I fredags åbnede vi første fase af ENIGMA museum. Stolte og pænt spændte slog vi dørene op til den gamle posthusbygning på Østerbro. Spændte på modtagelsen og på folks reaktioner. Spændte på at se, hvordan vores tanker og visioner ville tage sig ud i mødet med virkeligheden og med gæsternes medbragte agenda, hvilket jo er hensigter og forventninger vi aldrig bliver herre over.

Så hvordan gik det? Overordnet godt. Fredag morgen dukkede flere end 200 mennesker op til morgenkaffe, brød og nyheder serveret af vores Morgenbud. Lokalet stod snorlige og knivskarpt. Lys, varme, ventilation, tjek! Et Designmarked med overraskende gaver og unikt kunsthåndværk. Et smukt posthus med lange åbningstider og en Kantina med simreretter, landgangsbrød og granitas på menuen.

Fuldt hus til premieren på Morgenbud - nyheder med nyt perspektiv serveret til morgenkaffen. Hver fredag kl. 8.15

Men åbningsweekenden viste os også, at det er et stort arbejde at flytte på publikums forventninger til, hvad et museum er. Blandt andet udtrykt ved det gentagne spørgsmål: hvor er udstillingerne? Det her, er jo ikke et "rigtigt" museum.

Cafeen, posthuset og butikken var nemme at få øje på, men hvor var udstillingerne, det populære legeland fra Købmagergade eller de genstande som gør et museum til et museum, hvis vi læser museumsloven.

To ting der er vigtige at slå fast. 1: Vi er et museum. 2: Det er første fase af museet, som nu står åbent.

Det legitimerer på ingen vis at vi bagatelliserer den forvirring som nogle af vores tidlige gæster har givet udtryk for. Vi gør nemlig noget, som er ganske nyt og som udfordrer folks forventninger i almindelighed og kulturinstitutionernes virke i særdeleshed. Vi tager et innovativt favntag med de klassiske formidlingsformer og ser os selv som et museum, der udkommer i et væld af formater og på tværs af platforme. Udstillinger er blot et format af mange, og i husets nuværende fase er det andre formater vi dyrker som museum.

Lige nu og live formatVores Torv er også en Scene. Du ser den ikke med et blotte øje, for den opstår først, når nogen taler, optræder eller præsenterer. Den er ikke gemt væk i et hjørne af lokalet men er hele lokalet. Præcis på samme måde som cafeen, posthuset og designbutikken er integreret som et hele.

På Scenen udkommer vi som museum gennem paneldebatter, nyhedsperfomances og teknologifilosofiske saloner. Vi har opfundet konceptet Ting der taler, hvor museets eksperter udvælger en genstand fra samlingen og blander sig blandt de besøgende for at lade tingen fortælle og ikke mindst skabe fortælling. Vi vil hinanden og vores gæster noget og bruger derfor lige så mange ressourcer på at lytte som på at tale.

Montre og genstande fra samlingen blander sig på museets Torv.

Opholder du dig i vores Kantina, er det derfor ikke kun landgangsbrød eller kaffe der bliver serveret. Samtalemenuer og passende forstyrrelser fra cafeens ansatte er også en del af pakken. Det kunne være en dialog om mobiletikette ved spisebordet, samtaler om sociale medier og afhængigheder eller et eftersyn af mobilens privatlivsindstillinger.

Kommunikation er vores genstandsfelt, men også et værktøj vi bruger bevidst og aktivt til at skabe erkendelse og indsigt. For det er sådan, vi ser os selv som et museum.

Det Perfekte Kærestebrev præsenteret af inspektør, Eva Wistoft Andersen som en del af eventen Ting der taler. Credit: Nadja Pass

Det handler om kommunikation. Og kommunikation er i sin natur immateriel. Hertil følger de redskaber og teknologier, vi bruger til at kommunikere med. Telefoner, breve, kabler, computere, blyanter, fjer og bogstaver. Genstande, som vores samling rummer i mangfoldige varianter og som vi glæder os til at pakke ud på et senere tidspunkt. Lige nu, i museets første fase, har vi lagt vægten på kommunikation og i mindre grad dens genstande:

Hvad er kommunikation, hvordan virker den, hvem styrer den og hvad gør den ved os, som individ og samfund.

Det er spørgsmål som kræver dialog og svar, som føder debat og er en scene og live formatet ikke netop de bedste måder at indfri netop det?

De kommende måneder vil vi gradvist udvikle huset og bevæge os fra første fase til det der følger efter. Vi vil på sigt have (prisvindende) udstillinger og et legeland som kan tilfredsstille den del af vores publikum, men vi vil fortsat og altid være det museum som ser det lige så væsentligt at skrive nyhedsartikler, deltage i folkeoptog, arrangere festival eller noget helt fjerde. Vi er ikke låst til vores matrikel eller husets lokaler men ønsker at være relevant, hvor vi skaber mest værdi og i en form som passer formålet bedst.

Udstillinger eller ej.