undervisning
LYSETS HELTE

KLIMAHÅB OG TEKNOLOGIFORSTÅELSE
De færreste af os tænker over, at alle data på internettet består af små lysblink, der suser verden rundt - gennem kabler under jorden og på havets bund. Hver en Snapchat-besked, post på Instagram, stream på YouTube eller Netflix, sendes som millioner små lysblink, der tilsammen kræver store mængder energi. I undervisningsforløbet træder eleverne i hælene på DTUs forskere. De undersøger hvordan information kan sendes med lys og hvordan regnbuens farver kan gøre internettet mere bæredygtigt. De bygger en telegraf, der var verdens første elektriske kommunikationsmiddel og følger historien fra 1800-tallets informationsrevolution til vor tids datarevolution.
LÆRINGSMÅL
Forløbet er rettet mod Natur/teknologi og Fysik med særligt fokus på kompetencemålene for perspektivering. Eleverne får viden om sammenhænge mellem teknologisk udvikling, naturfag og samfundsmæssige problemstillinger, når de bygger fortidens teknologi og eksperimenterer med, hvordan fremtidens internet kan gøres mere bæredygtigt med viden om lys.
PRAKTISK INFORMATION
Forløbet tilbydes mandag, onsdag og fredag med starttidspunkt kl. 10:00. Forløbet afsluttes kl. 13:30 og undervejs er der indlagt 30 minutters spisepause. Eleverne skal gennemføre to forsøg med laserpointere. I bliver informeret om sikkerhedsregler før jeres besøg og på selve dagen. Forløbet kan bookes fra 1. september 2025