Hulkortteknologien - forløberen for edb - blev udviklet I USA i 1880erne. I de første mange år blev kortene primært anvendt til statistik og først i 1950erne begyndte Postgirokontoret og telefonselskaberne at anvende hulkort til indbetalinger.

Hulkortteknologien var forgængeren til edb og blev udviklet i USA i 1880erne til en folketælling. Og det med succes. Den første brug af hulkort herhjemme var da også til folketællingen i 1911. Snart fulgte flere statistiske opgaver hos Dansk Arbejdsgiverforening og en række forsikringsselskaber. I mellemkrigstiden blev hulkort primært opfattet som et redskab til at håndtere statistik baseret på store datamængder. Først efter 2. Verdenskrig blev hulkort vigtige i bogholderiet.

De første hulriker

Hos Postgirokontoret dukkede hulkort først op i 1956 i form af giroindbetalingskort som hulkort - de såkaldte "hulriker". De gjorde det muligt at mekanisere arbejdsgangene. Navnlig for forsikrings- og telefonselskaber blev det muligt at få deres indbetalingslister sorteret efter police- eller telefonnummer.

Det lettede betalingskontrollen meget men introduktionen af hulkort berørte ikke Girokontorets bogholderi. De to dele af processen blev først integreret efter overgangen til edb. Det skete gradvist fra 1966 sammen med optisk blanketlæsning og man vendte nu tilbage til kun at have blanketbehandling. Det lettede arbejdet på postkontorerne og var også en fordel for kunderne.

I stedet for en fysisk maskinsortering af hulriker fik f.eks. forsikringsselskaberne opfyldt deres behov for sortering af de indkomne oplysninger ved at disse informationer blev lagt på magnetbånd. Forsikringsselskaberne kunne så ved afslutningen af en betalingstermin enten få udskrevet en samlet betalingsliste i policenummerorden eller et magnetbånd med betalingerne.

Telefonregningerne var arbejdskrævende

Hos Fyns Kommunale Telefonselskab Jydsk Telefon Aktie-selskab og Kjøbenhavns Telefon Aktieselskab bestod de store arbejdskrævende administrative opgaver i at opgøre og udskrive telefonregninger og føre kontrol med betalingerne.

Oprindeligt var alle telefonsamtaler manuelt betjente. Efter hver samtale udskrev telefonisten en kupon. Samtaleforbruget blev opgjort ved at sammentælle disse kuponer manuelt og skrive forbruget på regningerne.

Med det stigende antal abonnenter voksede dette arbejde kraftigt og fra 1950 gik telefonselskaberne over til at udskrive regninger ved hjælp af hulkort.

Grundlaget for abonnentsregnskabet var tre store hulkortskartoteker: Abonnementskartoteket og de to kartoteker med samtale- og diversekort. Samtalekortene blev brugt til at opgøre samtaleforbruget for den enkelte abonnent. Frem til overgangen til selvvalg fra 1950erne skete dette fortsat manuelt. Med overgangen skete opgørelsen på centralen. Tællerne blev affotograferet én gang i kvartalet og på dette grundlag blev samtaleafgiften beregnet.

Da telefonselskaberne gik over til edb fra 1965 forsvandt den omfattende fysiske håndtering. Den blev erstattet af magnetbånd. Man kan læse mere om emnet "Hulkort og EDB i Danmark 1911-1970" (af Lars Heide 1996).