Befordringsvæsenet

Ved oprettelsen af Postvæsenet i 1624 var det i første omgang bønder, senere vognmænd, som tog sig af transporten af postbudet og den medbragte brevpost på hovedruten København-Hamburg. I 1640 blev der indsat enkelte postryttere, og fra 1653 kørte postvognen med personer og pakker to gange om ugen. Det var første gang, postvæsenet tog sig af persontransport.

Men privatpersoner og vognmandslaug oprettede også ”agende poster ”til transport af pakker, gods og personer, og de tjente efterhånden så meget, at kongen i 1777 lod postvæsenet overtage dem. Fra midten af 1700-tallet voksede postmængden betydeligt. Postrytterne kunne ikke have det hele i taskerne på hestene, så man indsatte også køretøjer til brevposten.

Omkring 1800 blev vejene forbedrede. Man anlagde chausséer (stenbelagte veje) på de vigtigste strækninger. På chausséerne skulle herefter benyttes holstenske vogne. På de dårligere biveje blev der kørt med mindre vogne, som der ikke var foreskrevet nogen bestemt udformning af. I 1798 købte postvæsenet i USA en diligence til forsøg på ruten København-Helsingør. Året efter blev en lignende danskbygget vogn indsat på ruten København-Korsør. Først fra 1834 blev diligencer indsat i større tal. Deres storhedstid kulminerede i 1860'erne. Herefter overtog jernbanerne og senere automobilerne større og større dele af persontransporten. I 1912 indstillede Postvæsenet kørselen med diligencer.

Foruden diligencerne kørte de såkaldte ”dagvogne” i årene 1832-1922. Det var private kørsler, som til faste tider daglig kørte bestemte sideruter. Oprindelig benyttedes åbne fjedervogne, men senere omnibusser, som var lukkede vogne med indstigning bagest. Kontrahenterne befordrede passagerer for egen regning, men til takster fastsat af postvæsenet, og de skulle desuden medtage brev- og pakkepost. Kuskene var iført postuniform, og vognene var gulmalede som alle andre postkøretøjer. Fra 1860 tillod Postvæsenet, at landpostbude måtte være kørende, hvis de selv købte hestevognen. Udgiften måtte de dække ved at medtage passagerer mellem posthus og udvekslingstedet. De kørende landpostbude blev med årene fortrængt af tog, dagvogne og rutebiler og ophørte i 1935. De samlede personposters rutelængde nåede maksimum i 1907 med 1.113 km. Flest rejsende var der i 1862: 175.500 personer. I løbet af de næste ti år faldt antallet til det halve.

Ur brugt i postvogn, o. 1840. Uret hang inde i postvognen så passagererne kunne se det.