Berlin har fået et museum, hvor man kan se ind i fremtiden. Futurium hedder det. Museet åbnede dørene i efteråret 2019 og er allerede blevet et veritabelt tilløbsstykke. Godt hjulpet på vej af gratis entre og drømmeplacering som nabo til hovedbanegården. Det hovedspørgsmål museet stiller sine besøgende, er: ”hvordan skal vi leve i fremtiden?” En stor og kompleks forundring med legio svarmuligheder.Men også en vanskelig opgave at løfte, og desværre lykkes museet kun delvist i sine bestræbelser.

Udstillingsrejsen begynder på 1. sal, hvor en talende robot med syntetisk stemme fortæller os, at vi skal have et armbånd på, når vi bevæger os rundt mellem de forskellige udstillingstemaer. Armbåndet skal bruges til at afgive vores stemmer, og når besøget er slut, vil vi få en slags profiltegning af os selv, baseret på de interesser vi indikerer undervejs og de valg, vi træffer.

Fra de futuristiske udstillinger i Berlin: "Noosphere" af Philip Beesley. (Fotograf: Jan Windszus.)

Det er tunge temaer, vi bliver præsenteret for, og grundpræmissen er, at verden er i evig flux. Scenen sættes med en tidslinje, hvor samfundets udviklingshastighed markeres med udsagn som ”i 1970 var der 850.000 flypassagerer pr. dag, i 2017 11 millioner pr. dag” eller ”i 1950 var verdens samlede produktion af plastik 2 millioner tons. I 2015 er det 380 millioner tons”. Tankevækkende og næsten too-much-information-to-handle. Flere gange – når kompleksiteten er til at mærke – griber museet til et visuelt trick, som desværre kun virker første gang: et netværk af tråde. Som spindelvæv forbindes trådende gennem navngivne punkter som fx ”følelser”, ”protest” eller ”overbevisninger”. Et forfejlet forsøg på at rumme alt og intet på samme tid. Fuldstændig lige så banalt som modsætningsparrene ”Fornuft og følelse” eller ”tradition og fornyelse”. Vi ved jo godt, at vores liv er komplekse. Og vi kæmper jo dagligt mellem netop de poler.

Nå, videre og ind i teknologiens forunderlige og inciterende univers. Udstyret med en tablet får vi mulighed for at bevæge os rundt i ”smart cities”, hvor vi hurtigt scanner en kridhvid bymodel, som øjeblikket efter træder langt mere levende frem på skærmen. Info om fx en truende storm og oversvømmelse ruller nedover skærmen, og straks er du forbundet til links om trafik – hvordan kommer du hurtigst muligt væk fra katastrofeområdet? En hvid figur af en kvinde, der sidder på en togstation scannes. Øjeblikket efter fortæller skærmen, at hun er stresset og trænger til ferie. På skærmen ser vi kvindens kalender, som markerer, at det er muligt for hende at holde ferie i næste uge. Kalenderen afløses af feriewebsites, og mulige tilbud. Bankkontoen tjekkes, og jo; der er er sørme overskud til, at ferien også kan bookes. Done! Alt sammen på 30 sekunder. Smart, ikke?

Og sådan bliver det sådan set ved. Vi kommer på besøg i naturvidenskaberne og lærer, hvordan teknologien kan hjælpe os til at diagnosticere både hurtigere og bedre. Vi stilles i dilemmaer om, hvor meget vi har lyst til at vide om egne gener. Faretruende tæt på at gå skæbnen efter i sømmene kommer vi, men helt farligt bliver det aldrig. For det er jo ikke dig, det handler om. Distancen er skabt med en persona, som du får lov at lege, du er. Selvfølgelig kan museet ikke tage udgangspunkt i dine data, men desværre betyder den fake persona, at der lægges en afstand ind, hvor vi bare lader som om, vi besøger fremtiden. Som besøgende har du ikke noget på spil, og det er ganske gratis og uden konsekvenser at afgive din stemme. Og den oplevelse bliver sådan set bare understøttet af den profil, vi får lov at se på en skærm, når museumsbesøget nærmer sig sin ende. En model af en trekant med kanterne spændt ud mellem ”natur”, ”teknik” eller ”menneske” fortæller mig, at jeg i mine valg i udstillingen hælder mest til ”menneske-siden”. Ja tak, men hvad så?

Der hvor museet fungerer bedst, er når udviklingen kommer tæt på mit eget liv. Når jeg skal tage stilling til, hvor mange timer, jeg ønsker at bruge på arbejde, hvordan jeg i mine forbrugsvalg kan vælge klimavenligt, og hvordan jeg kan blive hverdagsaktivist. Med sådanne temaer kan jeg nemlig omsætte den viden, museumsbesøget giver mig og relatere det til min egen virkelighed. Og det er i disse øjeblikke, at jeg ser konturerne af en fremtid, som jeg er nysgerrig efter at træde ind i, og hvor de mange teknologiske fremskridt bliver nogle, jeg glæder mig til at lære at mestre.