Det danske kongehus er kommet på Facebook og flere andre sociale og digitale medier, blandt andet Instagram. Men selvom det er blevet fremhævet af pressen, at de kongelige nu endeligt har taget skridtet ind i ”den digitale tidsalder”, så er det ikke noget nyt i sig selv, at monarkiet omfavner såkaldte ”nye medier”.

Tværtimod eksisterer der et tæt, nærmest symbiotisk forhold mellem moderne monarkier og nye medier. En af verdens første filmatiserede media-events var engelske Queen Victorias 60-årsjubilæum ("Diamond jubilee") som monark i 1897, kun få år efter filmmediets og kinematografens opfindelse. Og allerede i 1933 holdt dronning Margrethes bedstefar, Christian X, den første royale radiotale i Danmark. På det tidspunkt havde den danske statsradiofoni – forgængeren til dagens DR – kun eksisteret i 8 år, og radioen var stadig det hotteste, mest højteknologiske og moderne medium, som ”alle” der ville være med på noderne var nødt til at forholde sig til. Ganske præcis som Facebook og Youtube i dag.

Christian X tester udstyret i det provisoriske radiostudio, der i december 1933 blev etableret på Sorgenfri Slot.

Jeg har lige publiceret en videnskabelig artikel om det danske mediemonarki, med særlig fokus på de kongelige radiotaler fra 1933 til 1945. Og en af mine pointer er, at moderne monarkier er afhængige af moderne medier for deres eksistentielle overlevelse. Sådan har det i hvert fald været i de sidste cirka 100 år, hvor de gamle europæiske dynastier har kæmpet en hård og stundom nærmest desperat kamp for at overleve overgangen fra traditionelle, hierarkiske og udemokratiske samfund til moderne, demokratiske og medialiserede samfund, der gennemsyres af den for monarkiet temmelig farlige forestilling om, at magten stammer fra folket – ikke fra Gud eller det royale mysterium.

I dag er der mange danskere der betragter kongehuset som et nationalt symbol, men nationalismens fremvækst i 1800-tallets Europa var ikke nogen ubetinget positiv udvikling for monarkierne. Faktisk blev de ligeså elitære som kosmopolitiske kongefamilier anklaget for at være ”u-nationale” og ”u-folkelige”, og mange af de gamle, middelalderlige monarkier gik i graven i tiden omkring første verdenskrig, fx huset Habsburg og det tysk-preussiske Hohenzollern.

Også i Danmark var monarkiet i alvorlig krise i tiden efter første verdenskrig, Forløbet omkring den såkaldte påskekrise i 1920 – hvor Christian X afsatte en folkevalgt regering der ikke delte kongens holdning i det følsomme slesvigske spørgsmål – var faktisk ved at udvikle sig fatalt for huset Glücksborg. Der var protester og demonstrationstog på gaderne i hovedstaden med ophidsede råb om, at kongen skulle fjernes og monarkiet erstattes med en republik.

Det var i skyggen af dette royale trauma, at det moderne mediemonarki tog form i Danmark. Der blev produceret biograffilm om de kongelige ved bryllupper og jubilæer, og fotobaserede ugeblade

"Beautiful people" flokkes omkring en transportabel radio på stranden. Øjebliksbillede fra Danmark omkring 1930.

som Billedbladet opbyggede et nærmest familiært forhold mellem læserne og kongefamiliens medlemmer, ikke mindst til den unge og smarte kronprinsesse Ingrid. Men det vægtigste medium i processen blev alligevel radioen, eftersom den kunne bygge bro mellem det private og det offentlige, og bogstaveligt bringe kongens stemme ind i almindeligt folks dagligstuer. Hundredvis af telegrammer og ”fanbreve” strømmede ind til Christian X efter hans fremtrædener i Statsradiofonien. Folk ude i landet – men også danskere i udlandet – takkede monarken for hans ”smukke danske tale”, og det er tydeligt at radiolytterne havde oplevet det som nærmest en smule magisk, at de siddende i sine egne hjem havde kunnet høre ”Kongens gode ord”. Radiotalerne fik også et enormt gennemslag i de trykte medier, navnlig dagspressen, også i aviser der normalt var kritiske overfor kongen og monarkiet, som Politiken og Social-Demokraten.