Opening October 1st 2022
Buy the annual pass
info
Køb billet
Jane Sandberg
4
/
03
/
2022

I krig er sandheden det første offer

Når vi pludselig vågner op til gule breaking beskeder om, at der er krig i Europa, så ringer klokkerne også på ENIGMA. For hvis ikke vi, som museum for kommunikation, skal forsøge at forholde os til, hvordan der kommunikeres under en krig, så er vi simpelthen ikke vores opgave som museum voksen.
En britisk kampvogn i 1. verdenskrig med en brevdue

Af museumsdirektør Jane Sandberg

I krig er sandheden det første offer,” sagde den græske digter Aischylos, og til trods for, at hans ord har 2500 år på bagen, så er de desværre evigt relevante. Vi bliver mødt med en strøm af informationer lige nu. Billeder, lyd og tekst strømmer ind på de fleste kanaler, og det er svært at manøvrere i. Hvad kan vi stole på?

Lige nu er museet under ombygning, så de virkemidler, vi normalt ville tage i brug – nemlig udstillingerne – er ikke en mulighed. I stedet formidler vi vores viden og forsøger at give perspektiver i det radioprogram ”Ekstremt online”, som museet producerer. Denne uges program handler udelukkende om, hvordan vi kan blive bedre til at tjekke de informationer, vi bliver mødt af. Lyt her. Også i museets LæringsLab har vi tilbud til skoler, som kan give elever bedre og bredere indsigt og forståelse af, hvad en krise gør ved vores måde at kommunikere på. Og her har vi sammen med gode partnere lavet en vejledning til, hvordan man kan værne sig bedre mod mis-, mal- og desinformation. Se mere her.

Jeg er nogle gange i forløbet med at skabe det nye ENIGMA blevet spurgt om det kommende museum ikke bliver meget politisk. Til det har mit svar været ”Jo, men ikke partipolitisk”. Jeg mener, at det er vores rolle at sætte projektøren på problematikker, som berører mennesker her og nu, men altid forsøge at trække tråde til lignende problemer i vores fælles fortid. Det, vi som museum kan tilbyde, er noget andet end fx et klassisk medie. Vi kan nemlig inddrage de historiske perspektiver, som gør, at den, der møder ENIGMAs måde at formidle på, bliver inviteret til både at få indsigt i en konkret problemstilling, men også få viden om, hvorvidt verden har oplevet lignende tidligere. Og måske allermest interessant: hvad betød det for samfundet dengang og for eftertiden?

Om ganske få måneder åbner ENIGMA som Danmarks museum for kommunikation. En af de fire udstillinger, vi åbner museet med i september, har vi kaldt ”Kommunikation i krisetider”. Det har vi, fordi historien har vist os, at når verden er i krise, så accelererer hastigheden af teknologiudvikling. Eller sagt med andre ord; når krisen rammer, får krisens parter brug for blive bedre til at overvåge, undersøge, spionere etc. Tænk bare på Enigma-maskinen fra anden verdenskrig, som var tyskernes kommunikationsopfindelse og engelske matematikeres hovedpine.

Lige nu står vi desværre midt i en krise, som helt sikkert betyder, at vi kommer til at se nye kommunikationsteknologier udvikle sig med lynets hast. På ENIGMA vil vi gøre alt, hvad vi kan for at følge den udvikling og bringe den videre til jer. Gennem lyd, billeder og tekst.

Lyt til vores seneste podcast Ekstremt Online, der handler om de første dage af informationskrigen på internettet her. Og når museet åbner selvfølgelig også i vores udstillinger. Hver måned udsender vi et nyhedsbrev. Klik her, hvis du har fået lyst til at følge med.

Museumsdirektør Jane Sandberg

No items found.

Læs også

Til Bloggen

Mere

No items found.
Til Bloggen

Nyheder