Ny teknologi og markedsliggørelse af den offentlige sektor har skabt en katastrofal afstand mellem borgere og velfærdsstatens institutioner. Men vi kan vende udviklingen, og vi skal begynde med os selv.

I 1980’erne tjente jeg til studierne som billetdame hos DSB.

Dengang var det normalt, at man mødte et menneske, når man købte sin billet, ligesom man fik en levende person i røret, når man ringede til kommunen, til sit teleselskab eller til sygehusvæsnet. Når man besøgte et offentligt kontor, trak man et nummer og ventede i kø, til det var éns tur. Så blev man vist hen til et skrivebord, bag hvilket der sad et menneske, som – hvis man var heldig – var både hjælpsom, imødekommende og bistod med kompetent autoritet.

I dag er vi et samfund, der for længst sagt farvel til det menneskelige møde og til, at borgere møder staten i form af levende mennesker, når de skal i kontakt med det offentlige. Dem har vi erstattet af tast selv-systemer, onlinetjenester og chatrobotter.

Uden tvivl en markant samfundsbesparelse, men har vi omfavnet de teknologiske løsninger med så ukritisk begejstring og implementeret dem i så rigt mål, at vi i farten har glemt, at det har en værdi, at staten også er synonym med de mennesker, som arbejder for den?

Har vi simpelthen smidt den humane stat ud med badevandet? Og er en af omkostningerne, at det bliver mindre og mindre attraktivt at arbejde i det offentliges tjeneste?

Vi sætter vores fremtidslid til den kunstige intelligens og de teknologiske landvindinger, for der er jo ikke grænser for, hvilke opgaver de tænkende maskiner kan komme til at løse. Hurtigere, billigere og somme tider også bedre end os mennesker.

Men før vi hopper på den ukritiske begejstringsvogn og inviterer teknologien med til højbords, er det nødvendigt, at vi som samfund udstikker rammer for hvor og hvorfor. Og ikke mindst får talt om, hvor og hvorfor det menneskelige møde er uerstatteligt.

Jeg er barn af offentligt ansatte forældre, som varetog deres job med stolthed og glæde over det ansvar, de var blevet betroet.

Min svigerfar nåede at fejre sit 40-års jubilæum som ansat ved Statsbanerne, og de fleste af mine forældres venner og bekendte har hele deres arbejdsliv tjent staten som embedsmænd, lærere og pædagoger.

Jeg husker fra mit barndomshjem masser af diskussioner med højt til loftet om, hvilket samfund de voksne skulle skabe, også diskussioner om, hvad der var galt, og hvad der kaldte på forandringer. Jeg mindes ikke, at diskussionerne nogensinde slog over i den etatbashing, som er så udtalt i den offentlige debat i dag.

Vi glemmer, at når vi angriber staten og dens måde at betjene os borgere på, angriber vi os selv og ikke mindst dem, som arbejder i det offentliges tjeneste. I dag er det – som det har været tydeligt i denne avis serie om velfærdsstatens afhoppere – hverdagskost at høre historier om offentlige ansatte, der kaster håndklædet i ringen. Læger, sygeplejersker og folkeskolelærere søger væk fra vores velfærdsbastioner, fordi de ikke kan være i dem som mennesker.

Hver gang en overlæge tager sin gode kittel og går, vækker det genklang. Og når en folkeskolelærer har pakket sin skoletaske for sidste gang og afleveret nøglerne på inspektørens kontor, er det en god historie i medierne. Men får de beretninger os til at handle anderledes?

Statens venlige ansigt: Landpostbud S.P. Pedersen på ruten Horsens-Rådvad, iført embedshat model 1891. (ENIGMA - Museum for post, tele og kommunikation.)

Min fars onkel var fyrmester. Et erhverv, som bragte ham vidt omkring i landet i statens tjeneste. Ligegyldigt om det var Kelsnor Fyr på Langeland, Svaneke Fyr på Bornholm eller Sædding Fyr ved Esbjerg, var den daglige rutine præget af stolthed over at varetage en livsvigtig opgave for det store fællesskab, staten.

Kobberkedlerne blev pudset, perlegruset revet i sirlige rækker og indberetningerne til den daglige vejrudsigt i Pressens Radioavis blev tilgået med dybeste alvor, for her havde vi at gøre med en funktion, som var en lille livsnerve i statens store korpus.

Den selvforståelse, som min fars onkel udlevede i sit hverv, var, at han i sin position udfyldte en funktion, som skabte sammenhæng. Et lille tandhjul i det store urværk. Den selvforståelse kunne jeg ønske mig, at vi genfinder, så de mennesker, som arbejder i det offentliges tjeneste, går til deres opgaver med en grundfæstet tro på, at det job, de løfter, er vigtigt og anerkendes af os alle.

Respekten for systemet og systemets mennesker er gledet os af hænde i min egen levetid, og jeg bærer derfor en del af ansvaret.

Jeg er mor til børn af curlinggenerationen. Talrige er de forældremøder, jeg har deltaget i, hvor mødet blev overtaget af velmenende forældre, som i iver efter at gøre børnenes vej gennem livet så smertefri som muligt mente, at de vidste bedst. Fuldstændig uden fornemmelse for den faglighed, som børnenes lærere besad, og blottet for evnen til at behandle lærerne som de kompetente fagpersoner, de er.

Jeg har uden tvivl selv bidraget til den fortælling, når jeg har deltaget i diskussioner om, hvordan skolen skulle yde service til børn og forældre, og også jeg var totalt blottet for fornemmelse for, at børnenes lærere var dem, som stod på et fagligt fundament, som de fleste af os forældre i hvert fald ikke besad.

Jeg mindes særligt en animeret diskussion, hvor læreren præsenterede en løsning til, hvordan en konflikt i pigegruppen kunne blødes op gennem brug af forskellige undervisningsmaterialer og konkrete indsatser på tværs af faglærerne. Forældrene mente derimod, at børnene selv skulle løse konflikten, og sådan blev det.

Ikke at konflikten blev løst, men forældrene vandt.

Den manglende respekt er et skråplan, som vi har tilladt os at gøre til fundamentet i vores omgang med det offentlige system. Det er et skred, som er sket gradvis, og måske netop derfor har vi ladet det ske.

Forandringen har ikke virket så stor, fordi den har fundet sted over lang tid. Men det langsomme skred er måske en del af forklaringen på, hvorfor vi er godt på vej til at miste statens menneskelige ansigt.

For den respekt, som min families fyrmesteronkel oplevede, stod om hans job, og den respekt, han vel at mærke forventede, at andre udviste, har vi for længst smidt over bord og erstattet med en kunde-leverandør-tilgang, som hører til i en verden, hvor staten opfattes som en markedsplads, og hvor borgerne er købere af ydelser, og de, der er ansat i det offentlige, kan behandles nedladende.

Det er et neoliberalt tankesæt, som historisk vugger i kølvandstriben bag Ronald Reagan og Margaret Thatcher – et resultat af konkurrencestatens logik, der med fortsat acceleration har skabt stadig større afstand mellem borgerne og det store fællesskab.

Hvis respekten for ikke blot staten, men også dens ansatte skal genvindes, må den tage sit udgangspunkt i anerkendelse af de offentligt ansatte. Nogle vil anføre, at en del af anerkendelsen ligger i antallet af lønkroner, og at vi som stat lønner vores offentligt ansatte for dårligt. Andre vil mene, at arbejdsmiljøet er afgørende.

Talrige er historierne om, hvordan ansatte i sundhedsvæsnet må løbe om kap med sig selv, fordi de har så mange opgaver, at de har svært ved at nå dem. Over halvdelen af alle sygeplejersker i Danmark arbejder i dag på deltid. Hvis de gik op på fuldtid, kunne de selv dække den store mangel, vi har på netop sygeplejersker. Men mange sygeplejersker magter ikke at arbejde 37 timer om ugen, simpelthen fordi presset er for stort.

At vi har skabt systemer, hvor halvdelen af de ansatte ikke længere kan overskue at arbejde på fuldtid, er vel et udtryk for, at vi ikke anerkender arbejdets omfang eller lytter dem, som arbejder i systemerne. Og når vi som samfund ikke lytter og handler, sender vi et signal til de ansatte om, at deres mening ikke tæller. At vi ikke anerkender deres vurderinger som mennesker. Selvfølgelig nedbryder det både selvtillid og selvværd.

Når vi ukritisk lader teknologien varetage flere og flere af de opgaver, som tidligere lå i hænderne på rigtige mennesker, er det også et signal om, at det menneskelige møde, omsorg og den personlige fortolkning af regelsæt ikke længere er værdsat.

Hvis vi ønsker os et samfund, som har et menneskeligt ansigt, kræver det en grundlæggende ændring i vores måde at tænke og tale om samfundets systemer på, og det kræver en fælles erkendelse af, at systemerne er vores, og de bliver lige præcis så gode og dårlige, som vi gør dem til.

Der er lige nu en forandring at spore i måden, vi taler om håndværkere på. I mange år har det at blive håndværker været et valg, som mest var udtryk for, at det unge menneske ikke var bogligt stærkt, og så kunne man jo altid blive håndværker.

Heldigvis er der sket en markant ændring i måden, vi som samfund taler om håndværksfagene på, og den ændring er et resultat af bl.a. den markante indsats, som er ydet af de skoler, der underviser de unge håndværkertalenter. DM i Skills er et eksempel på, hvordan der ved fælles indsats kan skabes positiv opmærksomhed og anerkendelse af de unge, som trodser mængden og vælger håndværksvejen til.

Når statsministeren år efter år prioriterer at deltage og uddele diplomer til årets dygtigste håndværkerelever, er det et udtryk for en tiltrængt fælles anerkendelse af deres modige valg.

Når et projekt som Boss Ladies finder rollemodeller blandt kvindelige håndværkere og arbejder for at smitte andre unge kvinder til at vælge håndværk som deres vej, er det udtryk for samme tendens.

Når Arbejdermuseet laver udstilling om ’Håndens arbejde’ og formidler håndværkstraditioner til skoleelever gennem værksteder og møder med unge håndværkere, laver rollespil om trepartsforhandlinger og samarbejder med skoler over hele landet for at udbrede et andet erhvervsvalg, synger det med på samme sang.

Samme tilgang må kunne bruges i måden, vi taler om vores offentlige systemer på. Det ville selvfølgelig kræve, at vi holder op med at bashe DSB, PostNord og folkeskolen. Det ville betyde, at vi går positivt til vores møde med styrelser, sygehusvæsnet eller kommunen, og dermed også møder de mennesker, som arbejder i de offentlige systemer, med respekt og anerkendelse.

Vi står over for vigtige valg i en tid, hvor teknologien er den store frister. For hvem kan ikke forstå, hvor forjættende det kan se ud for en kommunaldirektør at spare et par mennesker i telefonslusen, eller for en hospitalsdirektør at give laboranternes arbejde til robotterne? Der er indlysende gevinster at hente, når vi bruger teknologien til at forbedre, gøre processer hurtigere og måske endda nedbringe fejlmargin.

Men det er lige så mange gevinster ved, at vi nogle steder fastholder, at vores velfærdssamfund også er kendetegnet af en menneskelighed og rigtige samtaler mellem levende mennesker. Derfor må vi prioritere at skabe offentlige systemer, hvor borgeren møder staten i form af ansatte, som vi værdsætter, og vi skal arbejde for at give dem de bedst tænkelige rammer for at føre deres faglighed ud i livet.

Først når vi lytter og handler på baggrund af deres stemmer, kan vi genskabe respekten om det at være ansat i vores alles tjeneste. Først da bliver det igen måske attraktivt at stile efter en karriere som folkeskolelærer, sygeplejerske eller embedsmand i kommunen. Og først når den debat er taget, er vi blevet klogere på, hvor teknologien kan understøtte, og hvor vi prioriterer at have levende mennesker til at møde borgerne.

I det arbejde er det vigtigt at huske, at systemerne er ikke gudgivne; de er skabt af mennesker. Og den gode nyhed er, at mennesker kan lave dem om.

Bragt i Politiken den 4. august 2019