Ideer der forbinder os: Telefonistinde på landet

Telefonistinderne - på landet.

På de mindste landcentraler var der måske ikke mere end ti telefonabonnenter, hvilket ikke i sig selv gav trafik nok til at brødføde en familie. Centralen stod ofte hos smeden, skomageren, træskomageren, enken eller den enlige mor. Betalingen var ikke stor, men den gav dog en vis tryghed. På de lidt større landcentraler var der ofte ansat en tjenestepige til hjælp ved centralen i huset. Om aftenen slog man en alarmklokke til, som larmede , til enten "centralmutter" selv eller tjenestepigen blev revet ud af deres gode søvn for at ekspedere samtalen.

Ekspeditionerne på landcentralen var på mange måder anderledes end i byerne. Først og fremmest var "centralmutter" alene om at styre centralen. Hun var sin egen. Abonnenterne var væsentlig nørmere på hende, and abonnenterne i byerne var på deres anonyme telefonistinder. De bad hende ikke nødvendigvis om et nummer, men om en person ved at opgive navnet på  den, de ønskede at tale med. Hun kunne sikkert nummeret i hovedet, og måske vidste hun oven i købet, om vedkommende var hjemme.  Netop denne viden fortæller noget om, hvordan man forholdt sig til forskriften om tavshedspligt.

Hvis bestyreren af en landcentral ikke længere kunne passe den, kunne telefonselskabet få store problemer. Hvis skomageren fx var centralbestyrer, og centralen derfor var placeret i hans hus, var ledningerne fra alle abonnenter jo ført ind her. Skulle centralen flyttes til et andet hus måtte alle ledningerne også flyttes. Ofte løste man problemet ved at lade en slægtning overtage posten som centralbestyrer. Så kunne vekslerbord og ledninger blive, hvor de var, og lønnen blev også i familien.

‍

‍