Portrættet af Danmarks første kvindelig statsminister blev afsløret på Christiansborg i dag. Som tidligere statsministre har også Thorning måtte stå model til et malet portræt, og som de andre i rækken, har også Thorning haft frit valg ift. hvem denne opgave skulle betros. Thorning valgte en kvinde til at portrættere sig - og såvel model som maler har været bevidste om, at portrættet kom i selskab med ene mænd. Men hvorfor har modellen så valgt at lade sig forevige i et formsprog, som - venligt sagt - er yderst klassisk og taler direkte ind i en patriarkalsk kunstnerisk tradition? Og hvorfor med et kunstnerisk udtryk, som lige så vel kunne være illustration til en novelle i et dameblad med titlen “Kvinden på Borgen”?

Forhenværende statsminister Helle Thorning Smith, portrætteret af Ditte Ejlerskov. Maleriet blev afsløret den 21. april 2017 på Christiansborg.

Kompositionen er yderst klassisk - eller konservativ - vælg selv. Som en sort knytnæve er Helle Thorning placeret midt i billedet. Det er Thornings position og ikke mennesket Thorning, maleren har koncentreret sig om. Statsministeren er iklædt mandens dragt; en sort habit, som får kontrast af den hvide bluse der er tilført en smule liv af en diskret stribe. Armene er korslagt; ryggen er rank; blikket fast og direkte rettet mod beskueren. Urokkelig står hun der, Statsministeren, og hvis habitten, de korslagte arme og den strunke positur ikke er afstivning nok, så får hun støtte af den massive søjle, hun står foran. Den rejser sig bag hende og begynder og afsluttes uden for billedet. De to vinduespartier til højre og venstre side giver ikke beskueren mulighed for at fornemme verden uden for Borgen. Her er det kun Statsministeren som er i fokus. Verden kan vride, vånde og vende sig. Thorning ser det ikke. Foran de to vinduer står to buster - forsteninger af fortidens mænd, men også Thornings bevidsthed om historiens vingesus og den menneskekæde, hun selv blot er del af. Det er ikke vigtigt, hvem de to buster forestiller. De er historiens hvide skygger som Thorning kender til men har taget et par skridt væk fra.

Ansigtet er lagt i milde, men faste folder. Munden er lukket, men på læberne ses antydningen af et smil der forstærkes af kindernes smilefolder. De blå øjne ser direkte på os, og det blonde hår er føntørret på rette plads, dog med undtagelse af en lille løsrevet lok i venstre side. En let antydning af skødesløshed, men vildt bliver det aldrig.

Som beskuer er det svært ikke at undres over malerens manglende interesse for at trænge bag positionen Statsminister og ind til personen Thorning. Som kunst bliver portrættet derfor kun til en registrering af en position. Det inviterer ikke til yderligere refleksion, nysgerrighed eller engagement. Det havde været mere tidssvarende og i tråd med Helle Thornings faible for popkultur, om portrættet var selfie fra hendes mobiltelefon.

Mon ikke det bliver med portrættet som med Thornings eftermæle som statsminister. En konstatering af, at nå! sådan så den første kvindelige statsminister ud. Hvad hun gjorde? Det giver maleriet ingen svar på. Og selvom vi nu som land har fået taget mødommen på kønsudfordringen i landets højeste politiske embede, så tilfører maleriet ikke noget som helst til den historie. Lige så ligegyldigt som en selfie, men uden den humor, som heldigvis ofte sniger sig ind i det medie.