En opskrift der ændrede historien – Brudte segl 1

Denne artikel er starten på en lille føljeton – en rigtig spionhistorie. Eller måske snarere fortsættelsen for læsere af MuseumsPosten i 2002 husker måske historien om postkontrollør Christian Christoffer Erlund (1673-1754) og hans eventyrlige skæbne i årene omkring Den store nordiske Krig. Erlund er nu blevet genstand for et forskningsprojekt der har gravet nye detaljer op om den skruppelløse postembedsmands luskede gøremål. Her præsenteres et lille dokument om falske segl.

 Fra midten af 1600-tallet omdannedes de europæ-iske postvæsener til de rene spioncentraler der op-snappede og åbnede alle de breve af politisk inte-resse de kunne få fat i. Hvis brevskriverne opdage-de at deres breve havde været åbnet skulle de nok finde på nye veje at kommunikere – hvis de da ikke ligefrem rejste sagen til en politisk skandale. Det var derfor vigtigt for de særligt betroede ved postvæ-senerne at kunne lukke brevet så ingen fattede mistanke. Et vanskeligt arbejde der ofte fandt sted i nattetimerne eller under tidspres. Posten skulle af sted og den mindste forsinkelse ville kunne vække mistanke hos den årvågne modtager.

Det springende punkt var seglet. Christian Erlund byggede sin store karriere i postvæsenet på sin evne til at udføre denne lille kunst med brev og segl. Hans nærmeste tjenere har også været med i det vanskelige arbejde. For det meste slap de af sted med det uden at nogen opdagede noget og Erlund kunne derfor levere i hundredvis af opsnap-pede breve eller kopier af breve til kongen.

Breve til den tilfangetagne svenske feltherre grev Magnus Stenbock. Disse breve blev i al hemme-lighed åbnet og læst i København af Erlund og hans folk – for siden at blive åbnet af den intet-anende krigsfange. Seglene er derfor efter al sandsynlighed falske. Det ene brev (de to segl) er sendt den 3. juni 1715 fra en Baron Wachtmeister til Magnus Stenbock. Wachtmeister har tilsyne-ladende haft adgang til Stenbockslægtens segl for det røde segl viser tydelig våbenskjoldet med den springende buk. Det andet brev er skrevet den 13. oktober 1714 af den hamburgske købmand Johan Dunt der fungerede som hemmelig svensk agent. Brevet er adresseret til Abraham Budde som var et dæknavn for Magnus Stenbock. Begge breve findes på Rigsarkivet.

Alligevel spredte rygtet sig at Københavns Post-kontor ikke var sikkert. I 1717 kunne Erlund fx (nok alligevel med en vis tilfredshed) meddele kongen i et af sine referater fra opsnappede breve her af et brev fra den franske konsul Hansen i Helsingør til en fransk diplomat i København Poussin:

“Dernæst beder han [Hansen] Poussin at ville vel observere de breve som han bekom såsom Hansen havde fornemmet at alle de breve som Poussins navn stod på fra ham blev her [Køben-havns postkontor] opbrudte. Og hvis Poussin ikke kunne mærke eller se det på kuverterne så måtte han dog være forsikret at det dog skete efterdi man vidste her så vel at omgås det ingen kunne se eller mærke.”

Den hemmelige teknik

Hvordan gjorde de? Erlund var hemmeligheden selv på dette punkt og afslører intet om det i sin selvbiografi. Overalt eksperimenterede man med den hemmelige teknik at forfalske segl. Gravører specialiserede sig i at eftergøre segl så ingen kunne se at noget var hændt. Andre steder tog man afstøbninger af seglet der så kunne opbevares og bruges til senere forfalskninger.

I Erlunds efterladte papirer ligger imidlertid et lille dokument på tysk uden datering eller afsender med titlen: “Wie ein Siegel nach zu machen” – “hvordan man eftergør et segl”. Det er umuligt at vide hvor Erlund har det fra. Vi ved det ikke. Til gengæld kaster det sære lille papir et usædvanlig klart lys over en ellers dunkel praksis.

“Man tager…”

Dokumentet indeholder tre små opskrifter på kemiske substanser der kan bruges til at lave afstøb-ninger af segl. Den første opskrift lyder: “Man lader svovl smelte og når det er flydende kaster man heri et fintrevet pulver af blyhvidt. Denne dej lægger man på seglet: Man må dog omsvøbe det enten med papir eller med voks eller med kridt og så kan man aftrykke det. Og når det er blevet koldt igen tage det af så har man signetet til et sådant segl”.

En anden opskrift bygger på bundfaldet af en opløsning af bl.a. eddike vitriol og blæk der røres op med kviksølv og trykkes på seglet hvorefter det hærder under åben himmel så signetet næsten bliver så hårdt som metal. Den tredje opskrift bygger på et opkog af metaller (bl.a. kviksølv) der ved afkøling hærder så det kan afstøbe seglet. Sundt har det ikke været at forfalske segl ved Københavns Post-kontor!

“Wie ein Siegel nach zu machen” udateret. Rigsarkivet.

Det må også have været en langsommelig affære som må have krævet både adgang til et velforsynet apotek og en del plads diskret naturligvis. Det sid-ste havde man og navnlig da brevpostkontoret blev indrettet i Erlunds eget hus i 1713. Til gengæld hav-de metoden den fordel at den var egnet til “masse-produktion” når “dejen” var rørt. Og når en afstøb-ning én gang var lavet havde man den til fremtidig brug. Når en gammel kending som f.eks. fransk-manden Poussin skrev var det altså forholdsvis enkelt hurtigt at fjerne hans segl afskrive brevet og derefter lave et nyt segl ved hjælp af en tidligere afstøbning.

Postvæsenets kapacitet til at åbne og lukke breve i hemmelighed var af stor nytte for kongen. Ved hjælp af postvæsenet var Danmark løbende underrettet om Sveriges og andre stormagters diploma-tiske forhandlinger på den europæiske scene og ved flere lejligheder lykkedes det også at fange fremmede magters spioner i Danmark.

Historien om Erlund og hans tjenere fortsætter…

Segl og forsegling kendes allerede fra oldtiden. Seglet beseglede ordrer og kontrakter gav dem rets-lig gyldighed og forlenede dem med herskerens autoritet. Fra middelalderen begyndte private (ade-lige og gejstlige) at anvende egne segl på deres breve og seglet fik nu yderligere funktion af forseg-ling et symbol på brevhemmelighed og en helt praktisk foranstaltning så man kunne se om brevet havde været læst af uvedkommende. Før konvolutten blev seglet brugt til at lukke det foldede brev med.

Misbrug og forfalskning af segl går også tilbage til middelalderen. Man kunne forfalske retslige doku-menter og på den måde snyde i sager om embeder eller ejendomsret hvis man havde adgang til et kongeligt stempel. Eller man kunne forfalske seglet ved at skrabe det af dokumentet med en opvar-met kniv. På det tidspunkt var seglene nemlig af voks. Hvis man havde et dokument forsynet med segl kunne man snyde ved at forsøge at viske dokumentet rent og simpelthen skrive et nyt med det rigtige segl siddende. Det forfalskede stempel krævede en metalafstøbning eller en gravure men i middelalderen blev afstøbte stempler næsten altid mindre og mere udviskede ofte med småbitte blærer i metallet.

Disse falsknerier blev vanskeligere da en fransk købmand i 1620erne begyndte at sælge lakstænger til brug ved forsegling. Disse stænger blev solgt ofte parfumerede og blev hurtigt populære blandt de brevskrivende hofdamer. Lakforsegling blev snart meget udbredt og lakken var væsentlig sværere at bearbejde end voksen tidligere. Den hemmelige åbning og lukning af breve blev snart en hel viden-skab…