I forbindelse med forberedelsen af særudstillingen "Min skat" indsamlede Post & Tele Museum en række breve fra tiden omkring det første frimærkes udgivelse i 1851. Målet med udstillingen var at fortælle om datidens brevkulturer der affødte behovet for en postreform og vi valgte derfor at forsøge at illustrere indholdet i de gamle breve vi fik tilsendt. Der var forretningsbreve korte meddelelser soldaterbreve og familiebreve. Et lille tilfældigt udsnit af hvad folk skrev til hinanden i 1850erne.

Et brev der særlig faldt os i øjnene var brevet fra Anna Rothschildt til hendes niece Constance Graae skrevet d. 27. april 1857 (nævnt i forrige nummer af MuseumsPosten). Brevet var dukket frem fra et smukt gammelt skab fuldt af breve tegninger brudesko og -slør en trekantet hat kigkasser fra Napoleonskrigens tid billetter til skoleballet små regnskabsbøger og meget meget mere fra 1800-tallets anden halvdel. Skabet tilhørte i sin tid netop den Constance der modtog det kunstfærdige brev og dets breve giver et fint billede af de skriftlige omgangsformer i den landlige overklasse som Constance og hendes familie tilhørte.

Familielivet i fokus

Brevet fra Anna Rothschildt er en lykønskning i forbindelse med Constances bryllup med Julius Pilegaard i 1857. Det emmer af den sentimentale dyrkelse af hjemmet og familien som opstod i borgerskabet i starten af 1800-tallet og som den amerikanske sociolog Richard Sennett har beskrevet som "The Fall of Public Man": Borgerne trak sig tilbage fra de offentlige scener de havde optrådt på i 1700-tallet - teatret salonerne; steder hvor man kunne føre sig frem i sin paryk. I stedet dyrkede de det nære og inderlige: "Barndomshjemmet med alle de kjærlige tro Hjerter i det" som Anna skriver til Constance. "Du skal nu overtage en Huusmoders Pligter og fremfor alt gjøre din Ven lykkelig" det var hendes højeste formål i tantens øjne. Med brevet fulgte et lille tæppe som Anna "med en usigelig Glæde" beder sin Niece hænge op over sin sofa til minde om tanten.

Kjærlighed

Det andet brev til Constance vi har udstillet er skrevet af en Sophus Lund i 1854. Brevet er en lovprisning af "Rødmen paa Constances Kinder i denne Tid" - vi forstår at hun lige er blevet forlovet. Det er et fint eksempel på den klassiske romantiske kærlighed der går helt tilbage til den middelalderlige troubadourdigtning. Som i troubadourernes digte er kærligheden i Sophus brev en mystisk kraft der hæver den forelskede op i en højere sfære hvor hun sanser verden på en ny måde: "Skjønner Himlen dig ikke mere blaae alting skjønnes omkring dig" skriver han "thi hvor Kjærligheden boer er en evig Vaar". Men til forskel fra middelalderens aristokratiske kærlighed der altid fik sin kraft af det uopnåelige og forbudte trivedes kærligheden i 1800-tallets borgerskab netop inden for ægteskabets og hjemmets rammer.

Constance og Julius levede lykkeligt sammen på Julius slægtsgård Skovsbo på Langeland indtil hans død i 1898. Til deres sorg var de barnløse. På sine gamle dage synes Constance i stedet at have kastet sin kærlighed på hunden Toto hvis tand er at finde sirligt indpakket i det gamle skab.