Så kom den, statsministerens bogreol! Godt nok som baggrund for en opdatering, som handlede om noget helt andet end kulturforbrug, men alligevel et foto, som kan granskes og give os en fornemmelse af, hvad det er for et menneske, som har lige præcis denne bogsamling. DRs mangeårige seermagnet ”Kender du typen” har udviklet skarpe observationsevner hos hundredetusindvis af danskere, og vi har lært lynhurtigt afkode en type på baggrund af det foretrukne ketchupmærke, kaffevaner eller bilvalg. Ikke sjældent bruger programmets eksperterne bogreolen (eller mangel på samme) som en præcis identitetsmarkør. For er der et sted i boligen, som afslører noget om beboeren, så er det valg af lekture. Både de bøger der er der, og dem, som ikke er. Derfor tillod jeg mig forleden at efterlyse et billede af statsministerens bogreol. I statsministeriet har man nemlig for længst forstået, at skal man fastholde og udbygge den brede, folkelige forankring, så er SoMe-opdateringer den mest virkningsfulde kanal. Derfor vælter statsministeren på Facebook og Insta rundt i makrelmadder, kanelsnegle og hjemmelige sysler som rengøring og vasketøj. Men forleden fik vi også et (måske?) tilfældigt udsnit af den statsministerielle bogreol. Lad os lege, at der rent faktisk er tale om en un-staged bogreol; altså at vi så et foto fra et hjem, som ikke er blevet stylet til lejligheden, men ser ud præcis, som det plejer. Hvis du kan abonnere på den præmis, så læs med og bliv klogere på reolens ejermand.

Reolen tilhører et menneske, som er bredt orienteret og har interesser, der stikker i mange retninger. Skøn- og faglitteratur står ryg om ryg. Reolen bor ikke i et hjem, hvor systematik svinger dirigentstokken. Bøgerne er nemlig ikke inddelt i emneområder, ej heller er de ordnet alfabetisk. Det er heller ikke et hjem, hvor bøger er pynt, og hvor ejeren er faldet for lysten til at opstille bøger efter bogryggenes farver. Det er nok snarere et hjem, hvor bøger finder vej til reolen i det tempo, de kommer inden for matriklen.

Til trods for, at reolen står i en forstad til København, er den fyldt med internationalt udsyn. Fx er en interesse for Afrika. Den belgiske kulturhistoriker David van Reybrocks store bog om ”Congo – historien om Afrikas hjerte” – er et hovedværk om statens Congos historie. Læser man den slags bøger, er det fordi, man er optaget af at forstå udviklingen på en historisk baggrund. Ikke overraskende hos en politiker, som har læst afrikastudier (onde tunger vil vide, at Mette Frederiksen blev tituleret ”Afrikas Dronning” i DSU), men også boet og rejst på kontinentet.

Det kan heller ikke komme bag på nogle, at politik fylder. Internationale statsmennesker som den engelske Labour-premierminister Tony Blair fx. Blair-perioden i engelsk politik står bl.a. som en tid, hvor politisk spin blev professionaliseret. Til trods for, at ordet ”spin” brugt i politisk kommunikation blev opfundet i 1984, så kom Tony Blairs æra som PM i Storbritannien til at sætte scenen for en ny måde at arbejde med politisk spundet kommunikation. Men også den første amerikanske kvindelige udenrigsminister Madeleine Albright er at finde i reolen. Albright var bl.a. kvinden bag ordene ”Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden” og har stået som forbillede for mange kvinder, der har slået deres folder i politik.

Stærke skikkelser, svage eksistenser og dem der balancerer på kanten, står side om siden på reolen og vidner om interesse for gennem skønlitteraturen at for at forstå andre udgangspunkter end ens egne. Som fx Vita Andersens skønlitterære roman ”Indigo”, der handler om omsorgssvigt af en lille pige i 1940érnes Danmark, og Karen Schultzs roman Uren, der er en coming-of-age roman om kvinden Karen, født uden for ægteskab i 1959 og om den skam og stigmatisering, som følger af at entrere verden fra den kant. Eller gangsteren Nadim Yasars og journalisten Marie Louise Toksvigs bog Rødder om livet som bandemedlem, og om vejen ud.

Rollemodeller fylder også. Som nu fx ”skorstensbaronen” Alexander Foss; ham, der var medgrundlægger af F.L. Smidth og spillede en stærk rolle i oprettelsen af Industrirådet og ikke mindst som forhandler for Danmark under 1. verdenskrig. Ledelseslitteratur har også sneget sig ind med den danske professor og ledelsesguru Steen Hildebrandt, der bl.a. har forsket i organisationsteori og forandringsledelse.

Og når statsministeren skal slappe af, gør hun det måske med en krimi. I reolen står i hvert fald en af den svenske krimiforfatter Camilla Läckbergs mange hyggegys.

Og hvad kan vi så udlede af den granskning? Statsministeren er et bredt interesseret menneske, hvor personlige interesser blander sig med hendes arbejdsliv. Hun kan lide at lade sig inspirere af store og stærke personligheder, men også af historier fra dem, som sjældent får stærke stemmer. Hun er bevidst om kønsproblematikker og de udfordringer, som især kvinder der er født med samfundsmæssige udfordringer, må lide. Og hun er optaget af historiske perspektiver på nutidige problemstillinger. Hun bruger både skøn- og faglitteratur, og er relativt opdateret på nye udgivelser. Hos statsministeren er bøger ej blot til pynt. Bøger er nogle, der bliver læst, og reolen er et arbejdsværktøj snarere end en indretningsfeature, hvor bogrygge skal spille sammen med sofapudernes farver.

Jeg var glad for at se den bogreol. Mest fordi den gav en indsigt i, at statsministeren (selvfølgelig) er andet og mere end makrelmadder. Men også fordi det lille udsnit af et måske tilfældigt foto viser, at også statsministeren er kulturforbruger og finder glæde i at læse. Både bøger som hænger uløseligt sammen med hendes erhverv, men måske aller mest, fordi hun også finder inspiration i skønlitteraturen. Jeg vil glæde mig til, at kulturelle referencer bliver et mere tydeligt pejlemærke for statsministeren, også når hun taler politik. For er der noget særligt skønlitteraturen kan, så er det at forbinde uforbundne liv og fremelske empati, forståelse og indsigt i andre livsvilkår end ens egne.