Pest og andre dødbringende pandemier er desværre faste følgesvende til den menneskelige civilisation.

Lige siden opkomsten af oldtidens storbyer i Asien og Middelhavsområdet, der samlede store mængder mennesker fra nær og fjern, er pestbakterier og andre usynlige dræbere rejst i vores forfædres fodspor gennem historien.

Det har sat dybe og dramatiske aftryk i den globale kommunikationshistorie.

Det synes næsten at være en samfundsmæssig lov, at vores forbindelser med omverdenen bliver koblet sammen med urenhed og pludselig død i tider med pest og pandemisk smitte.

I denne svage tid

Den 27. august 1711 udstedte Frederik 4. en kongelig bekendtgørelse om, at samtlige breve fra købmænd og private, som ”sendes med posten i København, skulle ”vel ryges” inden indlevering på posthuset.

Efter indlevering skulle de faktisk røges en gang til af posthusets personale, inden de blev sendt videre i systemet.

Til røgningen kunne man fx bruge salpeter og svovl eller stærkt krydrede urter som malurt, røllike og enebær.

At dette ikke var bussines as usual, forstår man, da majestæten i manchetten henviser til ”den svage tid”, som riget desværre befandt sig i.

Dette var et forsigtigt udtryk, som var gængse i tidens officielle sprogbrug, hvor man gerne undgik ord og formuleringer, som kunne skabe panik i befolkningen.

Og netop ”pest” – med sin bibelske konnotation af massedød og undergang – var den i grad et sådant panikskabende ord.

For det var det, som det hele drejede sig om, når postvæsenet i det Herrens År 1711 begyndte at røge breve med enebær og malurt.

Post fra mistænkte steder

Pestudbruddet i 1710-1711 var hidtil sidste gang i historien, hvor den frygtede sygdom ramte de skandinaviske lande.

Epidemien havde sin oprindelse i de osmanniske dele af Europa, sandsynligvis Transsylvanien, hvorfra den havde spredt sig nordpå gennem Polen og det tyske rige, i sporene af den store nordiske krig (1700–1721).

I 1709 var den nået frem til Østersøen, hvor den blandt andet ramte de tyske og baltiske dele af datidens svenske stormagtsvælde.

I sommeren 1710 kom rapporter om mystiske, eventuelt pestrelaterede dødsfald i den svenske hovedstad Stockholm, og i oktober samme år valgte guvernøren over det nyligt erobrede Skåne – den berømte feltmarskal Magnus Stenbock – at lukke grænserne mellem Skåne og omverdenen.

Stenbock var ikke lige så tilbageholdende som Danmarks enevældige konge, men henviste til ”den svære pestilentia” som Gud havde sent over ”vores kære fædreland” som straf for ”vores blodrøde synder”.

I nedlukningen af det skånske guvernement indgik foranstaltninger til en grundig røgning af samtlige mennesker, varer og forsendelser som af forskellige årsager ikke kunne forhindres i at krydse grænsen.

Faktisk var der en særlig paragraf om de transnationale postforbindelser i ”Greve Stenbocks Pestordning” af den 28. oktober 1710.

Samtlige breve fra besmittede eller ”mistænkte steder” skulle ryges af de skånske postmestre, som til formålet skulle bruge fx malurt, svovl, salpeter eller andre ”røgelsessager, som han har at tilgå”.

Som prikken over i’et skulle renselsesproceduren afsluttes med, at brevet ”dyppes i æddike”.

Giftfængende materiale

Idéen at modarbejde smittespredning gennem røgning kan i hvert fald spores tilbage til ”den sorte død” som hjemsøgte Europa i midten af 1300-tallet.

Værnemidler i pestens tid. Det karakteristiske næb, som hørte til pestlægens ominøse maske, var fyldt med velduftende urter, der skulle beskytte mod farlige miasmer. (Kobberstik fra 1600-tallet, Wikimedia Commons)

Læger og myndigheder i fx de italienske bystater havde dengang eksperimenteret med afbrænding af helbredende urter som en måde til at fjerne smitte fra varer, der blev anset for at være ”giftfængende”.

Det var nemlig tydeligt også for middelalderens myndigheder, at smittespredningen havde en kobling til handelsveje og andre forbindelser mellem folk og riger.

Den grundlæggende idé var, at visse typer af materialer var særligt modtagelige for den miasma eller urene luft, som ifølge periodens lægevidenskabelige paradigme stod bag spredningen af pest og andre infektionssygdomme.

Blandt de giftfængende materialer indgik hår, uld, fjer og huder, men også penge og papir.

Røgning i pestens og koleraens tid

Det danske postvæsen begyndte at praktisere røgning på mere systematisk måde i midten af 1600-tallet, hvor især de tysksprogede områder blev hærget af tilbagevendende pestepidemier i kølvandet på den altødelæggende 30-årskrig.

Således var det en traditionsrig og historisk set veldokumenteret metode, som kong Frederik 4. beordrede den skæbnesvangre sommer i 1711, hvor ”den svage tid” atter sænkede sig over København.

Faktisk fortsatte man med at behandle post med røg gennem hele 1700-tallet og store dele af 1800-tallet, når samfundet truedes af epidemiske svøber.

Da koleraen i 1830’erne kom snigende ind i Europa – igen via de globale handelsruter – begyndte mange stater at perforere udefrakommende breve og pakker med særlige knive, for at også selve indholdet skulle imprægneres af røgen fra diverse aromatiske substanser.

Et afgørende paradigmeskift

Men i anden af halvdel af 1800-tallet blev brevrøgning successivt opgivet som våben mod epidemiske sygdomme.

Årsagen var ikke mindst, at periodens opdagelser indenfor mikrobiologi underminerede miasmateoriens idéer om ”uren luft” som smittens kilde.

Fx fandt lægevidenskaben ud af, at kolera blev forårsaget af en specifik tarmbakterie, hvis smitteveje i høj grad var baseret på drikkevand forurenet af menneskelig afføring.

Adskillelse af drikkevand fra spildevand og ekskrementer – samt en grundlæggende god håndhygiejne – var således skarpere våben mod koleraen end perforering og gennemrøgning af udlandsposten.

Brev med coronasmitte

Frygten for at blive smittet via breve og pakker fra ”besmittede steder” er dog stadig lyslevende i vores egen tidsalder.

Det er ikke mindst blevet tydeligt under den nuværende coronakrise.

Medicinske autoriteter som WHO har erklæret, at risikoen for at blive smittet via posten er ekstremt lav – sandsynligvis ikkeeksisterende – bland andet eftersom virussen ikke overlever i tilstrækkeligt lang tid på overflader som pakker og brevkonvolutter.

Alligevel kræves der ikke mange minutters research ude på de sociale medier for at finde historier fra folk, der er bange for at blive smittet med COVID19 via posten

Særligt pakker sendt fra Kina har været i bad standing i de sidste måneder.

Og for blot et par dage siden blev en dansk mand anholdt af Nordjyllands politi for at sende trusselsbreve, der angiveligt indeholdt ”coronasmitte”, til forskellige privatpersoner og virksomheder.

Vi befinder os altså igen i en af de faser af kommunikationshistorien, hvor vores forbindelser med omverdenen bliver koblet sammen med forestillinger om urenhed, død og undergang.

Heldigvis kan vi også med udgangspunkt i historien slutte os til, at det vi oplever lige nu, netop ER en fase – og at moralen aldrig er givet på forhånd.