Pikant telefoni

Kvinder elsker at tale i telefon. Det er en veletableret sandhed og man kunne jo få den mistanke at disse ikke har været ganske uden skyld i at telefonen så hurtigt blev en meget stor succes i Danmark.

Boudoirscene med ung kvinde der taler i telefon. Olie på lærred 36 x 24 cm.
Signeret Paul Fischer.

Så på Post & Tele Museum er vi gået i gang med at finde sporene efter vore formødres anvendelse af telefonen dengang den endnu var ung. Vi koncentrerer os foreløbig om perioden 1880 til 1920 og vi leder i erindrings og skønlitteraturen dags- og ugepressen revyviser skuespil reklamer – og billedkunsten.

En misforståelse
Et underholdende eksempel er det pikante maleri af Paul Fischer (1860-1934) på MuseumsPostens forside. En eller anden – måske kunstneren selv – har på bagsiden afskrevet følgende digt fra det humoristiske årshæfte “Tik-Tak” 1914 som Fischer illustrerede med sit maleri:

En Misforstaaelse
Hvad sir De? De staar her omme……..
Og hvad…….Har jeg anmodet Dem…….
Hvad sir De? Om De maa komme……..
Næ Madsen De er for slem.

Fordi man gaar ud en Aften
og sidder paa en Café…….
Næ Madsen om mig har De haft en
ganske forkert Idé!

Hvad skulde De se til Lassen………..
bad jeg Dem komme en Dag…………….
……..Aa er det den Hr. Madsen
det er en helt anden Sag!

Billedtelefoni 1910
Man kan kun beklage den misforståede Hr. Madsen der ikke kunne se den scene som Fischer viser os. At nogle kvinder mente at muligheden for at kigge via telefonen også var til stede synes nedenstående anekdote i Illustreret Tidende 3. marts 1910 dog at antyde:

En ung herre i Stockholm ville en Morgen telefonere til en nydelig ung Frue for at takke for en Indbydelse. Uheldigvis sker der en Krydsning saa at han kommer ind paa Fruens Samtale med en Veninde. Blot et Øjeblik lytter han inden han ringer af men han kan ikke undgaa at høre følgende Sætning i Telefonen:

“Nu maa jeg ringe af jeg staar i Natkjole og fryser saa rædsomt om Benene…”
Lidt efter ringer han op og den unge Frue svarer “Hallo!”
Han takker for indbydelsen og siger saa:
“… For Resten vil jeg ikke opholde Fruen længere jeg sér de er i den dybeste Negligé…”

Et Skrig i Telefonen og Larmen af et Apparat der tabes var Resultatet.