I 1947 kunne den kommunistiske avis Land og Folk i en forsideartikel afsløre, at de danske myndigheder havde foretaget talrige telefonaflytninger under besættelsen. Kommunisterne havde fået fingrene i flere fortrolige kartoteker, som udførligt beskrev, hvem der havde været i myndighedernes søgelys. Avisen var rystet over, at flere hundrede personer, heriblandt professor Hal Koch, Christmas Møller, den berømte fysiker Niels Bohr og direktøren for Nationalmuseet, Poul Nørlund, havde været under ”systematisk Aflytning”.

På Enigma – Museum for Post, tele & kommunikation forsker vi blandt andet i overvågningshistorie, og det er lykkedes os at fremgrave et af de støvede kartoteker, Land og Folk omtalte i artiklen.

Kartotekskortene er sorteret alfabetisk efter telefoncentraler og efter kategorier som ”Telefoner der for Tiden aflyttes” og ”Telefoner med Kendelse, men som ikke for Tiden aflyttes”. Den sidste kategorioverskrift viser, at domstolene i krigsårene var villige til at give politiet længerevarende retskendelser, så politiet kunne afbryde og genoptage aflytningerne uden at forny kendelserne. Om formuleringen ”med Kendelse” også implicerer, at nogle af aflytningerne foregik uden kendelse, fremgår ikke.

Kartoteket er registreret under kommunistsager, men som Land og Folk gjorde opmærksom på, var det imidlertid ikke kun kommunister, som blev aflyttet.

På alle kortene står der navn, telefonnummer og periode for aflytningen, og på nogle af dem er der uddybende bemærkninger om den aflyttede som f.eks. ”uden Tvivl en af Helge Bonnens Elskerinder”. De fleste af navnene forekommer ukendte med enkelte markante undtagelser, b.la. professor Hal Koch, forfatteren Martin Andersen Nexø, kommunistlederen Aksel Larsen og DNSAP-medlemmet Carl Bryld. Modstandsmanden Jørgen Ib Nørlund blev også aflyttet, ifølge det ene kartotekskort skete det dog kun, fordi hans telefonnummer havde ligget i pungen på en mistænkt.

Selv om aflytningskartoteket er spækket med hundredvis af navne, udgør de kun en lille brøkdel af de tusindvis af danskere, som fik deres samtaler hemmeligt aflyttet af myndighederne under besættelsen.

Allerede ved krigsudbruddet i september 1939 havde Ministeriet for offentlige Arbejder og Udenrigsministeriet etableret en censurinstitution, ”Telegrafcensuren”, som bl.a. skulle aflytte og overvåge danskernes telekommunikation uden Rigsdagens og domstolenes vidende. Fra fortroligt arkivmateriale her på museet kan vi se, at alene i 1942 blev der aflyttet og skrevet referat af 277.175 samtaler til udlandet. Derudover blev der aflyttet et ukendt antal indenlandske samtaler.

Karikatur i Berlingske Tidende, den 21. juni 1948.

Land og Folks afsløringer affødte en større mediedebat og fik Danmarks kommunistiske Parti til at rejse en officiel forespørgsel i Folketinget over for justitsminister Aage Elmquist fra Venstre om de omfattende aflytninger. Elmquist anerkendte, at der ikke fandtes nogen ”direkte Lovbestemmelse” til telefonaflytning, og indrømmede, ”at det kunde være, man burde have saadanne Lovregler”.

Der skulle imidlertid gå nogle år, før det blev til virkelighed. Først med grundlovsrevisionen i 1953 – og ændringen i Retsplejeloven året efter – fik telefon- og telegrafhemmeligheden samme lov- og forfatningsmæssige beskyttelse som brevhemmeligheden.