte tankepoliti – overvåger borgerne i deres egne hjem gennem en form for fladskærms-tv ’er kaldt Telescreens.

Totalitarismens ansigt - den famøse "Big Brother". (Wikimedia Commons.)

Disse skærme er allestedsnærværende i romanen. De summer og flimrer i alle hjem. Og det er umuligt at slukke for dem.

Karaktererne i Nineteen Eighty-Four er yderst bevidste om, at de bliver overvåget via skærmene. Men de kan aldrig være sikre på, eksakt hvornår tankepolitiet vælger at skrue ind på netop deres enheder. Måske sker det kun sporadisk, måske stort set aldrig.

Måske sker det dagligt – eller måske er overvågningen konstant.

Og frygten for dette usynlige og uberegnelige overvågningsapparat præger hvert sekund af tilværelsen for de borgere, der lever i romanens fiktive diktaturstat.

”You had to live – did live, from habit that became instinct – in the assumption that every sound you made was overheard, and, except in darkness, every movement scrutinized”.

Totalitarismens mekanismer

Orwells roman er i alt væsentligt en studie i totalitarismens mekanismer.

Og det er ikke svært at finde eksempler fra Orwells egen samtid over samfund, hvor disse mekanismer er blevet taget i brug.

Det 20. århundredes europæiske historie vrimler med regimer, der aktivt har udnyttet forestillingerne om en altseende stat til at modarbejde samfundskritisk kommunikation og knuse oppositionelle bevægelser.

Tænk Mussolinis Italien og Francos Spanien. Tænk det nazi-besatte Europa under anden verdenskrig. Tænk Warszawa-pagtens medlemsstater under den kolde krig.

Den britiske historiker Timothy Garton Ash har rammende beskrevet sine indtryk af mentaliteten i DDR i begyndelsen af 1980’rne:

”Der er mistænksomhed over alt”, skriver han med tydelig afsmag. ”Den rammer dig i baren, lurer i telefonen, rejser med dig på toget. Hvor som helst to eller tre mennesker er samlet, vil mistænksomheden være tilstede.”

Chilling effects

Det er således en af lektierne fra det 20. århundrede, at frygten for overvågning ændrer på menneskers adfærd og kommunikation.

Ja, selve frygten for ”Big Brother” – der, i repeat, ikke har nogen reel, fysisk eksistensform – gør os bange, mistænksomme, støjsvage og kedelige.

Den får os til at udøve selvcensur.

Men desværre virker det ikke, som om at nutidens vestlige politikere har reflekteret over denne lektie.

Jeg tror ikke, at der er mange blandt dagens europæiske toppolitikere, der bevidst prøver at underminere den samfundskritiske opinionsdannelse. Men der er en del, der tyder på, at de politiske udspil om mere overvågning – der med næsten urværksmæssig præcision er kommet efter hvert større terrorangreb i de sidste 10-15 år – også påvirker almindelige menneskers kommunikationsvaner.

Fx er der en stor amerikansk undersøgelse fra sidste år, foretaget af the ”National Telecommunications and Information Administration”, der påviser, at cirka halvdelen af alle amerikanske familier ”with at least one internet user” afholder sig fra at bruge nettet i forskellige sammenhænge på grund af bekymringer omkring sikkerhed og privatlivets fred.

Mange af disse bekymringer handler om cyberkriminalitet og såkaldt kommerciel overvågning, men undersøgelsen fremhæver også, at der er en generel mistro mod muligheden for at være privat på nettet.

Og at det er imperativt, at dagens ”policy makers” bliver bevidste om dette problem og dens ”chilling effects” i forhold til samfundsudviklingen.

Uden ”informational privacy” skrumper debatten

En nylig studie af såkaldt ”social media profiling”, publiceret af et forskerteam ved universitetet i Athen, konkluderer i denne forbindelse, at frygten for den digitale masseovervågning risikerer at få dybtgående konsekvenser for relationen mellem stat og borger.

Fx kan den mindske borgernes villighed til at deltage i politiske aktiviteter og debatter.

Manglen på ”informational privacy” på nettet – hvilket det athenske forskerhold definerer som evnen til at kontrollere den information, der bliver produceret om os selv – påvirker individets beslutningsgrundlag negativt.

På sigt også grundlaget for individuel autonomi og identitetsdannelse.

Måske er der websider, som vi ikke besøger; nyheder, vi ikke læser; kommentarer, som vi ikke poster; holdninger, som vi ikke vil give tilkende i en online kontekst – af frygt for at efterlade noget kompromitterende i vores digitale fodspor.

Nutidens komplekse overvågningslandskab

Nutidens overvågningslandskab er uhyre kompleks, og staten er langt fra den eneste aktør, der truer vores ”informational privacy” i dag.

Men på godt og ondt er den stadig den vigtigste spiller.

Derfor er det essentielt, at statens folkevalgte, politiske repræsentanter bliver bevidste om deres ansvar for privatlivets og på sigt også demokratiets overlevelse i den digitale tidsalder.

En god start kunne være at tænke sig om, inden man begynder at råbe op om flere overvågnings- og censurmekanismer på internettet.

”Big Brother” har aldrig eksisteret, men frygten for høje vedkommende er skræmmende reel.