Kommunikation gennem århundreder på P&T-museet
Samlingen af effekter begyndte i 1856 og i dag rummer samlingen noget for enhver der interesserer sig for kommunikation gennem århundreder.
Dansk Post- og Telegrafmuseum må med sin beliggenhed i Valkendorfsgade 9 i Københavns Centrum siges både at ligge centralt og placeret i et meget postalt miljø ved den gamle Postgård i den travle Købmagergade.
"De fleste besøgende kommer om sommeren. Nogle langvejs fra for at se rariteterne på museet" siger museumsleder A. Morell Nielsen. Han har passet museet i 25 år og mener det har noget som kan interessere enhver. "Det er et specialmuseum med mange emnegrupper hvor fællesnævneren er kommunikation gennem århundreder med post og tele som hovedgrupperne". Samlingerne benyttes flittigt af historikere. Tegninger fotos og beskrivelser er systematiserede så de er nemme at finde i det store arkiv. Hver eneste af de udstillede genstande rummer en historie om et forløb eller en hændelse.
Museets historie
Allerede i 1856 lagde den senere overpostmester Jens Wilcken Mørch grunden til et postmuseum da han begyndte privat at indsamle effekter. I 1907 blev samlingen overdraget til etaten og anbragt i Postgården på Købmagergade - tæt ved det nuværende museum. Pladsen var imidlertid så trang at publikum aldrig fik adgang. Det skete først i 1913 da museet fik overdraget nogle rum i Centralpostbygningen i Tietgensgade. Ved samme lejlighed fik museet ansvaret for generaldirektoratets frimærkesamling. Kun få år efter - i 1919 - lukkede museet og blev først genåbnet i 1926. I de mellemliggende år benyttede Postgirokontoret lokalerne.
Da Postvæsenet og Telegrafvæsenet blev sammensluttet i 1927 besluttede man at udvide museet med en samling teletekniske genstande. I konsekvens af dette skiftede muset navn fra Dansk Postmuseum til Dansk Post- og Telegrafmuseum.
Brevcensur
Under besættelsen var museet pakket væk fordi tyskerne skulle bruge lokalerne til brevcensur. Da indsamlingen af effekter imidlertid fortsatte var museet allerede ved genåbningen i 1945 vokset ud af rammerne. Pladsproblemerne blev løst midlertidigt da museet kunne flytte ind i en sidefløj til Københavns Bymuseum på Vesterbrogade hvis samlinger blev åbnet i 1956.
Også her blev forholdene for trange og i 1985 blev det muligt at overtage Teletjenestens ejendom i Valkendorfsgade 7-9. Museet er dermed havnet på posthistorisk grund idet der var frimærketrykkeri på stedet i perioden fra 1852 til 1933 da Postvæsenet selv overtog produktionen.
Det ældste af de huse der rummer museet er opført i 1730 umiddelbart efter Københavns brand der lagde Valkendorfsgade som i øvrigt dengang hed Hellig Geist Stræde i ruiner. Gennem årene har besøgstallet svinget meget. I øjeblikket er det for opadgående.
"Det registrerer vi på forskellig vis. Bl.a. er der flere rygsække i garderoben end tidligere. Måske kommer der flere fordi museet er gratis. I gamle dage på Vesterbrogade var vi nabo til Bymuseet og mange af dets gæster besøgte også os. I dag er vi nabo til legetøjsmuseet. Dette kan vi også mærke fordi der kommer mange børn ind til os" slutter A. Morell Nielsen.