Telefonboksens æra lakker mod enden og de prægtige designbokse der tidligere var at finde på hvert et gadehjørne er nærmest blevet kuriosa der vidner om en snart svunden tid. En tid hvor telefonen ikke var hvermandseje og hvor det at foretage et opkald var en større begivenhed.

Offentlige betalingstelefoner har haft en lang og broget historie i dansk kommunikationshistorie. Det begyndte så småt i 1896 da den første telefonkiosk blev rejst på Kongens Nytorv. De prægtige kiosker var designet af Kjøbenhavns Telefon Aktieselskabs (KTAS') arkitekt Fritz Koch.

Telefonkioskerne var små informations- og nyhedscentraler hvor man ud over at låne en telefon mod betaling også kunne købe dagens avis frimærker og andre kioskvarer. Det var imidlertid ikke en mønttelefon man lånte så man afregnede direkte med ekspedienten. Private telefonsamtaler var det også så som så med da ekspedienten aldrig stod mere end et par meter væk og hele tiden holdt et vågent øje med at alt foregik som det skulle.

Så faldt 10-øren

To år senere fik telefonkioskerne konkurrence til stregen da Kjøbenhavns Telefon-Automater AS blev stiftet. Det illustrerede ugemagasin "Hver 8. dag" var meget begejstrede for det nye initiativ og spåede Kjøbenhavns Telefon-Automater en lysende fremtid: " Vor tid staar i Kommunikationens Himmeltegn. Alt hvad der kan lette Menneskers Forbindelse med hinanden har Fremtiden for sig".1

‍

‍

Den 17. december 1898 opførte selskabet den første offentlige mønttelefon i Danmarks Nationalbank. Egentlig var det bare en væghængt telefon i et egetræsskab hvor man mod betaling kunne få lov at foretage et telefonopkald. Et opkald kostede 10 øre hvilket var mange penge ud fra datidens standarder men så kunne man til gengæld også tale så længe man lystede.

Da teknologien endnu ikke var så fremskreden var det ikke muligt for telefonen at registrere at møntindkastet var foretaget. I stedet løftede man røret og ventede på at telefonistinden gav sin klarbesked. Når det var gjort puttede man en 10-øre i automaten og når telefonistinden havde registreret at det var den rigtige lyd stillede hun opkaldet igennem. Deraf udtrykket "Så faldt 10-øren".

Men med kun 4-5 samtaler om ugen blev automaten imidlertid ikke nogen bragende succes. Det skyldtes blandt andet at det stadig var de færreste danskere der havde telefon og det derfor var begrænset hvem man kunne ringe til og at telefonen kun var tilgængelig i bankens åbningstid. Derudover havde mange svært ved at forstå hvordan apparatet virkede. En kvinde må have troet at mønten rullede helt hen til telefoncentralen i alt fald roste hun telefonistinden og sagde "Tak for hjælpen lille De. Nu lægger jeg en ekstra ti-øre i den er til Dem selv".2

Selvom der ikke var den store omsætning i automaten så Kjøbenhavns Telefon-Automater et stort potentiale i mønttelefonerne og allerede året efter hang de over 400 steder i hovedstaden. Telefonerne var placeret i restauranter hoteller i opgange porte og på andre centrale steder.

I år 1900 udgav Kjøbenhavns Telefon-Automater deres første "Fortegnelse over Telefonautomater i København". Fortegnelsen var en lommebogsudgave på størrelse med en tændstikæske (5 x 35 cm.). Ud over at beskrive hvor de offentlige telefoner var placerede var der også en tiltrængt vejledning i korrekt brug af telefonen.

I lommebogen kan man også læse at det nystartede selskab oplevede store problemer med hærværk og at det derfor havde været nødsaget til "gjennem Skolerne og Politiet at forbyde Børn Adgang til Benyttelsen". Samtidig opfordrede selskabet de "Voksne der maatte antræffe saadanne ved Automaterne at foranledige disse bortviste".3

Da regnskabet efter de første fire år blev gjort op måtte selskabet konstatere at det stadig kørte med stort underskud. I gennemsnit blev der foretaget 2 samtaler dagligt pr. automat og da automaterne de første fire år samtidig var udsat for 155 indbrud var der langt til den succes selskabet indledningsvist var blevet spået.4

‍

De første samtaleskabe

Den første telefonautomat der havde åbent døgnets 24 timer var egentlig et alarmskab. Det var lykkedes Kjøbenhavns Telefon-Automater at få overbevist Frederiksbergs brandvæsen om det nyttige i at placere en mønttelefon i det kombinerede brand- og politialarmeringsskab de skulle til at opføre og i 1931 blev den første kombi-boks stillet op på Pile Allé på Frederiksberg. Og den blev en så stor succes at selskabet indledte forhandlinger med Københavns Kommune om en lignende løsning. Københavns Kommune var interesserede men kommunens stadsarkitekt havde imidlertid en række krav før kommunen ville give sit endelige tilsagn. Fx skulle boksen være grøn og vinduerne skulle have samme størrelse som telefonkioskernes "spisesedler".5

KTAS' arkitekt Jens Ingwersen der havde arbejdet sammen med Fritz Koch indtil dennes død blev udvalgt til at designe telefonboksen eller "Samtaleskabet" som det officielt blev kaldt. Og i december 1934 var de første af Jens Ingwersens samtaleskabe klar til at blive stillet op. Af uforklarlige årsager var Københavns Kommune dog stadig tilbageholdende med at indføre den nye boks så den første grønne Ingwersen-telefonboks blev placeret på StrandvejTeglgårdsvej i Gentofte Kommune. Kort efter kunne borgerne i Køge Næstved Liseleje Måløv og Taastrup ligeledes prøve kræfter med de nye døgnåbne betalingstelefoner. Først i juli 1935 kunne københavnerne også glæde sig over de nye samtalemuligheder da der blev stillet 15 bokse op på udvalgte steder i hovedstaden.6

I provinsen var det telefonselskaberne selv der stod for opførelsen af telefonboksene og sådan blev det også i hovedstaden i 1940 da KTAS efter ønske fra staten overtog Kjøbenhavns Telefon-Automater for den symbolske sum af 1 krone.7

Telefonboksene blev hurtigt populære. De matterede ruder sikrede brugeren lidt privatliv og de praktiske hylder gav plads til telefonbøger og håndtaske. Efter det første år gav hver mønttelefon gennemsnitligt 191 kroner i udbytte. Men mange forsøgte at få automaterne til at ringe uden at betale 10 øre. Alene i 1935 var der 11.000 gange forsøgt at få forbindelse med centralen ved at putte en 1-øre i telefonautomaterne. Da automaterne ikke returnerede disse var det dog ikke helt skidt. Faktisk udløste det et ekstra årligt overskud på omkring 110 kroner.8

Værre var det med dem som på andre måder forsøgte at snyde sig til et opkald i automaterne. I december 1941 rullede filminstruktør Ib Schønbergs lystspil "Tag til Rønneby Kro" over de danske biograflærreder. Filmen fik en varm velkomst af publikum men hos KTAS var man ikke lige så imponerede. I en af scenerne forsøger en overtjener der spilles af Ib Schønberg selv at foretage et opkald fra en af KTAS' automattelefoner ved hjælp af en 10-øre med en snor i. Når forbindelsen var etableret blev snoren trukket op.

KTAS kontaktede omgående filmselskabet Apollon der stod bag produktionen af filmen og bad dem fjerne scenen som KTAS mente opfordrede til hærværk og misbrug af automaterne. Formiddagsavisen BT mente at vide at hvis Apollon ikke makkede ret ville KTAS skride ind med et fogedforbud. Men så vidt kom det ikke til at gå. Apollon bøjede sig og endte med at klippe den kontroversielle scene ud og Ib Schønberg måtte gå til pressen og forsikre at det aldrig havde været hans hensigt at opfordre til snyd.9

‍

Den jyske boks

Telefonautomaterne forblev i lang tid et storbyfænomen og først i 1960'erne begyndte automaterne så småt at trænge ud i provinsen. Indtil da måtte landsbyens beboere enten låne telefonen hos venner og bekendte på trods af at det var ulovligt ellers måtte de søge hen til den lokale "Samtale-Station" som var en betalingstelefon på den lokale telefoncentral.10

Men også i den jyske hovedstad Århus var der i midten af århundredet langt imellem telefonboksene. I 1953 var der kun 12 telefonbokse i hele Århus. Jydsk Telefon besluttede derfor at imødekomme de talrige forespørgsler og oprette et særligt "møntautomatkontor" der skulle sørge for at den tiltrængte boks blev mere udbredt. Og allerede fire år senere var der 70 bokse i Århus og i 1968 var der 1.000 bokse fordelt over Jydsk Telefons område. Jydsk Telefon valgte at bruge en telefonboks der var udviklet af Kirks Telefonfabrikker i begyndelsen af 1950'erne. Boksen var inspireret af Jens Ingwersens design men i modsætning til KTAS-boksen var ruderne større og ikke matterede. 11

Beboerne i det jyske fik nu rig mulighed for at prøve kræfter med betalingstelefonerne. Men teknikken kunne stadig volde problemer. Det måtte en ung kvinde erfare da hun ved et uheld havde fået fingeren i klemme i automaten der hvor de ubenyttede mønter kom ud. Lige meget hvor meget hun hev og trak sad fingeren fast. Først ved politiet og Jydsk Telefons mellemkomst lykkedes det at få skilt automaten ad så kvinden kunne få sin finger fri.12

I 1965 indførte KTAS også Kirk-boksen på Sjælland. Den nye boks skulle ikke erstatte Jens Ingwersens boks men fungere som et alternativ og et supplement. KTAS forsøgte også at videreudvikle boksen i vedligeholdelsesvenligt aluminiumsdesign men det blev aldrig nogen succes og projektet blev skrinlagt i 1970'erne.13

"Døren er fjernet... af hensyn til DERES sikkerhed"

I sensommeren 1977 blev Jens Ingwersens telefonbokse omdrejningspunkt for en af de mest omtalte terrorsager i Danmarkshistorien. En ung gymnasiestuderende havde udset sig de lukkede telefonbokse som mål for sine terrorhandlinger. To uger i træk monterede han hjemmelavede bomber i udvalgte bokse i Gladsaxe. Bomberne var konstrueret så de detonerede når døren til boksen blev åbnet. Overskrifter som "Frygt for bølge af terror mod telefoner" og "Ny bombeterror i telefonboks" prægede avisforsiderne.

På et hastemøde mellem politiet og KTAS blev det besluttet at fjerne dørene fra de 602 telefonbokse der stod rundt om i Storkøbenhavn så bombemanden ikke kunne gemme sig mens han monterede bomberne. Samtidig blev alle telefonboksene udstyret med en selvklæbende oblat der lød: "Døren er fjernet… af hensyn til DERES sikkerhed".14

Bombemandens terrorhandlinger jog en frygt igennem danskerne og i august måned hvor de første bomber sprang dalede omsætningen i telefonboksene i Gladsaxe med ca. 10 % og i resten af hovedstadsområdet med 3-4 %. 15

Utroligt nok slap bombemandens ofre med mindre skader og den der blev hårdest såret var bombemanden selv da hans niende bombe der skulle have sprunget i Fælledparken 1. maj 1978 detonerede i hånden på ham selv. Tre en halv finger blev revet af og da han blev udskrevet fra hospitalet kunne "Bombemanden fra Gladsaxe" se frem til at tilbringe de næste to år bag lås og slå.

Spørgsmålstegnet

Da gerningsmanden var arresteret kunne KTAS med ro i sjælen genmontere dørene på boksene men det undlod telefonselskabet at gøre. Hurtigt opstod rygtet at KTAS havde glemt at nummerere dørene så det slet ikke var muligt at sætte dem på igen. Dette afviste KTAS kategorisk. De begrundede i stedet fravalget med at tiderne havde ændret sig. Da Jens Ingwersens telefonboks var blevet lanceret i midten af 1930'erne havde kun hver tredje husstand telefon og telefonboksen blev derfor brugt til længere telefonopkald. Men i slutningen af 1970'erne var det kun 15 % der ikke havde telefon i hjemmet. Telefonboksene blev nu primært brugt til korte beskeder der ikke krævede samme diskretion.16

Desuden havde KTAS i tankerne efter internationalt forbillede at lancere en ny åben telefonboks der var mere handicapvenlig end de gamle bokse hvor kørestolsbrugere havde svært ved at nå møntindkastet. Boksen skulle også være mere modstandsdygtig over for hærværk da KTAS rundt regnet brugte to millioner kroner årligt på reparation af boksene.17

Sammen med Dansk Designråd stablede KTAS derfor en stor designkonkurrence på benene. Den 25. marts 1980 blev konkurrencen skudt i gang og deltagelysten var overvældende. 1.264 rekvirerede konkurrencefolderen og 196 indsendte deres forslag. Dommerpanelet bestod af tre repræsentanter fra KTAS Københavns stadsarkitekt og fire designeksperter. De fire bedste forslag blev præmieret og deres bokse blev fremstillet og prøveopstillet i et halvt år på bl.a. Rådhuspladsen i København for at få brugernes vurdering af boksene.18

‍

I forbindelse med KTAS' 100-års jubilæum i 1981 kunne vinderen afsløres. En enstemmig jury havde valgt Klavs Helweg-Larsens "Spørgsmålstegn" som vinder. Spørgsmålstegnet havde også været brugernes foretrukne automat. Juryen begrundede valget med at:

"I såvel hovedform som detaillering virker løsningen markant og helstøbt. Den er karakterfuld uden at virke påtrængende i bybilledet... Som system virker den gennemtænkt med henblik på både aktuel teknologi og fremtidige former for automattelefoni. Materialevalg og detaillering er gunstige med hensyn til vedligeholdelse og holdbare overfor slid snavs og hærværk." 19

Og det skulle have været begyndelsen på en ny æra for telefonboksen i Danmark men sådan kom det ikke til at gå. Spørgsmålstegnet var dårligt nået at komme på gaden før klagerne haglede ned over KTAS. Handicappede kunne stadig ikke nå møntindkastet og hvis man var en af de lidt større danskere skærmede den åbne boks heller ikke for regnen.

I 1985 skulle daværende trafikminister Arne Melchior inspicere boksen. Trafikministeren fik stillet en kørestol til rådighed og hurtigt erfarede ministeren at kritikerne havde ret. Det kunne ikke lade sig gøre at ringe fra kørestolen og den beskyttede heller ikke mod det danske vejrlig. Da Dansk Designråd spurgte ministeren om folk da ikke var klædt på til vejret svarede han:

"Nonsens. Jeg behøver ikke at være specielt klædt på for at køre en tur i min bil og så pludselig have brug for at kunne ringe fra en telefonboks. Hvorfor pokker skal man finde sig i at få regnvand i nakken når man står i en telefonboks?" 20

Så trafikministeren sendte KTAS tilbage til tegnebrættet. Københavns Kommune var imidlertid ikke lige så kritiske over for designboksen som ministeren så i hovedstaden fik 225 eksemplarer af spørgsmålstegnet lov at blive stående i gadebilledet hvor enkelte har overlevet til i dag. Akademirådet støttede også op om Klavs Helweg-Larsens design og tildelte ham Bindesbøll Medaljen.

Vinderen af dansk Melodi Grand Prix 1990 Lonnie Devantier foran Utzon-boksen. Devantier vandt med nummeret "Hallo Hallo" der blandet andet handler om kommunikation i en telefonboks og om vanskelighederne ved at komme igennem til ens udkårne.

Utzon-boksen

Allerede i 1987 var KTAS' nye telefonboks klar. Den nye boks var designet af arkitekt Jan Utzon. De første to bokse blev stillet op i Nykøbing Falster i sommeren 1988 og boksene fik ros af såvel handicaporganisationerne som pressen.21

I 1990 besluttede folketinget at de forskellige teleselskaber i Danmark skulle samles i et nationalt selskab Tele Danmark (nuværende TDC). Og i 1993 besluttede Tele Danmarks direktør Hans Würtzen at Utzon-boksen skulle være selskabets nationale standardboks. Boksen blev leveret i fire farver: rød blå grå og "københavnergrøn" der var den farve Københavns Kommune havde bedt Jens Ingwersen fremstille den første telefonboks i.

Da Tele Danmark i efteråret 1991 indførte telekort så det ikke længere var nødvendigt at medbringe småmønter blev der opsat nye "dobbelte" bokse der både tog imod mønter og telekort. Telekortene minimerede hærværket der oftest skete i forbindelse med tyveriforsøg og de blev hurtigt så populære at der allerede i 1993 blev solgt over to millioner kort årligt til brug i de ca. 3.000 korttelefoner landet over. Mange steder kom korttelefonerne med tiden til helt at erstatte mønttelefonerne. 22

Telefonboksen i dag

Allerede i midten af 1990'erne fik betalingstelefonerne en stor konkurrent da mobiltelefonien gik sin sejrsgang over Danmark. De skandinaviske lande blev hurtigt de lande med flest mobiltelefoner pr. indbygger. I 1998 var der dog stadig et marked for betalingstelefonerne. Chef for Betalingstelefonen i Tele Danmark Lars Albæk forklarede dengang at Tele Danmark havde planer om at telefonboksene skulle have internetadgang så de kunne fungere som små "informationsstandere". Ligesom telefonkioskerne havde været det et par generationer tidligere. Lars Albæk påpegede også at det var:

"...centralt for Tele Danmark at fastholde fremtidens betalingstelefon i gademiljøet. Ikke alene kan turister bruge en informationsstander til at orientere sig eller sende e-mails. Det har også vist sig at telefonboksenes hyppigste gæster er unge mennesker mellem 15 og 25. De færdes i gaderne og bruger betalingstelefonerne som deres kommunikationsmiddel." 23

Det blev dog aldrig til noget med internet i boksene i Danmark og som bekendt hoppede de unge også snart over på mobilbølgen. I 2007 var der dog stadig 3.000 telefonbokse i Danmark men i de næste år blev de reduceret kraftigt og i 2013 er der kun 161 tilbage. Siden 2010 er det heller ikke længere TDC der tilbyder servicen men et privat firma Danske Mønttelefoner ApS. De resterende telefonbokse er fordelt over hele landet men med en klar overrepræsentation i Storkøbenhavn hvor 73 af boksene befinder sig.

I Post & Tele Museums nyeste udstilling "Telefonens Triumf" kan du se og prøve de fire telefonbokse der tidligere prægede det offentlige rum i Danmark.

Noter

(1) Birgitte Wistoft: Tyrannisk men uundværlig. Telefonen i Danmark indtil 1920 Post & Tele Museum 2007 s. 88.(2) Så faldt ti-øren - 100 år med mønttelefoner i Danmark Tele Danmark 1998 s. 4.(3) Kjøbenhavns Telefon-Automater Post & Tele Museums arkiv.(4) Birgitte Wistoft: "Nu faldt 10-øren" Museums Posten 2005.(5) Så faldt ti-øren - 100 år med mønttelefoner i Danmark Tele Danmark 1998 s. 8.(6) KTAS: Tjenstlige Meddelelser 1935.(7) Kjøbenhavns Telefon-Automater Post & Tele Museums arkiv.(8) Social-Demokraten 13.3.1935.(9) Se f.eks. Social Demokraten 29.12.1941; Jydske Tidende 31.12.1941.(10) Så faldt ti-øren - 100 år med mønttelefoner i Danmark Tele Danmark 1998 s. 8.(11) Så faldt ti-øren - 100 år med mønttelefoner i Danmark Tele Danmark 1998 s. 10.(12) S.st.(13) S.st.(14) KTAS Bladet nr. 5 4. årgang 1977 jf. Jacob Vrist Nielsen "Telefonbombemanden fra Gladsaxe" Museumsposten Online.(15) KTAS Bladet nr. 5 4. årgang oktober 1977.(16) KTAS Bladet nr. 3 5. årgang juni 1978.(17) KTAS Bladet nr. 3 5. årgang juni 1978.(18) KTAS i gadebilledet Dansk Designråd 1985 s. 10.(19) Citeret efter KTAS i gadebilledet Dansk Designråd 1985 s. 14.(20) Citeret efter "Børsen Nyhedsmagasin" 30.12.1985.(21) Så faldt ti-øren - 100 år med mønttelefoner i Danmark Tele Danmark 1998 s. 14.(22) Så faldt ti-øren - 100 år med mønttelefoner i Danmark Tele Danmark 1998 s. 16-17.(23) Citeret efter Så faldt ti-øren - 100 år med mønttelefoner i Danmark Tele Danmark 1998 s. 18.