Damp - en ny tid begynder

I 1819 oplevede danskerne for første gang et dampskib. Skibet hed Caledonia, og det sejlede med pakker og passagerer mellem København og Kiel. Det nye fartøj sejlede uden vind og spyede damp. Det blev betragtet med undren og frygt. Dampkraften blev en hård konkurrent til vind og sejl. I slutningen af 1830’ erne steg væksten i handel og økonomi, og flere mennesker rejste. Den hurtige transport med dampskib blev efterspurgt. I 1800-årene kom ”lystrejsen” på mode. Lystrejsen bibragte den rejsende oplevelser under behagelige former. Dampfærgerne blev indrettede efter den nye mode. I salonen kunne den rejsende hvile sig eller gøre nye bekendtskaber. Mange færger indrettede også restauranter, hvor man kunne få noget at spise.

Model af hjuldamperen "Nyord".

I sejlskibenes tid var postens rettidige ankomst og afgang i høj grad afhængig af vejret. Den nye energikilde damp betød, at man kunne frigøre sig fra naturens luner. Generalpostdirektionen var i lang tid skeptisk over for dampkraft. Udgifterne til kul gjorde det langt dyrere at drive et dampskib end et sejlskib. I 1828 besluttede man alligevel at anskaffe hjuldamperen Mercurius. Mercurius’ dampkedel drev to store hjul på skibets sider: en hjuldamper. Men den var også udstyret med rig og master. Man stolede ikke helt på den nye teknik. Der skulle betales forhøjet billetpris for at sejle med Mercurius. Den kortere rejsetid gav dog skibet succes. Postvæsenet beholdt de gamle sejlskibe som reserve frem til 1860’erne. Der var også mange rejsende som stadig foretrak at blive sejlet over Storebælt på den gammeldags måde.

Isbåden er en solidt bygget sejl- og robåd. Den har en glideskinne under kølen og slidskinner på siderne. Skinnerne sørger for, at båden fungerer som slæde, når den bliver trukket eller skubbet over fast is. Denne isbåd havde en besætning på fem mand og kunne tage fem passagerer. De mandlige passagerer skulle selv være med til at trække båden over fast is. Kvinder gik derimod fri. Man sendte altid flere isbåde afsted sammen. Bådene blev ledet af en transportfører, der tog bestik af isen og bestemte ruten. Isbådene skulle også medtage post. Breve og pakker kom i en stærk lædersæk, der kunne flyde, hvis båden kæntrede.

I 1778 begyndte man at sejle med isbåde på Storebælt. Postvæsenet overtog overfarten med isbåde i 1794. Posten førte nøje statistik over antallet af dage med isbådssejlads. Frem til 1830’ erne sejlede isbådene i gennemsnit 33 dage hvert år. Da postvæsenet fik dampskibe kunne isbådssejladsen reduceres til cirka 20 dage om året. Fra 1883 holdt isbryderne sejlrenderne åbne. Det overflødiggjorde isbådene. De blev dog holdt i reserve i mange år og kom frem for sidste gang i de kolde vintre i 1940’erne. Isbådene var forsynet med redningsudstyr, proviantkasse til brød, vand og cognac.

Da den første jernbane i Danmark blev åbnet i 1847 var postvæsenet Danmarks største trafikselskab. Postvæsenet havde kun monopol på brevbefordring, men gennem to hundrede års virksomhed havde man opbygget en indbringende forretning ved også at transportere rejsende og deres bagage til lands og til vands ad postens vidtstrakte rutenet. Jernbanerne blev hårde konkurrenter. På kun ti år fra 1862 og frem halveredes postvæsenets personbefordring. I 1883 samledes de største jernbaneselskaber til DSB, og sejladsen over bælterne overgik til banerne. Så kom bilerne til, og i 1912 kørte den sidste postdiligence. Kun enkelte små færgerier skulle postvæsenet drive. Det sidste, Esbjerg-Fanø, overgik til DSB i 1977.

Fra jernbanens tidligste år i Danmark benyttede postvæsenet togvogne til fragt af post. Først i 1860'erne indførte man egentlig postsortering i de kørende vegne. Man kaldte dem ambulante eller bevægelige postbureauer, inspireret af den franske betegnelse for fænomenet "un bureau ambulant", et kørende (post)kontor. Da Storebælts forbindelse i 1997 åbnede for togtrafik, blev postens bureautjeneste nedlagt.

I takt med at jernbanenettet voksede ændredes vilkårene for postvæsenets færgerier. Selv hurtige dampforbindelser blev udkonkurreret af jernbanen. Jernbanens hurtige og stabile forbindelse over land stillede krav til transporten over vand. I 1872 kørte de første togvogne ind på færgen over Lillebælt. I 1883 sejlede den første togfærge over Storebælt. Færgen blev drevet af DSB, der overtog en stor del af postens transport. Posten var forpligtet til at bringe breve ud overalt. Derfor opretholdt postvæsenet i lang tid små færgesteder, hvor ruten ikke var rentabel. Esbjerg – Fanø var postens sidste færgeri. I lang tid gav sommerens mange badegæster overskud. Men i 1970’ erne gik det dårligt, og i 1977 blev færgeriet overdraget til DSB. Dermed sluttede postens 300 årige epoke som transportvæsen.

Til transport og udbringning af post fulgte postvæsenet – om end lidt tøvende – med den tekniske udvikling: Cykler blev tilladt fra 1894 og obligatoriske fra 1921. Motorcyklen holdt sit indtog i 1907 og bilen året efter. Fra 1920 benyttedes regelmæssigt fly til postbefordring.