Wheatstones automatiske telegrafsystem blev indført da morsenøglen ikke kunne følge med præstationskravet.

Wheatstone-udstyret som ses på Post- og Telegrafmuseet var i drift i næsten 100 år. I 1962 blev det definitivt fortrængt af fjernskrivere. I 1868 da Det Store Nordiske Telegraf-Selskabs udlandstrafik havde stillet krav om større telegraferingshastighed end man kunne opnå med en morsenøgle indførtes Wheatstones automatiske telegrafsystem. Hermed blev sendehastigheden firedoblet til 450-500 bogstaver i minuttet.

Sending med strimmel

For sendedelens vedkommende byggede systemet især på to apparater: Perforatoren og transmitteren. Oprindeligt benyttede man en tretastet håndperforator hvormed man kunne udstanse hulkombinationen for hhv. prikker mellemrum og streger i en papirstrimmel. Da et morsetegn krævede indtil 6 anslag var det en ret langsom fremgangsmåde og man begyndte derfor i 1908 at indføre klaviaturperforatoren hvormed man kunne lave hulkombinationen som repræsenterede et morsetegn med ét anslag. Hermed øgedes perforeringshastigheden 2-3 gange.

Den perforerede strimmel blev trukket gennem transmitteren og indvirkede på et system af vægtstænger fjedre m.m. så ledningen automatisk skiftevis blev sat i forbindelse med + og - på et batteri. Plus-strøm udgik når der var perforeret en prik- eller stregkombination på strimmelen og minus-strøm i mellemrummene.

Modtagning på strimmel

På det polariserede modtagerapparat receiveren frembragte de skiftende strømme ankerbevægelserne der skulle til for at et farvehjul kunne afsætte prikker og streger på en papirstrimmel. Principielt var apparatet indrettet som et polariseret morseapparat men konstruktionen gjorde receiveren i stand til at arbejde med langt højere hastighed.

Omkring 1905 indførtes en ny og mere følsom skrivedel undulatoren. Den bestod af to elektromagneter med polsko mellem hvilke var anbragt en lodret metalaksel hvorpå der fandtes en stålmagnet.

Under påvirkning af den indkomne strøm kunne den skiftevis dreje til den ene eller den anden side. Bevægelserne overførtes til strimmelen ved hjælp af en sølv- eller glaspen hvorved der fremkom en bølgeformet "unduleret" farvestreg hvis mindste udsving angav prikker og største streger.

Renskrivning

Da morse- og undulatorskrift var volapyk for de ikke indviede måtte telegrammet renskrives før det blev bragt ud til adressaten og skulle det viderebefordres (overdrages) måtte man fremstille en perforeret strimmel magen til den det hele startede med. For at undgå dette sendrægtige manuelle arbejde indførtes omkring 1906 Creeds receiving perforator som ved et system af relæer og stempler samt ved tilførsel af komprimeret luft frembragte en kopi af sendestationens strimmel.

Den blev enten indsat i en transmitter eller i en printer som omsatte hulkoderne til almindelig maskinskrift på en strimmel som derefter blev nedklæbet på telegramblanketten til adressaten. På museet kan de besøgende starte en transmitter og se den arbejde. "Museumsføreren" indeholder bl.a. en udførlig beskrivelse af undulatorens virkemåde.