Besættelsen var præget af materialemangel og rationeringer. Man måtte spare på alt fra papir og gummi til benzin og kobber. Hverdagen for de 25.000 medarbejdere i post- og telegrafvæsenet og telefonselskaberne var fyldt med forhindringer og problemer.

En postbil med en trækulsgenerator. Billedet er taget under den politiløse tid i besættelsens sidste ni måneder. Derfor blev postbilen bevogtet af en betjent fra Civilbeskyttelsen.

Den pensionerede postmester Erik Svane fra Albertslund husker tydeligt den store papirmangel under besættelsen da han arbejdede som afløser under Overpostmesterembedet i København:

Vi var nogle stykker der blev sat ind i Generaldirektoratets hovedarkiv og gennemgik gamle arkivsager og der skulle vi dels vurdere om det i det hele taget var noget der skulle gemmes - hvis det var rene administrationssager så kunne det gå til makulatur men de akter som var skrevet på folio dobbeltfolio [...] hvis ikke der var skrevet noget på bagsiden så rev man dem fra hinanden og så blev papiret der ikke stod noget på brugt til notesblokke. Dem var der jo også mangel på.

Benzinmanglen resulterede i at postvæsenet igen måtte tage hestetrukne pakkevogne i brug.

Der var ikke mangel på fødevarer under besættelsen men på importerede råstoffer som måtte rationeres. I de fem lange besættelsesår var Danmark nemlig afskåret fra de oversøiske markeder i Amerika Afrika og Asien hvor de vigtigste råstoffer kom fra. Jo længere besættelsen skred frem jo flere råvarelagre slap op med store konsekvenser for befolkningen.

Cykeldæk blev skiftet ud med træringe fordi kautsjuk og rågummi ikke længere kunne skaffes. Bilerne måtte på grund af benzinmanglen udstyres med en trækulsgenerator. Nogle postbiler blev endda taget helt ud af drift og erstattet med gamle hestetrukne pakkevogne. Og da man ikke kunne få bomuld og celluld blev medarbejderne nød til at tænke kreativt når nye postsække skulle fremstilles. Besættelsens postsække blev således lavet af gammelt papir siv brændenælder halm kartoffeltoppe og træ.

En del af de mange afbrudte luftledninger efter isslaget i 1942.

IsvintreneMens medarbejderne begyndte at vænne sig til deres rationerede hverdag viste vejret sig i de første besættelsesår fra sin barske side. Tre strenge isvintre i træk satte P&T og telefonselskaberne på en hård prøve. Vinteren 194142 blev den koldeste vinter i mands minde med temperaturerne helt ned til 30 frostgrader. Posten kunne klare transporten over de isdækkede bælter og stræder med specielle isbåde. Men omkring den 15. marts 1942 ramte et kraftigt isslag hele landet. Telefonstængerne knækkede som tændstikker under centimetertyk is på ledningerne og telefontrafikken blev afbrudt.

Posten måtte ofte transporteres over bælter og stræder i isbåde. Her ses en posttransport over isen mellem Frederikshavn og Hirsholmene i marts 1940.

Medarbejderne måtte i flere måneder indsamle kilometervis af nedfaldne telefonledninger der var lavet af kobber. Kjeld Havre som dengang var telefonarbejder hos Jydsk Telefon-Aktieselskab i Ålborg huskede i 1989 dette møjsommelige oprydningsarbejde:

Alt hvad vi kunne skrabe sammen af gamle handsker ved familien dem brugte vi. De blev slidt op for der er ikke noget som en kobbertråd. Man synes godt nok den er pæn blank men når først den er irret så æder den alt og den æder huden af fingrene - det hele bliver grønt.

Et 1-øres frimærke tjener som en 1-øres mønt.

Aluminium får værdiDe knækkede kobberledninger som telefonarbejderne indsamlede blev omhyggeligt sat sammen igen på særlige værksteder. Kobbermanglen var nemlig akut i hele landet. Derfor måtte den danske stat iværksætte en indsamling af 1- 2- og 5-øres kobbermønter der blev erstattet med mønter af aluminium. Befolkningen begyndte dog samtidig at hamstre de kostbare kobbermønter hvilket fik den konsekvens at der også opstod mangel på småmønter. Derfor blev der under besættelsen fremstillet særlige "frimærkepenge" der blev brugt som nødmønter.

Den 5. maj 1945 kunne hele Danmark fejre befrielsen men vareknapheden blev pga. valutamangel og handelsrestriktioner ved med at præge hverdagen helt op til 1953 da de sidste rationeringer blev ophævet.