I mødet med arkitekturen oplever vi, ifølge arkitekten Daniel Libeskind, os selv og verden. Arkitekturen er som kommunikerende kunstform et sprog og et kulturelt spejl, som er i stand til at fortælle os, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen.

Det gamle Østerbro Posthus, opført af arkitekt og kgl. bygningsinspektør Thorvald Jørgensen i 1922, er i det perspektiv ingen undtagelse. Bygget i nyklassicistisk stil med tempellignende facade skulle posthusets funktion som legemliggørelse af den danske stat afspejle sig i den statsligt pompøse form.

Thorvald Jørgensens gamle postkontor fra 1922 med sin tempellignende indgang.

Den monumentale bygning fungerer i dag ikke kun som posthus, men er nu også ramme om Danmarks nye kommunikationsmuseum, ENIGMA.

Studiet af kultur og sproglige udtryk

Jeg er Ditte Maria Sørensen, og jeg har fået lov til i den kommende tid at træde ind ad dørene på det gamle posthus for at gå på opdagelse i ENIGMAs arkiver og se, hvad jeg kan grave frem af spændende stof om dansk og international kommunikationshistorie. Dette er et fagfelt, som på mange måder er ubetrådt terræn for mig, og så alligevel ikke helt.

Jeg er oprindeligt uddannet cand.mag. i religionshistorie, hvor jeg skrev speciale om arkitekten Daniel Libeskinds (f.1946) historiesyn og brug af historie i sin arkitektur. Som studentermedhjælper har jeg været tilknyttet både Infomedia og Dansk Jødisk Museum. Sidenhen har jeg som kommunikationsmedarbejder og museumsinspektør ved Forstadsmuseet været med til – via en arkivalsk udgravning i det kommunale bygningsarkiv, sognerådsprotokoller, avisartikler og breve –at formidle forstadens og hovedstadsmetropolens arkitektur- og kulturhistorie. Om det var religiøse, retoriske eller arkitektoniske udtryk, som var mit undersøgelsesfelt, har studiet af sproglige udtryk dog altid været en rød tråd igennem mit arbejde.

På opdagelse i arkitekturens sproglige udtryk

Hvorvidt arkitektur som kommunikerende kunstform er et sprog eller ej, er en diskussion, som kan føres helt tilbage til antikken og op til i dag, hvor Daniel Libeskind er en af nutidens stemmer i denne debat. Han startede oprindeligt ud som arkitekturteoretiker og blev først sent i sin karriere en praktiserende arkitekt.

Lige så svimlende og kringlet Libeskinds arkitektur til tider kan virke, lige så kompliceret kan hans arkitekturteorier umiddelbart fremstå. Han har noget på hjertet og han vil noget med sin arkitektur. Den skal ikke være ligegyldig, men være i stand til fysisk og følelsesmæssigt at bevæge og røre os. Alt sammen i håbet om, at vi som beskuere kommer til se og forstå verden på ny.

Libeskind er ofte blevet betegnet som en dekonstruktivistisk arkitekt, men det er en betegnelse, som han med rette selv afviser. I stedet skal hans filosofiske og arkitekturteoretiske ståsted snarere anskues som et opgør med modernistisk tænkning og arkitektur. Med inspiration fra de tyske tænkere Benjamin Walther, Theodor Adorno og Martin Heidegger er Libeskind på en mission for at frigøre arkitekturen fra det, han karakteriserer som modernismens ideologiske favntag. Heri bliver arkitekturen som kunstform, sprog og kulturbærer svaret for Libeskind.

Arkitekturen er for Libeskind et sprog, der skal vække vores bevidsthed. Et sprog, som ikke skal forstås lingvistisk eller som ren tekst, men i stedet som et sprog, der kommunikerer med os igennem de enkelte materialer, lys, akustik og form. Ved hvert valg af materiale og/eller formmæssige udtryk tilføres bygningen nye lag, der som brudstykker af en støre fortælling er med til at fortælle en samlet historie. Arkitekturen er i sin fysiske konstruktion en legemliggørelse af en fælles fortælling.

Ved indgangen til Dansk Jødisk Museum mødes man af en jerndør, som kunne minde om en armeret dør til en bankboks. Med hebraiske bogstaver er Mitzvah indgraveret, som på hebraisk betyder en god gerning. Indgangspartiet og museets gange er tegnet af arkitekten Daniel Libeskind.

Libeskind betragter det arkitektoniske sprog som et umiddelbart sprog, der ikke taler til intellektet, men til vores sanser. Det kræver dog en vis faglig indsigt at forstå det arkitektoniske sprog og de aflejrede arkitekturhistoriske lag, ligesom som en sproglig forståelse ofte kræver en vis kulturforståelse.

På opdagelse i byrummet

Med inspiration i Libeskinds arkitekturteorier kan vi begynde at se og opdage vores fysiske omverden på nye måder. Nye fortællinger viser sig, hvis vi ved, hvad vi skal kigge efter og forstår de historiske spor.

Byens mange rum bliver som et arkiv, hvor flere hundrede års dokumenter og artefakter er gemt væk. Umiddelbart et støvet og hengemt arkiv, men for det trænede øje er det mindelser fra en fjern og måske fremmedartet tid, som er bevaret. Byens rum kan altså forstås som historiske spor, der i sin materialitet rummer fortællinger.

Alt efter hvilke bygningstyper der er repræsenteret, og om de enkelte bygninger er renoveret eller ej, kan de som arkæologiske eller geologiske lag fortælle os om byrummets historier. De forskellige opgangstider og nedgangstider afspejler sig på hver deres måde i de enkelte byrums arkitektoniske sammensætning. Arkitekturen bliver ved sin fysiske konstruktion et kulturelt spejl af os selv, hvor vi i arkitekturens skiftende formsprog kan aflæse de enkelte tidsperioder. Som historiske fortællinger bliver de enkelte bygninger spor fra en svunden tid.

I dette perspektiv bliver det monumentale Østerbro Posthus et fysisk spor, der ikke kun rummer fortællinger om den danske post- og telegrafhistorie, men som også trækker tråde til en støre arkitektur- og kulturhistorie af globale dimensioner.