”John Perry Barlow tog fejl, da han proklamerede nettets selvstændighed med troen på, at her kunne vi organisere os uden behov for regulering fra en verden i stål og sten”

Konklusionen kommer ikke fra hvem som helst og bekymringen falder ikke ud af det blå, men er iscenesat på det Kongelige Teater, hvor Sir Tim Berners Lee, manden der opfandt world wide web i 1989, er inviteret til at tale om nettet anno 2017. For meget er sket.

WWW blev skabt af Tim Berners Lee med ønske om at lette adgangen til internettets information. Kongstanken et fladt landskab uden hierarki og med decentral styring. Et sted, hvor informationen nemt kunne deles, hvor standarderne var åbne og adgangen lige. I dag bruger vi stadig nettet til at dele viden, underholdning og information fra ligegyldigheder til yderligheder som f.eks. propaganda eller fake news. Og sjældent går en dag uden vi blander os på de sociale medier, for at pleje sociale relationer eller øge ens sociale ranking med opdateringer af CV’et på LinkedIn.

Den afgørende forskel mellem dengang og nu, er ifølge Sir Tim Berners Lee den struktur, som i dag præger nettet.

Fra åbne landskaber til dybe siloer

Hvor nettet blev skabt som et fladt landskab med lige adgang for alle og skalering via decentralisering, er vores sociale medievirkelighed karakteriseret ved en stærk centralisering. De dominerende sociale medier ejes af kommercielle virksomheder, som tjener deres penge, når vi bruger deres services. Jo mindre tid vi bruger på konkurrerende løsninger, desto bedre. I ønsket om at fastholde brugerne lukker de sociale medier sig om sig selv og begrænser brugerens handlefrihed.

Lad mig give et eksempel. Du har en række billeder, som du gerne vil dele med udvalgte venner men også et par af dine kolleger. Deler du billederne via facebook eller LinkedIn? Er du nødt til at poste billederne begge steder eller ender du med at sende en mail? Forestil dig en hverdag, hvor du kun kan ringe til folk, som har deres abonnement hos samme teleselskab som dig selv.

Adgang er en menneskeret

En stadig stigende del af vores samfund digitaliseres. Vores kommunikation, vores lægejournaler og adgangen til el, vand og varme foregår i dag digitalt. En udvikling, som både giver muligheder men også gør os sårbare. Senest med cyberangrebet WannaCry, der i Store Bededagsferien tog tusindvis af computere og netværk som gidsler og skabte driftsproblemer på engelske sygehuse og tyske togstationer.

I takt med den stigende digitalisering af vores samfund, nettets øgede centralisering og de kommercielle magtinteresser, må vi derfor også spørge, om adgang til internettet skal betragtes som en menneskeret? Når vores økonomi, vores politik og den øvrige infrastruktur rykker online, følger et demokratisk behov for en lige og fair adgang, på tværs af geografi, sociale og religiøse skel.

Badet i Det Kongelige Teaters rampelys er Sir Tim Berners Lee ikke meget for at erklære adgang til internet for en menneskeret. Men lytter vi til den aktuelle dialog mellem udviklere, forskere, filosoffer og aktivister, står det klart, at vi befinder os i et intensiveret magtspil: Hvad skal nettet bruges til? På hvilke og hvis præmisser skal det udvikles? Misantropi, hardcore business og en relugering der foregår nationalt eller overstatsligt?

Nettet som fortælling

Diskussionen er ikke ny og svarene heldigvis ikke entydige. I 1999 ville Doc Searls med The Cluetrain Manifesto have os til at se nettet som et marked, hvor varer blev solgt gennem samtaler. I 1985 advokerede Richard Stallman for et frit software system i det legendariske GNU manifest og tilbage i 1985 pionerede og pirrede Donna Hathaway vores forestillinger om relationen mellem menneske og maskine med The Cyborg Manifesto, som stadig citeres flittigt blandt kønsteoretikere og transhumanister.

“The cyborg is a creature in a post-gender world; it has no truck with bisexuality, pre-oedipal symbiosis, unalienated labour, or other seductions to organic wholeness through a final appropriation of all the powers of the parts into a higher unity.”― Donna J. Haraway

Når vi i 2018 byder velkommen til museets udstillingssale, bliver det med en udstilling om Nettet som drøm og fortælling. En udstilling, hvor vi zoomer ind på de fortællinger og forventninger, som gennem tiden er blevet tilskrevet nettet og udgivet som manifester. Fra Donna Haraway, Vannevar Bush og Filipo Marinetti til John Perry Barlow, Kurzweil og Loyd Blankenship.

Har du input til listen af legendariske manifester om nettet, så send mig gerne en mail på ts@enigma.dk